Da Louis kun var 1,5 måned gammel

Selvom jeg er mor til to, er jeg stadig dybt fascineret af og fuld af forundring over, at kroppen kan lave et barn – eller flere. Det er ubegribeligt, at den kan vokse et lille menneske, mens den foretager sig alt muligt andet, hormonerne flyver rundt i kroppen, den bliver udvidet og strukket, presset til sit maksimum for til sidst at udvise en styrke af en anden verden, når det lille menneske får sit liv.

Jeg var til babysvømning i dag med Louis og så en mor med et barn på omkring tre år. De passerede den bruser, som jeg stod ved, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke moderen. Jeg tog mig selv i at tænke, hvor utrolig smuk hun var i det splitsekund, hvor mit blik holdt stille. Naturlig, strålende, glad. Hun havde en eller anden glød over sig. Ved nærmere eftertanke, kunne man se, at hun havde ammet engang. Brysterne får ligesom en anden form, synes jeg – “suttet i facon” om man vil. :)

Min krop bliver heller aldrig 100%, hvad den var inden, men det er jo heller ikke meningen – man har jo lavet et barn eller i mit tilfælde to. Mit maveskind er mere løst, numsen fladere, navlen buler mere ud og brysterne? Tja – de har også været hejst højere op engang. Efter jeg så hende moderen i svømmehallen i dag, blev jeg kun gladere for mit eget hylster – for min “morkrop”. For min første tanke var ikke, at hun havde født og ammet – den var blot, at hun var smuk, ligesom hun var – med alt hvad der følger med, når man har fået et barn. <3