Den eneste gang i mit liv hvor jeg virkelig har fået slået benene væk under mig, var da jeg mødte Christoffer. Jeg var 17 år, meget genert og fuldstændig smaskforelsket. På den der måde man kun kan være, når man er teenager. Vi havde aldrig talt sammen, men han var nævnt flere gange i min dagbog. Ruø blev han kaldt. Han var 3. G’er og sådan en type, de fleste piger var vilde med. Han havde langt hår, god stil og altid kasket på. Faktisk altid den samme knaldgrønne kasket med logoet ”Heineken”. Drønsmart.

På en eller anden måde virkede han temmelig uopnåelig for en lille genert 2.G pige som mig. Jeg kiggede ofte efter ham på gangene på Rungsted Gymnasium og engang imellem synes jeg faktisk, at han kiggede lidt tilbage. Det var nok bare noget, jeg bildte mig ind. Jeg skrev videre om ham i min dagbog.

Dagen inden min studietur til Firenze, var jeg inviteret til en 18-års fødselsdag. Det foregik på den lokale Café Emil i Hørsholm. Jeg havde fået at vide, at “Ruø” også kom, så jeg troppede op med min veninde i lårkort brun tubekjole, spidse sorte ballerinasko og en tynd guldhårbøjle. Det var the shit dengang, kan jeg godt fortælle jer. ;) Der var disko lys, Barcadi Breezers og ”Pon de Replay” for fuld udblæsning. Der var ikke et øje tørt.

Min veninde og jeg blev vinket hen til hendes storebrors bord, som havde linet fiskeshots op i lange baner ”Kom nu piger tag nogle shots”. Da jeg skulle samle mod til mig, tog det ene shot hurtigt det andet… ”Skååål tøser, I kan godt klare et par stykker mere”.  Christoffer sad et par borde væk og det sidste jeg kan huske, jeg tænkte, inden det hele bliver uklart er: “Jeg MÅ bare i kontakt med ham“.

Et par timer senere vågner jeg op fra mit blackout. Vi sidder ude foran caféen. Han kysser mig og siger jeg ser sød ud… “Is this really happening?“. Jeg sidder i bare arme. Det er oktober måned, men jeg er så stang vissen og forelsket, at jeg ingenting mærker, haha! Vi vælter ind på dansegulvet og han svinger mig rundt. Vi er faktisk de eneste på dansegulvet og langsomt tynder det ud i fødselsdagsgæsterne. Vi er kun fem tilbage og den ene fyr spørger, om vi ikke skal gå hjem og holde afterparty hos ham. På trods af at jeg skulle op på studietur morgenen efter og ikke havde pakket kuffert, var jeg helt klar, for jeg havde ikke lyst til, at aftenen skulle ende.

Vi tager hjem til Andreas, som han hedder og drikker lidt flere Bacardi Breezers. Jeg blev pludselig ekstremt træt og kan huske, jeg tænkte ”bare lige fem minutter”, da jeg læner mig tilbage i hans seng med fødderne plantet på gulvet. Jeg vågner med et sæt kl. 8 næste morgen. De andre fire ligger og sover rundt omkring på teenageværelset. Min mor har kimet mig ned mindst 50 gange. Hun anede ikke, hvor jeg var. Et kvarter senere kommer hun noget arrig og henter mig. Forståeligt nok. Christoffer og Andreas står i døråbningen og siger farvel og stadig lettere beruset vælter jeg bogstavelig talt ud af døren. Mega pinligt!

Med nød og næppe overlevede jeg turen til Firenze. Bus og tømmermænd er ikke ligefrem den bedste cocktail, kan jeg godt afsløre. Jeg brugte meget af turen på at tænke på aftenen forinden “Gad vide hvad ham Ruø egentlig havde syntes om det stive spektakel?“. Et par dage efter modtager jeg en sms fra ham. Han vil gerne ses igen. Jeg var ”on top of the moon” og kunne slet ikke vente med at komme hjem fra studietur. Vi sås igen den dag jeg kom hjem og en måneds tid senere, blev vi kærester. Det er nu 10 år siden og jeg føler mig stadig ekstremt heldig. ;) Det var min ”love story”. I må hellere end gerne dele jeres sjove, søde eller kiksede kærlighedshistorier i kommentarfeltet. Det kunne være sjovt at lære jer lidt bedre at kende. ;)

For my International followers: This blog post is about how I met Christoffer 10 years ago. It would be such a long post, if it also contained an English translation, so please use Google Translate, if you would like to read it. ;) Hope you understand.