canon-eos-100dcanon-5d-markiiicanon-spejlreflekscanon

Vi et nået til denne uges “Reader Request”. Sidste uge gav jeg tips til smykkeopbevaring på rejsen, forrige uge handlede det om inspiration til galla- og bryllupsgæstkjoler og denne gang har jeg valgt at tage et emne op, som har været yderst efterspurgt gennem mange år. Jeg fik forleden følgende kommentar fra en sød læser:

Hej Christina, Tak for en super fed blog med en masse spændende emner. Jeg synes, det kunne være spændende med et indlæg om de kameraer og linser/objektiver, du benytter, og hvordan du redigerer dine billeder. Jeg synes, du tager nogle vildt flotte billeder. Mange hilsner fra Margit.

Mange tak, Margit. ;) Indtil for et års tid siden har Christoffer og jeg skudt alle vores billeder med Canon Eos 100D, som er et lille og yderst handy spejlreflekskamera. Det er betydelig mindre end andre spejlreflekskameraer på markedet i denne kategori, men med samme funktioner og kvalitet. Det er kategoriseret for “begyndere”, men man kan virkelig få nogle fantastiske billeder ud af det. Det gør en verden til forskel, hvilket objektiv man benytter og jeg vil vove at påstå, at objektivet faktisk er vigtigere end selve kamerahuset. Investerer man i et spejlreflekskamera for begyndere, vil jeg derfor foreslå, at man tilkøber et 50mm 1:1.8 objektiv, da det er perfekt til at opnå en super skarp forgrund og en sløret, blød baggrund, uden man behøver være en haj til kameraindstillinger. Det er ikke særlig dyrt og man får virkelig meget for pengene.

Både Christoffer og jeg har interesse i at tage flotte billeder og efter at have benyttet et “begynder” kamera i 8 år, begyndte vi at drømme om at gå niveauet op. Jeg talte med forskellige fotografer omkring, hvad de anbefalede til vores behov og vi kom frem til, at et Canon 5D Mark III måtte være sagen. Inden vi tog til Bali sidste år investerede vi derfor i drømmekameraet og har brugt det hver eneste dag lige siden. Det tager fuldstændig fantastiske billeder! Udover selve kamerahuset købte vi også et Canon 50mm 1:1.2 og et 35mm 1:1.4 objektiv – begge skaber meget nemt den slørede baggrund og kan lukke rigtig meget lys ind, hvilket vil sige, at det er nemt at tage billeder i mørke – se bare DISSE fra New York. Til hverdag bruger vi oftest 35mm objektivet, da det fungerer i nærmest alle situationer. Det eneste jeg kan savne en lille smule i dette kamera er, at det kun har manuel fokus, når man optager video. Dog har Canon faktisk netop lanceret en ny version som hedder 5D Mark IV, som har denne funktion. Det er kun fordi jeg er begyndt at optage video, at dette er blevet et behov, haha… ;) Så HVIS I skal ud og investere i et kamera af denne kaliber, vil jeg anbefale jer at gå efter Mark IV frem for Mark III, hvis I også skal bruge det til video.

Selvom vi er lykkelige for vores nye kamera, har vi valgt at beholde vores gamle Canon Eos 100D, som vi bruger, hvis vi ikke orker at slæbe det store kamera med, men stadig gerne vil opnå den slørede, bløde baggrund. Desuden har jeg netop investeret i et Canon Powershot G7 X Mark II, som er et super lille og yderst handy kompaktkamera. Billederne ovenfor er taget med dette. Jeg købte det i forbindelse med, at jeg skulle til Venedig og ikke kunne overskue at slæbe rundt på et tungt spejlreflekskamera. Jeg har kun brugt det i en uges tid, så jeg venter med at anmelde det, til jeg har lært det ordentlig at kende, men indtil videre tegner det virkelig godt! – Anmeldelse coming up. ;)

I nærmeste fremtid laver jeg et indlæg med tips til redigering af billeder, for det er en hel kategori for sig selv. Jeg håber, at dette indlæg gav svar på nogle af alle de spørgsmål, I ligger inde med. ;) – Ellers er I mere end velkomne til at spørge løs i kommentarfeltet. Desuden vil jeg lige huske at sige, at det som sagt kun er jeres fantasi, der sætter grænsen for, hvad næste uges indlæg skal omhandle, så smid gerne en kommentar nedenfor, hvis I har nogle ønsker.