Gammeldags jordbærkage

jordbærkage@2x
Da vi var i Norge sidste sommer med Christoffers familie, lavede hans søster, Camilla, den mest fantastiske gammeldags jordbærkage. Jeg har ofte tænkt på at lave den selv og nu hvor det snart er jordbærsæson, har jeg fået lokket opskriften ud af hende. Jeg tænkte, at I sikkert også gerne ville have den, så læs med nedenfor. ;)

Ingredienser:
Mørdej:
– 150 gram mel
– 100 gram smør
– 50 gram sukker
– ½ æg

Fyld:
– 100 gram smør
– 100 gram sukker
– 100 gram reven marcipan
– ½ æg

Kagecreme:
– ½ vaniljestang
– 5 dl sødmælk
– 6 æggeblommer
– 150 gram sukker
– 40 gram majsstivelse

Pynt:
– 100 gram smeltet chokolade
– 5-600 gram jordbær
– 1 lille glas ribsgelé

Fremgangsmåde:
1. Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen og sæt den i køleskabet i 1 time
2. Rør smør og sukker til fyldet sammen og tilsæt marcipan og ½ pisket æg
3. Rul mørdejen ud og læg den i en smurt tærteform.
4. Bred fyldet ud over den og bag den ved 200 grader i ca. 20 minutter.
5. Lad kagen køle helt af og pensl den med smeltet chokolade.
6. Nu skal kagecremen laves: skrab kornene ud af vaniljestangen og bring stang og korn i kog sammen med sødmælken. Æggeblommerne kommes i en skål og piskes kraftigt med sukkeret til blandingen bliver hvid. Tilsæt majsstivelse uden at piske. Hæld nu den kogende mælk i blandingen, mens der piskes. Hæld det hele tilbage i gryde og sæt den over varmen. Lad cremen koge i ca. 1 minut under kraftig piskning – pas på den ikke brænder på. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, dæk overfladen til med husholdningsfilm og lad den køle helt af i køleskabet.
7. Når kagecremen er kølet af smøres den på tærtebunden.
8. Pynt kagen med jordbær.
9. Smelt ribsgelé og hæld det over jordbærene og sæt kagen i køleskabet til den er kølet helt af.
10. Bon appétit.

View Post
Share