Første billede Lily har taget <3

Hyggerod i stuen…

Med mor i vaskekælderen

Når man falder i søvn i alt for lille seng… Og sover der en halv nat. :) #radbrækket

Cirkus Dueholm

Nogen gange går jeg lidt i “survival mode”, når jeg er inde i udfordrende perioder og glemmer at berette om det hele, selvom det måske i virkeligheden er de små hverdagskampe, som er mest interessante og relaterbare at høre om. Det mindede Christoffer mig om i går: “Hvorfor fortæller du ikke lidt om dét, skat?“, da jeg kom ud i køkkenet kl. 22.30 og egentlig gerne ville blogge, men samtidig var jeg helt skeløjet efter at have forsøgt at putte Louis i flere timer uden held, flitsbue, gråd, asen og masen… For den slags sker selvfølgelig også hjemme hos os. I øjeblikket er vi inde i en fase, hvor vi er mega udfordrede på måltider og søvn.

Det virker næsten helt komisk, at vi har været til diætist – specielt for at finde ud af, om børnene får det helt rigtige, når den lille stædige dame herhjemme kun vil indtage hvidt brød, pasta og rosiner i øjeblikket. Måltiderne er en kamp og jeg synes efterhånden, at vi har prøvet alt fra i perioder ikke at blande os, lade hende selv vælge, øse op, ikke givet maden fokus til andre perioder at forsøge på en simpel måde at italesætte, hvorfor det er vigtigt at spise andet end førnævnte, ikke lade hende vælge, været mere strikse… Intet virker ret godt pt. Jeg håber virkelig, at det er en fase. Efter Louis har været syg, nægter han at spise, alt der kommer på en ske. Han vil faktisk nærmest kun ammes. Fast føde siger ham ikke rigtig noget. Så måltiderne er ikke ligefrem hyggelige i øjeblikket, kan I nok forestille jer, selvom vi ihærdigt forsøger at gøre dem til en rar oplevelse.

Og så er der søvnen… Eller mangel på samme. :) Lily har de sidste nætter sovet igennem – jøsses hvor er det dejligt og hvor håber jeg inderligt, at det fortsætter! Vi har været inde i en periode, hvor nattesøvnen kunne blive afbrudt hver time, fordi børnene vågnede på skift. Samtidig vil hun ikke sove om aftenen og det er ikke unormalt, at hun først lukker øjnene kl. 22, selvom vi starter putningen kl. 19. Så er man FÆRDIG, når børnene endelig sover. Louis sover stadig enormt dårligt og vågner ofte i et skrig, som om han har mareridt. Det er også derfor, at mit overskud til at svare på kommentarer og beskeder på Instagram har været minimalt efter en periode med de her kampe og to uger med influenzaramte børn og voksne, hvor jeg ikke har fået lavet meget i dagstimerne.

Så er der den 2-års alder, som er noget så charmerende, men samtidig den mest udfordrende hidtil med vil-selv-kan-selv alting (indsæt selv smiley med sved på panden). :) Børneopdragelse er svært. Lige som man tror, at nu kører det “I got it“, så bliver de ældre, nye faser, udfordringer, rutiner… Jeg håber, at det gav et indblik i vores hverdag pt. som måske ikke er så idyllisk, som det kan virke udefra, men bare helt almindelig, udfordrende, dejlig og perfekt uperfekt. Lige som hos de fleste andre småbørnsfamilier. <3