sengurobaby-vaerelsegulvtaeppe

Tusind tak for alle de gode tips i forrige indlæg. Jeg har nu klikket en hel masse ting hjem online til puslepladsen! I havde super mange gode input, som jeg slet ikke havde skænket en tanke! :) Jeg sætter stor pris på jeres hjælp. Ikke mindst på alle de historier I har delt fra jeres eget liv mht. sædefødsler og kejsersnit. Det betyder meget mere, end I aner. Det er også rart at høre, at mange af jeres babyer faktisk har vendt sig kort inden termin. Jeg prøver at være optimistisk. ;)

Babysengen er forresten ankommet og jeg har brugt hele eftermiddagen på at samle den. Jeg er lidt utålmodig på det punkt og da Christoffer er i Polen med jobbet, måtte jeg jo selv gøre det, haha… Jeg glæder mig til snart at kunne vise jer børneværelset. Indtil da må I nøjes med et par detaljebilleder. ;) Om et par timer skal jeg mødes med tre dejlige veninder til grillmad og tøsehygge. Inden da skal jeg lige et smut forbi min mor, som skal hjælpe mig med rebozo, nu hvor Christoffer ikke er hjemme. Baby har været ret aktiv i dag, så jeg håber, hun har lyst til at vende lidt rundt på sig inden længe. Jeg skal som sagt til jordemoderen i morgen og det ville da være rart, hvis hun gad at lave en lille koldbøtte inden da. ;) Det blev lidt snik snak om alt og intet – derudover vil jeg blot ønske jer en rigtig dejlig tirsdag.