graeskarsuppegraeskarsuppe-opskrift
Er der noget bedre en varm suppe på de kolde dage? Nu hvor det er græskarsæson, er det jo oplagt med hokkaidosuppe, som jo kan varieres i en uendelighed. For nylig lavede jeg denne cremede, fyldige og simple variant, som jeg er nødt til at dele med jer. Man kan med fordel lave en stor portion, da den næsten kun er endnu bedre dagen efter. :) Her kommer opskriften…

Ingredienser (ca. 4 personer):
1 hokkaido græskar (øko)
1 løg
2 fed hvidløg
2 store gulerødder
1 æble
1 dåse kokosmælk
½ tsk knust spidskommen
½ frisk chili ude kerner
Salt & peber efter smag og behag
Olivenolie

Topping:
Alpro yoghurt eller creme fraiche
Ristede nødder og kerner
Frisk koriander

Fremgangsmåde:
– Vask hokkaidogræskaret grundigt, fjern indmaden og skær det i tern med skrællen på.
– Skær gulerødder, æble og chili ud i tern.
– Hak løg og hvidløg groft.
– Varm en stor gryde op med lidt olivenolie og steg græskar, gulerødder, æble, løg, hvidløg, chli og spidskommen i et par minutter.
– Hæld vand i gryden, så grøntsagerne kun lige er dækket (hellere for lidt vand end for meget).
– Lad det koge op og skru derefter ned for varmen og lad det simre under låg i ca. 30 minutter eller itl grøntsagerne er blevet møre. Rør i det engang imellem for at sikre, at det ikke sætter sig fast i bunden.
– Blend suppen med en stavblender i gryden, til den har en ensartet masse.
– Tilsæt kokosmælk og rør rundt til det er blandet godt i suppen.
– Smag til med salt og peber.
– Servér med nybagt brød og ønsket topping. Jeg bruger gerne lidt Alpro yoghurt natural, men man kan også sagtens bruge creme fraiche, ristede kerner og nødder og lidt frisk koriander. Bon appétit.