Tomatsuppe med soltørrede tomater, spinat & ravioli

tomatsuppe-opskriftnem-sund-tomatsuppe

I forrige weekend var Christoffer og jeg hjemme hos min gamle barndomsveninde og hendes familie til frokost. Hun havde lavet den lækreste tomatsuppe, som jeg straks måtte gøre hende kunsten efter dagen derpå. Jeg er generelt en stor suppeelsker, men kun den slags supper med masser af fylde og forskellige toppings. Denne er lavet med soltørrede tomater, som giver en rigtig god krydret smag og med spinat og tortellini/ravioli. Den er super nem at lave og tager ikke meget mere end 30 min. at bikse sammen. Her kommer opskriften, som jeg fik luret ud af hende (man kan med fordel tilføje nogle røde linser for mere protein, inden suppen blendes):

Ingredienser, suppen (4 pers.):
– 1 glas soltørrede tomater eller ca. 6-8 tørrede
– 1 spsk tomatpuré
– 1 fed hvidløg
– 1 stort løg
– 1 gulerod
– 1 tsk sukker
– 1 liter grøntsagsbouillon
– 6-700 gram mosede/flåede tomater (jeg bruger denne flaske fra Urtekram)
– Lidt friskkværnet peber
– 2 spsk koldt usaltet smør
– 1,2 dl fløde

Ingredienser, fyld & topping:
– 250 gram tortellini/ravioli med ostefyld
– 150 gram frisk babyspinat
– Frisk parmesan
– Persille

Fremgangsmåde:
1. Hak løg, gulerod og soltørrede tomater i mindre stykker og pres hvidløget.
2. Opvarm en stor gryde ved medium varme og tilsæt de soltørrede tomater, hvidløg, løg, gulerod og tomatpuré og sautér i 2-3 minutter.
3. Tilsæt sukker, bouillon, mosede/flåede tomater, peber og eventuelt lidt salt.
4. Bring det hele i kog og lad det simre i 15 minutter.
5. Tag gryden af varmen og blend suppen med en stavblender.
6. Tilsæt det kolde smør og fløde og rør til suppen er cremet.
7. Hæld tortellinien/raviolien ned i suppen sammen med spinaten og kog til tortellinien/raviolien er al dente og spinaten blød.
8. Server med parmesan og drys med persille.
9. Bon appétit! ♡

View Post
Share

Cremet tomatsuppe

tomato-soupsuppecremet-tomatsuppe

En af de retter jeg kan spise igen og igen i de kolde måneder er suppe i alle afskygninger. Forleden lavede jeg denne cremede tomatsuppe og den blev faktisk så vellykket, at jeg er nødt til at dele opskriften med jer. :) Den er lavet på ovnbagte friske tomater frem for dåsetomater og jeg synes virkelig, det gør en stor forskel for smagen. Jeg håber, I kan lide den. Det bliver ihvertfald langt fra sidste gang, jeg laver den herhjemme. Det kunne godt gå hen og blive en ny favorit.

Ingredienser:
– 1 kg. modne tomater
– 2 røde/gule peberfrugter
– 2 rødløg
– 2 fed hvidløg
– 1 spsk balsamico
– 1 dl. grøntsagsbouillon
– 1,5 dl fløde
– Salt & peber
– Timian
– Chili

Topping:
– Nudler
– Ristede græskar- og solsikkekerner
– Frisk persille
– Creme fraiche

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader over/undervarme og gør en bageplade klar med bagepapir. Skær tomaterne i kvarte, fjerne kernehuset fra peberfrugterne og skær dem i halve og pil løgene og skær den i kvarte. Kom alle dele på bagepladen og hæld lidt olivenolie henover. Hvidløgene bages med skallen på. Det hele bages i ovnen i ca. 45 min. Hvidløgene presses derefter ud af skallen og blendes sammen med de bagte grøntsager, bouillon, fløde og balsamico i en gryde med en stavblender eller i en stor blender der kan tåle høje temperaturer. Suppen smages til med salt, peber, timian og chili og skal koge til den har den ønskede konsistens. Den serveres derefter med topping efter smag og behag. Vi brugte nudler for at give lidt ekstra fylde, ristede græskar- og solsikkekerner, frisk persille og creme fraiche. Bon appétit!

View Post
Share