skovtur

Tusind tak for jeres positive respons på mit nyeste taskedesign for Markberg. Det betyder utrolig meget, at I har taget jer tid til at skrive en kommentar og jeres respons og feedback varmer mere end I kan forestille jer. Mange, mange tak.

Her til aften havde min svoger og svigerinde inviteret til middag i deres autocamper. Midt i en skov i øsende regnvejr formåede de at skabe den hyggeligste aften. De havde slået markisen ud og sat levende lys uden for camperen. Indenfor havde de tændt lyskæder og sad og ristede pinjekerner på et lille blus, da vi kom. De to er verdensmestre i at gøre tingene hyggelige. Det var også dem, der inviterede os på bådtur ala Kærlighed ved Første Hik, hvis nogen af jer husker det. Så vi sad indendøre og hyggede, spiste pastasalat og majskolber, mens regnen slog ned på ruderne. Jeg fik helt lyst til, at anskaffe os sådan en autocamper. :) Jeg håber også, jeres lørdag har været skøn.

P.S. Det er vist ret åbenlyst, at Lily elsker majs, hva’? Haha… Hun krammede majskolben ind til sig og ville ikke af med den igen. Søde, lille menneske. ♡