{En kjole jeg syede af et gammelt gardin for nylig }

Hej venner. <3 Hvordan går det? Dette indlæg bliver lidt et sammensurium over den seneste tid for at give en lille update og fortælle, at jeg altså stadig er her og hvad jeg har gjort mig af tanker fremadrettet. :) Jeg har været inde i en periode, hvor jeg har følt mig lidt flad – det her boligræs tager hårdt på energien. Åh, jeg har sådan lyst til at dele mere med jer, men lige nu er der nogle ting, der skal falde på plads, før jeg kan indvie jer i, hvad søren der foregår på boligfronten. En læser skrev forleden til mig: “Leave os bare hanging, som en gammel enlig sok på tøjsnoren… Det der hus dér I har budt på, Fru Dueholm?!“.

Jeg forstår det udmærket – jeg har indviet jer så meget og pludselig blev der stilhed. Kort fortalt er det en vanvittig proces at købe et hus i øjeblikket og jeg synes hele tiden, at der er et eller andet, som spænder ben for os. Vi fik desværre ikke det omtalte hus – fjerde hus vi bød på. Det var endda til trods for, at vi bød over udbudsprisen. Som jeg sagde – skørt marked i øjeblikket. I mellemtiden er der dukket et nyt hus op og jeg skal nok dele mere, så snart jeg kan. Jeg er glad for, at I engagerer jer så meget i vores boligjagt – det er altså ret hyggeligt. <3 Jeg ved, at vi er flere i samme båd og jeg har planer om at lave nogle indlæg med vores erfaringer, der forhåbentlig kan gøre det lettere for nogle af jer, når I skal ud og købe hus en dag. Vi har prøvet lidt af hvert gennem de sidste tre år, må jeg indrømme.

Hyppigheden af mine indlæg har været dalende på det sidste. Det er selvfølgelig ikke boligjagten alene, der tager al min tid – folk med 9-17 jobs formår også at købe huse. ;) Men jeg har brugt en del tid på at arbejde bag skærmen på bloggens (& mine andre kanalers) fremtid. Overveje og nytænke hvordan udformningen og retningen skal være. Nogen gange er man nødt til at hoppe ud af “hamsterhjulet”, hoppe ind i en helikopter, flyve op og se perspektivet fra oven – også selvom det gør, at man kommer bagud med andre opgaver. Det er nogen gange det, der skal til for at flytte sig og jeg har længe gerne ville noget mere med dette fine univers, vi sammen har skabt – både herinde og på tværs af mine andre kanaler. Som jeg har været inde på tidligere, skal det stadig være det samme, men der skal tilføjes noget mere. Det har jeg tænkt en hel del over på det seneste.

Jeg vil, som jeg tidligere har nævnt, gerne igang med flere kreative projekter. Projekter som I kan gøre efter derhjemme eller på den ene eller anden måde lade jer inspirere af. Eksempelvis har jeg savnet at bruge min designuddannelse og i det hele taget være kreativ. Det er der blevet mere tid til nu, hvor børnene er startet i institution og det er nok også derfor, at tankerne om nye tiltag har meldt sig. Noget af det, jeg har savnet og gerne vil fokusere mere på er at dele fine, håndgribelige syprojekter med jer. Jeg har syet lige siden jeg var lille – først dukke/Barbietøj, dernæst designede jeg en kjole, som jeg syede på min mors symaskine og solgte dem i massevis på Trendsales. Jeg syede også mine egne kjoler til gymnasiefesterne ganske ofte. Siden læste jeg til designer og lavede en masse sjove projekter på skolen, men efter jeg blev influencer på fuld tid, har den del været lagt lidt på hylden – på nær de gange, hvor jeg har lavet designsamarbejder med andre virksomheder og de få ting, jeg har syet til børnene, som jeg vist aldrig har fået vist jer. Men kort sagt – jeg savner at sy og være kreativ og jeg har mange tanker og idéer, som så småt begynder at samle sig. Jeg glæder mig til at tage jer med på rejsen. :)