Det var én af de der morgener i morges… Den slags hvor den mindste dame i huset fik fem “nedsmeltninger”, inden vi overhovedet var kommet ud af døren og hvor turen til vuggestuen blev til én lang overtalelse om, at hun skulle gå selv… Det tog tre kvarter at gå 300 meter med gråd, sætte sig på jorden, “jeg vil ikke gå selv, jeg vil have min sut” og jeg ved ikke hvad. Det er hårdt at være 2,5 år af og til. – Og det er også lidt hårdt at være forældre til 2,5-årige nogle gange, skulle jeg hilse og sige. Men vi kom derhen til sidst med en god portion tålmodighed og det endte lykkeligt, men hold da op for en morgen. Jeg prøver virkelig, at forstå hende og vise hende, at jeg er der, når hun bliver overvældet af sine følelser, lade være med at hidse mig op og tælle til 10 (okay 100), når det er ved at koge over, selvom det ikke lykkes lige godt hver gang.

Nogen gange synes jeg, at det er svært, om jeg skal holde fast i mine principper. Når jeg beder hende om at gå selv og fortæller hende, at sutten kun er til når man skal sove. Når det så ender i sådan et scenarie som i morges, så har jeg til sidst virkelig lyst til at give hende den sut og bære hende i vuggestue. Men får hun sin vilje, vil hun måske forsøge at sno mig om sin lillefinger næste gang også? Eller skal man sige “pyt” engang imellem og lade hende få sin vilje… Det er sådan en svær balance og jeg mærker efter og øver mig hver eneste dag – det lykkes ikke altid at holde fast og nogengange føles det mest rigtigt. ♡ Please fortæl mig at jeg ikke er alene om det dilemma. Nu vil jeg smutte ned og hente den lille dame og give hende en hyggelig eftermiddag. Kan I have en skøn tirsdag.