Posts by tag
boller
Da jeg gik forbi en bager i går, spottede jeg nogle yderst lækre fastelavnsboller i vinduet. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke rigtig få dem ud af hovedet og blev enig med mig selv om, at jeg da bare kunne bage en portion selv. Der er dog en hel måned til fastelavn, men kan man nogensinde få for mange fastelavnsboller? :) Ikke hvis I spørger mig. Opskriften har jeg fundet hos Sofiesblog, men har ændret en smule i den. De er virkelig lækre, hvis jeg selv må sige det og kan varmt anbefales, hvis I overvejer at bage en portion derhjemme. De er nemlig super nemme at lave. Her kommer opskriften…
Ingredienser dej, 12 styks:
25 g. gær
1 æg
1,25 dl. mælk
150 g. halvkoldt smør
1 spsk. sukker
ca. 400 g. mel
Creme:
2 æg
3 spsk. sukker
3 spsk. mel
3 dl. mælk
Korn af 1 stang vanille
Pynt:
1 æg til pensling af bollerne inden bagning
Glasur: flormelis, vand og kakao
Chokoladeknapper
Frysetørret hindbær
Fremgangsmåde:
– Bland mel og sukker sammen i en skål. Tilsæt smør og ælt det med hænderne til en ensformig smuldret masse.
Lun derefter mælken i en gryde til den er fingervarm og opløs gæren i den lune mælk. Tilsæt ægget og pisk det sammen.
– Hæld indholdet fra gryden over i de tørre ingredienser og rør og ælt det sammen. Lad det hæve i en skål i ca. en halv time.
– Mens dejen hæver laves cremen. Kom alle ingredienser i en gryde (inklusiv den tomme vanillestang, så den kan give smag) og pisk det godt sammen. Varm det op ved middelhøj varme og rør konstant i det til det koger op og bliver tykt. Derefter hældes det i en skål, så det kan køle af.
– Efter hævning deles dejen i 12 stykker. Rul stykkerne ud og læg ca. 2 tsk. creme på hvert stykke.
– Fold stykkerne sammen, så cremen ikke kan løbe ud, læg dem på en bageplade med lukningen nedad og lad dem hæve en halv time.
– Inden bagning pensles de med æg og bages i en forvarmet ovn ved ca. 200 grader varmluft i ca. 15 min.
– Lad dem køle helt af på en rist og smør dem efterfølgende med glasur og pynt dem med chokoladeknapper eller frysetørret hindbær. Bon appétit.