Kan I huske, da jeg forleden skrev, at vi var udfordrede på måltider? Lily spiser nærmest ingenting i øjeblikket. Det handler ikke om, at hun er kræsen, for ofte vil hun ikke engang smage på maden. Oh, the struggle. Vi har derfor lagt hovederne ekstra i blød for at snyde den lille dame til at spise andet end hvidt brød og rosiner. Om morgenen har vi i ugevis lavet smoothies for at lokke nogle vitaminer i hende, men de grønne af slagsen har været de sværeste at få hende til at smage.

Forleden fandt vi på at lave dem til is og jeg siger jer – det VIRKER! Hun spiser alt der er frossent og sidder på en pind. Det er en totalt win-win situation. :) Isene er nemlig fyldt med alt fra butter beans, hvide bønner, grønkål, broccoli, havtorn, banan, dadler, appelsin, hindbær, nødder, kerner, osv. Så hvis jeres børn også er meget selektive, når det kommer til mad, men godt kan lide is (hvilken barn kan ikke?), så kan jeg anbefale at prøve dette simple tip. :) Her kommer opskriften på disse grønne af slagsen…

Grønne ispinde:
120 gram grønkål
3 appelsiner
1 banan
2 dadler
10-15 havtornbær
100 gram hvide bønner eller butter beans
2 spsk sesamfrø
Havredrik (en god sjat så den får en passende konsistens)

Sesamfrøene blendes alene, så blenderen kan få fat i dem og derefter hældes det sammen med de øvrige ingredienser og blendes til en ensartet masse. Både grønkål og havtornbær køber vi på frost og bananer har vi også altid i fryseren i små stykker. Det er en portion der svarer til to smoothies og jeg fylder bare isformene op (6 styks) og så er der som regel noget tilbage til en frisk smoothie til mig selv. :) Man kan jo putte hvad som helst i sådan en is, så det er bare om at være kreativ. Bon appétit.