Source: 1. Doors4uk, 2. Humphreymunson, 3. Boligmagasinet, 4. BoBedre, 5. Faber, 6. @nanna.rask, 7. @kinneandersen, 8. Homebunch, 9. House&Home

På torsdag har vi en aftale med en håndværker, der skal med ud og se det nye hus. Jeg er SÅ spændt på at se det igen og ikke mindst at tale med håndværkeren om mulighederne, budget og prioriteter. Én af de ting, vi skal renovere i vores nye hus er kælderen. Christoffer kan ikke stå oprejst i alle rum, så gulvet skal graves en smule ud i nogle af rummene, så det bliver i samme niveau over det hele. For at få mere loftshøjde skal vi også fritlægge bjælkerne i lofterne – det har vi set i mange huse og det giver en hel del “luft”. Derudover skal der spots i lofterne, lægges nye gulve (evt. med gulvvarme), laves badeværelse, vaskerum og en masse skabe til opbevaring. Christoffer har også en lille drøm om at lave et vinskab i en blændet udgang, hvor der engang var en kældertrappe til haven.

Vi har mange idéer og mange drømme, men nu må vi se, hvad der overhovedet er muligt. Vi har ikke et kæmpe budget til vores renovering, så det er om at tænke lidt kreativt og måske lave lidt selv. Vi taler meget om prioriterne – flere siger: “Vent med kælderen“, men på den anden side har vi også hørt, at det støver enormt meget op i hele huset, når man først går igang og vi gad virkelig godt have en lækker og brugbar kælder. Så umiddelbart er planen, at kælderen skal laves med det samme, men nu må vi se, hvad håndværkeren siger… Det var lidt hustanker her på en grå mandag. :) Det fylder rigtig meget det her husprojekt og jeg glæder mig sådan til at kunne dele billeder med jer.