lilysix-ames

Jeg beklager stilheden i disse dage. Christoffer har som sagt ferie i denne uge, så vi har haft en masse planer. Blandt andet at planlægge barnedåb, en smuttur til Sverige og i dag er vi til bryllup hos vores venner, Mia og Mads. Vi har netop været i kirke og er nu på vej i bilen til Næsbyholm Slot, hvor festlighederne skal afholdes. Vores lille maskot er selvfølgelig med og det er faktisk tredje bryllup på hendes forholdsvis korte levetid. Hun har indtil videre taget det i stiv arm. Hun meldte jo også sin ankomst til et bryllup, så der gemmer sig nok en lille festabe i hende. :)

I det hele taget går det rigtig godt med vores lille Lily, som fylder 12 små uger i morgen. Hun er 7-9-13 virkelig nem og glad. Når jeg siger 7-9-13, så er det fordi, at vi hele tiden bliver belært med: “Vent I bare og se, det skal nok ændre sig…” Og det kan også godt være, det gør. På et tidspunkt. Men måske gør det ikke og jeg gider ikke gå og være urolig for, at hun en dag bliver “besværlig”, for så tager man jo det med. Som så meget andet, hjælper det ikke have bekymret sig på forhånd. Det gør det ikke nemmere, at have forberedt sig eller bekymret sig. Derfor nyder vi bare, at hun er glad, sover godt om natten og smiler og griner mere og mere dag for dag.

Selvfølgelig er jeg mere træt end normalt, da jeg ikke i snart 3 måneder har fået 8 timers søvn i streg, men når man så vågner op ved siden af den mest nuttede lille sidemakker, som sender én et stort smil, så glemmer man lidt, at man er træt. Nu må jeg hellere slutte, da vi er ved at være fremme ved destinationen. Her var ihvertfald en lille update fra babyboblen. Kan I have en dejlig weekend.