Christoffers barsel er slut i dag og hverdagen er skudt igang. Han er i dag startet på nyt arbejde, ungerne er i institution og jeg er alene i hytten for første gang i evigheder. Det har været nogle utrolig dejlige, lærerige og specielle måneder sammen som en familie på fire og jeg er Christoffer evigt taknemmelig for, at han tog hele barslen, som han også gjorde med Lily. Da jeg jo er selvstændig, er det noget mere omstændigt at holde barsel, hvorfor vi sammen valgte, at Christoffer fik alle 32 uger, som man ellers har til deling. En unik mulighed for os som familie og det har været dejligt. Dejligt, men også udfordrende og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har glædet mig til i dag. Glædet mit til hverdagen, at få tid til at fordybe mig i mit arbejde og ikke være til rådighed for et lille menneske 24/7. Selvom Christoffer havde barslen, har jeg selvfølgelig også været med og det har resulteret i en lidt skæv arbejdsrutine og mange sene nattetimer.

Vi havde et vigtigt mål i denne barsel, som vi ikke følte, at vi opnåede, da Lily var spæd = at få hverdagen til at køre på skinner. Få gode rutiner der kunne gøre hverdagen nemmere og hyggeligere. Jeg ved ikke, om man nogensinde når dertil, hvor alt bare spiller, men jeg synes, at der er god plads til forbedring i vores lille familie. Vi er hele tiden et skridt bagud og ender ofte med at stå op om morgenen til en lejlighed og et køkken, der ligner jerusalems ødelæggelse, fordi vi falder i søvn med børnene under putning. Lidt for ofte står vi også kl. 17 og kigger på hinanden med et tomt køleskab og to sultne børn – “hvad skal vi have at spise“? Og når vi endelig får slæbt vasketøjskurven ned i vaskekælderen, kan vi nærmest fylde seks maskiner. Jeeeez. Planen var, at der ligesom skulle styr på sagerne i denne barsel, så der blev mere tid til at hygge og bare “være”. Vi havde lagt en plan med nye rutiner for indkøb, aflevering/afhentning i instituion, oprydning osv.

Jeg synes, at det startede godt. Vi fik stille og roligt bygget rutiner op og der begyndte at komme styr på tingene. Lige indtil Corona indtraf og væltede hele systemet som en ustabil dominoklods. Det var nogle svære måneder. At underholde to børn og forsøge at arbejde samtidig var som sagt kompliceret. Det ved I – vi var jo alle i samme båd. Så jeg har virkelig glædet mit til i dag. Til en frisk start med nye gode rutiner. Vi har alt for længe haft for lidt tid og overskud til at gøre noget ved tingene, men nu skal det være! For første gang i månedsvis sov begge børn igennem i nat og jeg føler mig klar til en ny begyndelse. :) Jeg deler dette indlæg for at fortælle, at hverdagen også er udfordrende hjemme hos os, selvom det måske ikke ser sådan ud på Instagram. Vi roder (selvfølgelig) også og har vores kampe, som enhver anden (børne)familie.

For at dele vores tanker til at gøre hverdagen nemmere, så kommer vi til at strikke det sammen nogenlunde således: Vi er i begyndelsen fælles om at have børnene om morgenen og deler dem op, så vi hver især har ansvaret for et få ét barn ud af døren til tiden. Det samme gælder putningen om aftenen. Christoffer har først sent fri, så det bliver mig, der henter begge børn. Mht. indkøb så handler vi pt online for en uge ad gangen og løber kun i supermarkedet efter småting. Vi har lovet os selv, at hver gang man går ud af døren, tjekker man lige, om der er en skraldepose, der skal med ned, flasker der ikke er afleveret eller lignende. Vi har ansvarsfordelt hverdagsopgaverne for at undgå, at vasketøj, rod, skraldeposer, “you name it” hober sig op. Samtidig er vi gået igang med en kæmpe oprydning/udrydning af hele vores hjem. Både fordi vi leder efter nyt sted at bo og ikke vil flytte udnødvendige genstande med, men også for at få mere overskud. “Messy home, messy mind” – sådan har jeg det ihvertfald. Vi har lovet os selv, at vi skal ordentlig tid i seng om aftenen, for det er faktisk den største grund til, at overskuddet er så småt. Manglende søvn i over et år. Jeg læste et “quote” hos Rikke May i formiddags: “It’s almost time for bed, so I guess I’ll just check my email, Etsy, Instagram, Facebook and watch one full season of a TV show on Netflix real quick“, haha… Åh, hvor jeg kender det. Når børnene endelig sover og man har tid til sig selv, kan man ikke finde ud af at snøvle sig i seng. Det skal der laves om på. Jeg skal igang med at træne igen, for motion giver overskud. Mere overskud, færre overspringshandlinger og flere sunde mål. I må endelig dele, hvis I har gode tips til, hvordan I får hverdagen til at hænge sammen med mere overskud og hygge. ♥