min-baby

Av… Jeg har stadig ondt i hjertet over en episode, der udspillede sig sidste onsdag. Jeg var uopmærksom i et splitsekund og pludselig lød et brag… Min første tanke inden jeg overhovedet nåede at slå øjnene op: “Det skete bare ikke!“. Det der bare ikke måtte ikke ske. Jeg for op og dér lå Lily… På trægulvet nedenfor vores seng i bælgragende mørke og græd helt utrøsteligt.

Jeg skulle putte Lily og havde taget hende med ind i vores seng, hvor hun af og til får lov at falde i søvn, før vi bærer hende ind i sin egen seng. Vi havde læst bog, sunget godnatsang og hun havde moslet rundt i sengen i næsten en time. Til sidst overgav hun sig og faldt i søvn. Endelig. Lidt tæt på kanten… “Jeg flytter hende, når hun er faldet helt i søvn“, tænkte jeg og holdt godt fast om hendes ene lille ben. Det var dér, jeg begik fejlen.

min-pige

Jeg faldt selv i søvn. Helt uden jeg lagde mærke til det. Lily havde vendt sig og simpelthen rullet ud over kanten på vores seng… Taget turen med hovedet først direkte ned i gulvbrædderne. Jeg kunne mærke hendes ben glide gennem min hånd, uden jeg kunne nå at gribe fat. Jeg reagerede egentlig overraskende roligt i situationen, skyndte mig at samle hende op, kigge efter buler og sår… Trøstede hende. Christoffer kom løbende ind og rystede næsten mere end mig. Han havde også hørt braget. Det giver mig helt en klump i halsen, at tænke på det. Min lille pige. I flere dage har jeg gået og tænkt: “Hvordan kunne det dog ske for mig?”… Jeg har virkelig følt mig som en dårlig mor.

Der gik ikke mange minutter efter, at hun var holdt op med at græde, til hun var sig selv igen, grinede og smilede, men alligevel ved man jo aldrig, hvad der kan være sket, så vi ringede til min mor som er sygeplejerske og til 1813. Det var et godt tegn, at hun var begyndt at græde med det samme, for så havde hun ikke været bevidstløs. Vi fik besked på at holde øje med hende hver anden time natten igennem for at se, at hun fortsat havde det godt.

lily-11-mdr

Det var noget af et chok. Og den der sætning “Hvordan kunne det ske for mig?” og følelsen af at være en dårlig mor lever stadig lidt i mig. Det har dog hjulpet at dele oplevelsen med vores venner og familie… Ikke at jeg ønsker dette scenarie for nogen anden, men når vi har fortalt det, er vi flere gange blevet mødt med: “Det er også sket for mig” eller også har de fortalt om lignende episoder. Og det har egentlig hjulpet lidt, at folk har turdet åbne op for det. Jeg har også hørt om flere, der holder det hemmeligt af ren skam. Det føles nemlig skamfuldt ikke at have været opmærksom, skulle jeg hilse og sige.

11-mdr-baby

Lilys blå bule i panden har den sidste uges tid mindet mig om, at være ekstra opmærksom. Selvom man gør sig umage og forsøger at være den bedste mor, kan der ske fejl og uheld. Det handler vel i virkeligheden om at komme dem i forkøbet. Være opmærksom på, at hun hver dag kan noget nyt, som jeg ikke kan forudse, men alligevel må tage hensyn til. Vi har f.eks. nu købt sikringer til vinduerne, selvom hun ikke kan kravle derop endu og fjernet spidse nipsting fra bordhøjder, hvor hun endnu ikke kan nå. Man må tage sine forbehold, men av hvor gør det stadig ondt i hjertet, at hun faldt på gulvet…