sorteperbrugt-bilhyunday-accent-2002

Der er et familiemedlem, som jeg aldrig har præsenteret jer for… Han hedder Sorteper og er en 15 år gammel metalspand. En halvslidt sort Hyundai Accent med mange små skavanker og sin helt egen personlighed. Deraf navnet – for han er lidt af en skurk, der ikke altid vil samarbejde og opføre sig pænt, som tegneseriefiguren af samme navn. ;)

Vi havde i mange år talt om at få en bil og da Christoffer fik job i Smørum, blev det for alvor aktuelt. Vi kiggede på nye biler, brugte biler og leasing muligheder, men havde svært ved at beslutte os. En dag ringede Christoffers gode ven, Michael, og spurgte, om vi ville overtage hans morfars gamle bil. Den var nysynet, kørte ganske glimrende og så var prisen billigere end en standard bycykel fra vores lokale cykelsmed. Selvom det ikke lige var sådan en bil, vi havde drømt om, var det simpelthen for godt et tilbud, til vi kunne sige nej.

Vi har været glade for Sorteper i de 1,5 års tid, vi har haft ham og han har ikke kostet os de store reparationer. Han har dog sine særheder – man skal blandt andet kunne et særligt trick med bildøren, for overhovedet at kunne komme ud af passagersiden og det er ikke altid, han vil starte, haha… Han er også begyndt at sige nogle underlige lyde, som vi ikke helt kan finde ud af, hvor kommer fra… FDM tilbød os for nylig at få lavet en sikkerhedstest af Sorteper og det var vi ikke længe om at takke ja til. Vi havde nemlig selv overvejet, om han overhovedet var forsvarlig at køre rundt i med et lille barn. Det er bare helt andre tanker, man gør sig, når det ikke kun er en selv, man har ansvaret for.

Vi vidste godt, at han havde nogle skavanker, der skulle udbedres inden for nærmeste fremtid, men udfaldet af testen kom virkelig bag på os! Vi var ikke klar over, at det stod så galt til. Se en video HER, hvor testassistenten forklarer mig, hvad der skal laves. Han fortalte også, at modellen i sig selv bliver kaldt “Hyundai ACCIDENT”, fordi den er så usikker at køre rundt i og dårligt bygget. Sikkerhedsmæssigt får den kun 1,5 ud af 5 stjerner i Euro NCAP’s anmeldelse. Shit, jeg turde jo næsten ikke engang køre hjem fra værkstedet igen, haha… Vi blev i forbindelse med sikkerhedstesten også medlem af FDM, da der følger mange fordele med – man får bl.a. rabat på dækskifte, bilsyn, vejhjælp, diverse oplevelser og hotelkæder og ikke mindst på omtalte sikkerhedstest, hvor de kigger ens bil igennem fra ende til anden.

Jeg kom med en forestilling om, at jeg nok ville gå derfra med en liste med småting, der skulle fikses, men at vi rent faktisk kører rundt i et halvfarligt gammelt lig, det var jeg virkelig ikke klar over. Det kom også meget bag på Christoffer, så nu er vi gået igang med at finde ud af, hvad der skal ske… Èn ting er sikkert – vi skal have en ny bil. Spørgsmålet er så, om det skal være en splinterny bil, en brugt bil eller om vi skal lease. På baggrund af denne sikkerhedstest har jeg indgået et samarbejde med FDM, hvor de skal hjælpe os med at finde ud af, hvad vi skal gøre – fortsættelse følger. ;) Er I overraskede over at se, hvilken bil vi har? Mette Marie grinede ihvertfald lidt ved synet af den gamle spand, første gang hun skulle køre med, haha… Han er nu fin nok, den gamle Sorteper. ♡ Hvis bare sikkerheden var i orden.

Indlægget er udgivet i samarbejde med FDM