Posts by tag
mexikanske pandekager
Christoffer og jeg forsøger i øjeblikket at udvide vores opskrift repetoire, da vi ofte ender med at lave de samme hverdagsretter om og om igen, når tiden er knap. Derfor har vi på det sidste gjort os umage for at finde på nye opskrifter, som er nemme at lave og ikke tager mere end 30 minutter at tilberede. Forleden lavede vi ovenstående tortilla wraps og de smagte virkelig fortryllende, hvis vi selv må have lov at sige det, haha… ;) Det var helt klart ærtepestoen, der satte prikken over i’et og den ville i virkeligheden også gøre sig godt til pasta, grillmad eller som sandwich spread. Man kunne evt. lave en større portion og gemme til dagen efter, så man på den måde sparer tid i køkkenet i en travl hverdag. Her kommer opskriften…
Tid og antal: 30 min, 2 personer
Ingredienser, ærtepesto:
– 200 gram ærter, frosne
– 1 fed hvidløg
– 1 dl olivenolie
– 50 gram parmesanost
– Saft af ½ citron
– Salt og peber efter smag og behag
Ingredienser, tortillas:
– 250 gram kyllingefileter
– 1 bakke spinatblade
– 3-400 gram ærter, frosne
– Tortillas, 4 styks
– 100 gram revet ost
Fremgangsmåde, pesto:
Tø ærterne op kom dem i en blender sammen med presset hvidløg, revet parmesanost og olivenolie. Kør til massen har en pesto-lignende konsistens og smag derefter til med citronsaft, salt og peber.
Fremgangsmåde, tortillas:
1. Kom kyllingefileterne i en gryde, dæk dem med vand og kog i ca. 15 min. Derefter tages de op af vandet og kyllingekødet findeles.
2. Tænd ovnen på 175 grader (over/undervarme), så den er klar til brug.
3. Skyl og snit spinatbladene i mindre stykker og tø ærterne op.
4. Læg fuldkornstortillaerne på en bageplade, drys med ost og sæt dem ind i den forvarmede ovn til osten er smeltet.
5. Fordel ærter, salat, kylling og ærtepesto på tortillaerne og rul dem sammen til wraps.
6. Servér med ærtepesto, citronbåde til at presse henover og evt. en lille tomatsalat. Bon appétit!