Bryllupsfortælling: Christina & Ian
Da jeg selv skulle giftes, surfede jeg nettet tyndt efter bryllupsinspiration. Specielt ledte jeg efter den type indhold, hvor folk delte billeder og fortællinger fra deres egne bryllupper. Det var dog ikke helt nemt at opstøve, så derfor har jeg valgt at tage et nyt koncept op på bloggen… Et koncept hvor I skønne læsere kan dele jeres bryllupsfortællinger med alle andre, der følger med herinde. Jeg synes nemlig helt personligt, det er noget af det hyggeligste at se og læse, hvordan andre har båret sig ad med at sammensætte måske livets største fest, brylluppet. Christina og Ian åbner ballet, så sæt jer godt til rette og læs med nedenfor.
Pssst…. Hvis flere af jer skulle have lyst til at dele lidt ud fra jeres bryllupper, så send mig en mail med et par billeder til christinadueholmbryllup@gmail.com
Lidt om jer: Ian og jeg mødtes, da jeg som 15 årig gik på high school og boede hos hans familie i Iowa, USA. 10 år senere blev vi kærester, og Ian flyttede efter noget tid til Danmark for at vi kunne skabe et liv sammen her. Vi bor i dag fortsat i Danmark, på Frederiksberg sammen med vores lille søn på 7 måneder. Vi var begge 28 år gamle, da vi blev gift.
Hvornår blev I gift, hvor fandt det sted og hvor mange mennesker var I? Vi blev gift i august 2017 i en lille landsby på Sjælland, hvor jeg selv er vokset op og havde inviteret 85 gæster til bryllupsfest.
Temaet for vores bryllup: Boho, rustic, DIY, & nature med et drys af internationale vibes.
Hvilken slags bryllup drømte I om og hvad endte det med? Vi drømte om et afslappet bryllup med naturen som ramme, hvor vi kunne samle alle de mennesker, vi holder allermest af og fejre vores kærlighed. Jeg synes faktisk, at vi endte med lige præcis det. :)
Sådan foregik vielsen:
Vi blev viet af borgmesteren i mine forældres have under deres store gamle valnøddetræ. Vores gæster sad på halmballer med treller på, blandt de mange fine frugttræer i haven. Min mand og svoger havde bygget en ”arbor” i træ, som blev dekoreret med blomster og grene. Vores norske veninde sang den akustiske udgave af “Home” (Edward Sharpe and the Magnetic Zeros) med guitar til. “Home is wherever I’m with you” – et udtryk der repræsenterer vores rejse sammen og derfor også inspirerede vores bryllup. Gæsterne viftede med vimpler lavet af træpinde med farvede silke- og guldbånd, da vi gik gennem haven efter vielsen.
Bryllupsfesten: Blev holdt i telt i haven. Min far og min mand havde kreeret smukke plankeborde til dagens anledning som vi pyntede med cremefarvede stofløbere, antikke messing lysestager, eucalyptus grene, og æbler fra haven. Loftet blev udsmykket med lyskæder og vi lavede et backdrop af paller.
Var der noget, der ikke gik som forventet? Vi havde fået printet fine programmer til vores vielse i det fri, her iblandt teksten til “Det er så yndigt at følges ad”, som vi skulle synge. Desværre var der sket en fejl, så sidste linje i hvert vers manglede. Heldigvis var vores gæster både opfindsomme og gode til at nynne og vi klarede den igennem med lidt smil og grin på læberne :)
Fotograf: Alle billederne blev taget af min veninde/svigerinde som er fotograf (Nature’s Grace Photography).
Gæsterne: Familie og venner var samlet fra Danmark, USA samt en del andre lande – i alt var vi 10 forskellige nationaliteter samlet til bryllupsfest og taler/sange foregik derfor i et dejligt miks af engelsk og dansk.
Det havde vi på: Brudekjole fra Maggie Sottero. Øreringe fra Carré. Sandaler købt i USA. Jakkesæt samt slips fra Tiger of Sweden. Slipsenål og manchetknapper i træ fra BeWooden. Sko fra Aldo.
Brudebuketten: blev bundet af min kusine som er blomsterbinder.
Hvad var det bedste ved dagen? Vi har mange dejlige minder fra dagen, men en af mine favoritter, var vores “first-look”: Før vielsen mødtes min mand og jeg på en fin skovsti, hvor vi så tit har gået ture. Her så vi hinanden i brudekjole og jakkesæt for første gang. Vi havde en dejlig stille stund blandt fuglesang og susende trækroner – bare for os to. Et helt særligt minde.
Dit bedste råd til kommende brudepar? Dagen går så utrolig hurtigt, så når I sidder dér ved jeres højbord – så kig ud på jeres gæster, sug stemningen til jer, kig hinanden dybt i øjnene og tag så et “mentalt foto” for jeres indre, som I altid kan hente frem, når I husker tilbage på jeres bryllup. :)
Vi var så heldige at få hjælp til forberedelserne af familie og venner hvilket virkelig satte et personligt præg på bryllupsfesten. Min mand og jeg havde den dejligste dag sammen med alle vores kære samlet fra nær og fjern.
Tak for du havde lyst til at læse med
Bedste hilsner, Christina Figgé-Morrison – Instagram: @figgegrace
5 comments
Smuk beretning og smukt brudepar til et rigtig godt tema for festen :-)
Hvem er det det handler om???
Wauw, hvor ser det romantisk ud! Sikke en hyggelig og smuk stil at holde bryllup i.
Nu får jeg næsten lyst til at blive gift snart ;)
Sikke et fint bryllup ! Så naturligt og gennemført, må have krævet et stort forarbejde og arrangeren.. Men noget så fint og tak for at få indblik i.
Sikke et dejligt initiativ med bryllupsindlæg.
Det kunne dog være mega fedt, at et af spørgsmålene gik på, hvor meget det kostede, da det er svært at gennemskue, hvad bryllupper løber op i. :-)