riad-palacio-de-las-especiashalberstadt
Nu er det vist ved at være på tide, at jeg fortæller jer, hvordan frieriet forgik i Marrakech. Jeg har lige skulle fordøje oplevelsen selv, for det er skisma specielt, når ens kæreste gennem ti år beslutter sig for at falde på knæ. Og så endda i Marokko.

Christoffer vidste godt, at jeg gerne ville giftes. Jeg vidste også, at han gerne ville, men at det skulle være nu, havde jeg virkelig ikke set komme. Som i SLET ikke. Han havde givet udtryk for, at han ikke havde travlt med at blive gift, så jeg havde ikke turde håbe på for meget lige foreløbig. Han er sgu mere lusket, end jeg gik og regnede med. ;)

I bagklogskabens lys burde jeg måske have luret frieriet, for et par dage forinden, var Christoffer i karbad og da jeg ville hente shampoo til ham, springer han splitter Hans Jørgen op ad badekaret og løber som en gepard gennem rummet for selv at finde den i kufferten (hvor ringen selvfølgelig var gemt). Jeg tænkte ikke videre over det, andet end det da var utrolig pænt af ham, men også at det da var en lidt mystisk opførsel, når jeg bare kunne tage shampooen til ham, haha…

Det hele startede d. 13. december (13 er mit lykketal). Vi brugte dagen på markedet, var i spa og grinte og pjattede lidt mere end sædvanlig. Der var bare en god stemning, solen skinnede og han gik og jokede med mig hele dagen. Inden vi skulle ud og spise middag, foreslog han, at vi efterfølgende gik op på hotellets tagterrasse og drak myntete (en specialitet i Marrakech). Jeg synes, det lød super hyggeligt for den tagterrasse var noget af det smukkeste. Jeg huskede selv hans forslag, da vi kom tilbage fra restauranten – heldigvis, ellers kunne det måske være blevet lidt påtaget. Vi bestilte noget myntete og nogle marokkanske kager i receptionen, fik tændt små lamper og levende lys på terrassen og satte os ind i et lille marokkansk telt indpakkede i tæpper.

Jeg satte mig godt til rette i sofaen med min myntete og et par kager i hånden, mens Christoffer stadig sad ude på kanten og virkede en smule anspændt. Stakkels fyr. ;) Jeg kan huske, jeg bemærkede, at han virkede lidt anderledes end normalt, men så tænkte jeg ikke videre over det. Vi drak lidt mere te og kiggede på stjernebilleder. Han begyndte at tale om, hvor god en tur vi havde haft i Marrakech. Og at vi skulle have mange flere af den slags. Han fortalte, at han elskede mig og pludselig skete det, under åben himmel i et lille, brunt marrokansk telt mellem fritgående skildpadder og levende lys. Han faldt på knæ. Jeg var fuldstændig mundlam og forstod ingenting. Jeg tror, jeg udbrød noget ala: ”Ej, det er løgn?” og så kiggede jeg ellers bare på ham og på ringen og på ham og på ringen i noget der (for ham) nok føltes som flere minutter, før jeg svarede ”ja”. Og så begyndte tårerne at trille. Det var virkelig et specielt øjeblik. Bare ham og jeg og ingen andre.

Der var temmelig mørkt i det telt, så jeg kunne ikke rigtig se ringen og den første tanke der for gennem hovedet på mig, da han hev æsken frem fra lommen, var om han havde været nede og købe ringen i den marokkaner biks, som vi havde været i dagen før, haha… For hvornår skulle han ellers have købt den? Jeg troede, jeg havde fuldstændig styr på, hvad han gik og lavede og så havde han endda været inde i Halberstadt i København, hvor ringen er købt, hele tre gange før han købte den.

Det hele var så fint og gennemtænkt og jeg kunne ikke have tænkt mig det på nogen anden måde. Det er virkelig et øjeblik, man aldrig glemmer. Jeg gad faktisk virkelig godt at høre, hvordan de af jer der er gift eller forlovede blev friet til. Eller om nogle af de sjoveste, sødeste, skøreste eller måske endda lidt akavede frierier, I har hørt om. Det er altid ret specielt så del endelig. :)

blog, københavn, high-street

Now it’s about time that I tell you how Christoffer proposed in Marrakech. I just had to digest and understand it myself, as it’s quite a unique experience, when you boyfriend for ten years falls down on his knees.

Christoffer knew that I wanted to get married. I also knew that he wanted to, but I hadn’t seen it coming at all, that he was going to do it now. He had told me that he was not in a hurry to get married, so I hadn’t dared hoping for too much any time soon. He really took me by surprise.

In hindsight, I should perhaps have lurked that he was about to propose to me. A few days earlier, when he was taking a shower in the bathtub, I asked him, if should get the shampoo for him. And before I knew it, he has jumped out of the bath and ran like a cheetah just as mother nature made him into the bedroom and grabbed the shampoo in his suitcase (where he of course was hiding the ring). I didn’t really think much about his (very) weird behaviour other than it was kind of him to get the shampoo himself, haha…

It all started December 13th (13 is my lucky number). We spent the day on the market, went to the spa and laughed and joked a little more than usual. Both of us were in a very good mood and Christoffer made jokes with me all day. Before we went out for dinner, he suggested that we subsequently went up on the roof terrace and drank mint tea (a specialty of Marrakech). I think it sounded super cozy, as the rooftop terrace was one of the most beautiful ones, I’ve ever seen. I remembered his suggestion, when we came back, so we ordered some mint tea and some Moroccan pastries in the reception, got lit some small lamps and candlelights on the terrace and sat down with blankets wrapped around us in a little brown tent.

I sat comfortably in the couch with my mint tea and a few pastries in my hand while Christoffer still sat on the edge and seemed a little tense. Poor guy. ;) I can remember, I noticed that he seemed a little different than usual, but then I turned my mind to something else. We drank some more tea and looked at the constellations. He started talking about what a wonderful vacation it had been in Marrakech. And we should travel much more in the furture. He told me that he loved me and suddenly it happened under the open sky in a small, brown Moroccan tent between free-range turtles and candlelights. He dropped to his knee. I was completely speechless and did not understand anything. I think I said something like: “Are you kidding me?” and then I looked at him and at the ring and at him and at the ring in something that (for him) probably felt like several minutes, before I answered “yes”. And then the tears began to flow. It was really a special moment. Just him and me and nobody else.

There was quite dark in the tent, so I could not really see the ring and the first thought that ran through my mind, when he pulled the box out from his pocket, was whether he had bought the ring here in Morocco, haha… I thought I had complete control of what he was doing all the time, but I guess not. He had bought the ring in a shop in Copenhagen and he had been paying it a visit three (!!!) times before I decided to go for it. ;)

I’m so happy about how it all happened and I couldn’t have asked for more. It really is a moment you will never forget. I know that some of you girls are already married or engaged and I would love to hear your stories too. So don’t hesitate to share them in the comment field. I would love to read your sweet, romantic, funny or maybe a bit awkward proposals. ;)