Posts by tag
rungsted kro
Godaften kære læsere. Jeg har brugt min eftermiddag sammen med min søde farmand. Vi har spist frokost på Rungsted Kro, gået tur og drukket varm kakao. Det var min fødselsdagsgave til min far. Jeg tog egentlig bare billederne her for mindernes skyld, men da jeg kørte hjem i bilen, kom jeg til at tænke på, at I måske kunne bruge dette lille tip som inspiration til gave til jeres egen far eller en anden I holder af. Jeg synes nemlig, det kan være temmelig svært at finde på gaver til sin far. Min fars ønskeliste er stort set den samme hvert år – cognac, sokker og søde børn. ;) Det bliver altså lidt ensformigt i længden og søde børn har han jo allerede, haha… Så derfor har jeg de seneste år gjort mig umage for at give ham hyggelige oplevelser i fødselsdags- og julegave. Her er nogle af de oplevelsesgaver, jeg har foræret ham gennem årene:
FAR/DATTER DAG: Jeg havde inviteret min far på frokost i København og havde bestilt bord på Restaurant Taarnet i toppen af Christiansborg, hvor vi fik noget virkelig lækkert smørrebrød. Efterfølgende gik vi op øverst i tårnet og så udsigten over hele byen. Det er virkelig en oplevelse værd og deres smørrebrød kan varmt anbefales. Priserne er tilmed ret rimelige. Derefter gik vi en tur rundt i byen, hyggesnakkede og spiste en is. Virkelig en dejlig dag.
BYENS BEDSTE BYTUR: Da min far fyldte 70 år gav min søster og jeg ham en heldagsoplevelse i København. Vi havde ladet os inspirere af AOKs kategori “Byens Bedste”, hvor de har anmeldt de bedste spisesteder, seværdigheder og oplevelser i København. Vi havde derudfra udvalgt fire steder, som vi skulle forbi i løbet af dagen – “Byens bedste ølbar”, “Byens bedste kaffebar”, “Byens bedste bistro” og “Byens bedste comedy”. Vi havde lavet et fint kort, som vi havde indrammet og pakket ind. I kan se og downloade det HER og customize det efter ønske, hvis I skulle have lyst til at kopiere gaveidéen til én I holder af. :)
FROKOST I LOKALOMRÅET: Flere gange har jeg givet min far et hjemmelavet “gavekort” til en restaurant i hans nærområde. Jeg ville selv gerne blive bedre til at besøge flere forskellige caféer og restauranter i mit eget kvarter, da det oftest ender med den samme stamcafé hver gang. Derfor har min far og jeg besøgt en hel del forskellige restauranter i Hørsholm/Rungsted, hvor min far bor. Altid en gave der falder i god jord (og mavesæk). ;) Inden længe skal min søster, far og jeg have brunch på Kokkedal Slot, som vi gav ham i julegave. <3