scanning

Jeg har været lidt flinkere til at opdatere på Instagram de sidste dage, end jeg har været på bloggen. Så dem der følger med derinde ved også, at vi fik et andet svar, end vi håbede på, da vi var på Rigshospitalet i torsdags. Babys tarme lyste stadig op og de kunne se på mine blodprøver, at jeg havde haft den såkaldte “lussingesyge”, men de kunne ikke se, hvornår i livet. Jeg håber inderligt, at det var inden, jeg blev gravid, for ellers kan det have fatale følger. Vi fik derfor tilbudt en fostervandsprøve, som vi takkede ja til.

Vi fik endda en tid samme dag, fordi jeg er så langt henne… Hvis det skulle vise sig at være noget alvorligt, skal man søge om abort helst inden uge 22, som jeg netop har ramt i dag. Da de gav os den oplysning, skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at græde… For at kunne bevare roen og stille alle de spørgsmål, jeg og vi havde brug for uden at miste fatningen. Hele situationen gjorde og gør mig stadig utrolig bekymret og da Christoffer tog mig i hånden i venteværelset, var det også med tårer i øjnene. Puha… Det har været nogle lange dage.

Ventetiden på svaret er virkelig forfærdelig lang. Jeg er så nervøs for resultatet og vågnede også i nat og tænkte på det… Allerede fra testen viser to streger, elsker man det frø, som vokser i ens mave og bliver hurtigt utrolig knyttet til det lille menneske. Lige nu føler jeg, at jeg er lidt i en bobbel. Jeg lukker mig ude af virkeligheden for at overleve ventetiden og vi forsøger at fokusere på rare og positive ting. Holde humøret oppe. Tak for alle jeres opmuntrende beskeder og personlige historier på Instagram. Det varmer enormt meget og giver os endnu mere håb. Af hjertet tak. Jeg tror stadig på, at det nok skal ende godt og at baby er sund og rask ♥