babygirl

…Fortsættelse – læs første del HER.

Vi kørte hjem fra brylluppet lidt over midnat og veerne var på daværende tidspunkt ved at tage godt til. Hver gang vi kørte over et bump på vejen, måtte Christoffer bremse helt op og køre over dem i sneglefart, fordi det gjorde så ondt. Da man højst må være i fødsel i 24 timer efter vandafgang, grundet risiko for infektion skulle vi en tur forbi Rigshospitalet om natten. Jeg havde nemlig en mistanke om, at vandet allerede var startet med at sive natten før, da jeg var vågnet ved, at der løb små dråber ned af mit ben. Inden vi kørte mod Riget, var vi lige hjemme og smide festtøjet, samt hente hospitalstaskerne – in case!

Vi blev henvist til venteværelset, hvor vi sad mutters alene. En mand kom traskende ind gennem rummet og han lignede ærlig talt én, der ikke havde sovet i 3 måneder. Kort efter kunne vi høre skrig og jammer fra værelset bag ham. Hans kone var uden tvivl ved at føde og det lød absolut ikke rart, haha… Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min tur lige om lidt, “Shit“.

Det var heldigvis ikke vandet der var gået natten forinden, men blot den yderste hinde, så derfor skulle jeg “bare” nå at føde inden kl. 19 næste dag, “easy peasy“. ;) Alt så fint ud, jeg var nu 2 cm åben og hun lå helt nede i bækkenet med hovedet den rigtige vej. Kl. 03:30 blev vi sendt hjem og fik besked på at komme igen kl. 08.30, “Se at få lidt søvn“. Jeg kunne dog slet ikke sove, da veerne nu kom med 4 minutters mellemrum og kun blev kraftigere for hver gang.

foedemodtagelse

Da vi ankom om morgenen kunne de efter at have foretaget en hindeløsning konstatere, at jeg nu var 4 cm åben og fordi jeg havde haft vandafgang siden kl. 19 aftenen forinden, fik vi tildelt en fødestue med det samme. Efter nogle timer, foreslog jordemoderen, at vi gik en tur i parken, for at sætte ekstra skub i veerne. Det fortrød jeg dog hurtigt, for veerne tiltog og jeg kunne næsten ikke stå på benene, når de toppede og der var selvfølgelig ikke en bænk i miles omkreds, haha… Så jeg måtte nærmest hænge på Christoffer, når de var værst. Stakkels Christoffer. ;)

Det har hele tiden været et stort ønske at undgå al smertestillende medicin og medicin generelt, så da veerne senere var aftagende, blev der foreslået et vestimulerende drop. Det takkede jeg pænt nej til. Jeg var på daværende tidspunkt kun 5-6 cm åben og havde nu fem timer igen, før vi overskred de 24 timer. I stedet prøvede de med akupunkturnåle fra top til tå og det hjalp. Jordemoderen sagde, at hvis jeg ikke havde åbnet mig 1 cm indenfor den næste time, skulle vi til at tale om det vestimulerende drop. Det ville jeg virkelig gerne undgå, da jeg havde hørt, at det ikke er godt for barnet, kan gøre amningen sværere og så skulle det bare være sindssygt ubehageligt.

Kl. 15 fik vi fik ny jordemoder, som anbefalede, at jeg kom op og hoppe på en bold. Derefter satte vi musik på og så dansede jeg ellers rundt på stuen til “Habibi Awai” fra Gilli for at holde veerne i gang. ;) Det gjorde sindssygt ondt – en smerte jeg slet ikke kan beskrive, men jeg var villig til at prøve hvad som helst for at undgå det drop. Jordemoderen var mega cool og begyndte at danse med, haha… Efter en time blev jeg undersøgt igen og med lidt god vilje skønnede de mig til at have udvidet mig til små 7 cm. Jordemoderen gav mig endnu en form for hindeløsning og fortalte mig, at inden for en time skulle jeg have udvidet mig til mindst 8 cm.

nybagt-far

Jeg kom i brusebad, som hjalp lidt på smerterne, men det var virkelig svært at stå oprejst i badet, da veerne var værst. Kl. 17.30 blev jeg undersøgt igen og var nu små 8 cm åben. Nu skulle det gå stærkt, for der var kun 1,5 time igen, før hun SKULLE være ude, hvis jeg ville undgå antibiotika. Herefter gik veerne nærmest i stå og kom kun meget sjældent. Jeg dansede fortsat rundt på stuen, for at sætte skub i dem, men uden held. Jordemoderen sagde, at hun ville komme igen kl. 18.30 for at gøre status. Jeg kunne godt høre på hende, at hun ikke troede, at jeg ville føde uden antibiotika. Selv med vestimulerende drop var det for sent, hvis det skulle lykkes inden kl 19. Det gjorde mig faktisk lidt ked af det, for det var jo ikke sådan, jeg ønskede det, men det var ikke noget, jeg selv kunne styre.

Tiden gik og der skete ikke rigtig nogen fremgang. Først da kl. var 18.20 kunne jeg pludselig mærke noget. Jeg kunne slet ikke være i min krop og følte, at jeg var nødt til at presse, “Hvad sker der her?“. Christoffer ringede efter jordemoderen, som kom farende ind. Hun undersøgte mig kort: “Christina, du er nu helt åben og er i aktiv fødsel, TILLYKKE!“. Både jordemoderen og jeg selv var helt forundrede over, hvor hurtigt det var gået til sidst. Jeg fik helt en klump i halsen af glæde – nu skulle det bare lykkes og det skulle gå stærkt! Desværre fik jeg kun pressetrang ved den første ve og de gik derefter helt i stå igen. De kom nu kun hvert tiende minut og under hver ve måtte jeg med ren viljestyrke presse for at få hende ud.

lily

Klokken nærmede sig 19 og jeg gav den ALT hvad jeg havde. Det gjorde så hjernedødt ondt, men det skulle bare lykkes – jeg ville for alt i verden gerne undgå antibiotika. Tre veer tog det at få hende ud – helt præcist kl. 19.01. Det var simpelthen så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne inde. Tænk, at hun nu lå her. Tænk, at hun var vores. Jeg var SÅ lettet, glad og taknemmelig for, at alt endte godt. At hun var kommet sikkert til verden og fødslen endte, som jeg havde ønsket.

Det var virkelig en lang og hård fødsel og jeg tror, at en af grundene til, at det trak sådan ud var, at min krop var træt efter en lang dag med forberedelser og bryllup. Jeg havde ikke spist i næsten et døgn og var så træt. Christoffer var virkelig en kæmpe hjælp under hele fødslen. Han tog tid mellem veerne og fortalte mig, hvor lang tid jeg havde tilbage, inden den næste kom, han nussede mig på panden, klemte mine hånd, når jeg havde brug for det, og heppede på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. ♡ Det var min fødselsberetning. Jeg håber, I syntes det var hyggeligt at læse med. ;)

blog

…Read the first part of my birth story HERE.

We drove home from the wedding around Midnight and after a quick change of clothes at home, we went to the hospital. Everything looked fine and the told us to go home and get some rest until 8.30 in the morning. I couldn’t sleep though as the contractions arrived at 4 minute intervals and only became stronger and more powerful each time. When we arrived in the morning they concluded that I was 4cm open and we were shown to a delivery room. As my water broke at 7 o’clock the evening before, I just had to give birth within 24 hours due to a higher infection risk, but that seemed pretty easy at that point, as we had plenty of time left. After a few hours my contractions kind became less powerful and they suggested me to get some vein stimulating medication. It was a big wish for me not to get any medication, so I said no thanks.

At that time I was 5-6 cm open and now we only had five hours left until 7 o’clock. They gave me acupuncture which helped a bit. The midwife said that if I had not opened 1 cm within the next hour, we had to talk about getting contraction stimulating medication. At 3 o’clock we got a new midwife, who recommended that I got up from bed and moved around as much as possible. We turned on the music and I started dancing around in the room. It hurt so bad, but I did everything I could. The midwife was very cool and started dancing as well, haha…

Within the next few hours I expanded slowly. At 5:30 I was 8 cm open. Now we were in a hurry as we only had 1,5 hours left until 7 o’clock where I would reach the 24 hours. The midwife told me, that she would have to give me antibiotics, if I hadn’t given birth before 7 o’clock. It seemed like she had lost hope. Finally, at 6.20 I could suddenly notice that something was happening. Christoffer called the midwife who came rushing in. She briefly examined me: “Christina, you are now fully open and in active birth, congratulations”. I got so happy! Unfortunately the contractions started to fade out even more, so I really had to give everything I had to push her out. It hurt so bad, but we were in a hurry, so I had to ignore the pain.

After three veins she was out – more precisely at 7.01 o’clock. I was simply so overwhelmed that I could not keep my tears inside. I couldn’t believe she was here now. That she was ours. I was SO relieved, happy and grateful that everything ended well. That she had come safely to the world and the birth ended as I wanted it. Christoffer was really a huge help throughout the birth. He took time between the contractions and told me how long I had before the next came, he squeezed my hand when I needed it and cheered on me. I couln’t have done it without him. ♡ That was my birth story. I hope you liked it. ;)