Til jul gav vi min mor en mor/datter dag på Marienlyst Strandhotel. Vi har altid været meget tætte, men da mormor er i høj kurs, er det sjældent, at jeg har hende helt for mig selv, når vi ses. :) Så det var tiltrængt med en dag bare os to med morgenmad, spa, lermasker, bodyskrub, boblebad og jeg skal komme efter dig. Ren afslapning og hygge.

Min mor er den sejeste kvinde, jeg kender. Inden længe rejser hun til Cambodja og Vietnam i næsten en måned med tre jævnaldrende damer, som hun har mødt lidt tilfældigt online gennem en rejsegruppe. Hun har altid været en stor inspiration og er god til bare at springe ud i nye oplevelser og møde nye mennesker. Jeg synes, at det lyder så mega hyggeligt at de fire damer skal på tur sammen – jeg kunne næsten se en film udspille sig over deres rejse ala “Fire veninder og et par jeans” i en lidt mere “moden” udgave… :)

Så nu hvor vi skal undvære hende i en hel måned, var det rart at have en hel dag sammen. Det var simpelthen så hyggeligt. Jeg havde købt billetterne gennem deres tilbud “dagsspa”, hvor priserne er super fair, hvis man har mulighed for at komme i hverdagene. Bare et tip hvis I også har lyst til at lave en hyggelig dag med mor, søster eller en veninde.