Det er blevet tid til at dele endnu et bryllup fra en af jer søde læsere. Vi har allerede været fluen på væggen til Christina & Ians og Anna og Rasmus’ bryllup og nu er det blevet tid til at løfte sløret for Pia og Marks store dag. Et bryllup der på mange måder adskiller sig fra andre. Både fordi det strakte sig over to dage, halvdelen blev holdt udendørs og så havde det en sej boho-vibe over sig, som man sjældent ser i Danmark. Sæt jer godt til rette og læs med nedenfor…

Pssst…. Hvis flere af jer skulle have lyst til at dele lidt ud fra jeres bryllupper, så send mig en mail med et par billeder til christinadueholmbryllup@gmail.com

brudepar-bryllup

Lidt om jer: Mark og jeg har kendt hinanden i – hold da op – 10 år vel efterhånden. I den tid har vi været til en hel del fantastiske bryllupper, da stort set alle vores vennepar har sagt et skønt og kærligt “JA” til hinanden. Mark havde efterhånden fået så mange hentydninger fra dem alle, at han havde sagt, at for hver gang nogen spurgte, røg der et år på, før han friede, fordi han ville have, at det skulle være en overraskelse og ikke fordi, at folk forventede det. Læs: jeg ville ALDRIG blive gift…

Men lige dér i Paris, valgte han alligevel at tage måsen på mig, ned på knæ, ring & champagne på det hyggeligste parisiske hotelværelse – og ja så sidder i nok og tænker, ja okay kærestetur til Paris, lå det ikke ligesom i luften, men “NEJ” er svaret på det, for lige netop fordi det var SÅ oplagt, var jeg fuldstændig sikker på, at det ikke ville ske, da det simpelthen var for åbenlyst – og lige netop det vidste han jo jeg ville tænke.

bryllup

Hvornår blev I gift, hvor fandt det sted og hvor mange mennesker var I? Efter sådan en smuk kærlighedserklæring hører der sig selvfølgelig et brag af en fest! Den blev planlagt til at skulle holdes i sept. 2018. For ligesom at komme i gang begyndte vi at tale om, hvilke ting der var vigtigst for os. Vi havde nogle punkter, hvor vi ikke ville gå på kompromis. Vi ville f.eks. have masser af tid med vores gæster, holde festen i København, have alle vores venner med til festen, spise GOD mad og at brylluppet skulle være personligt, rustikt og mega romantisk. Vi vidste, at vi ikke ville giftes i kirke og bruge så mange penge, at vi skulle betale af de næste fem år. Vi valgte at holde vores bryllup over to dage, både fredag og lørdag, for at få endnu mere tid med familie og venner. Arrangementet om fredagen var helt nede på jorden og for både børn og voksne. Tanken var ren hygge, picnic og lege og vi holdt det i det hyggeligste lille grønne hjørne i vores gård. Selve bryllupsfesten holdt vi om lørdagen for 80 gæster i Kødbyen.

udendoers-bryllup

Hvilken slags bryllup drømte I om og hvad endte det med? Vi drømte om et bryllup der var personligt, uhøjtideligt og i bund og grund bare en skøn kærlighedsfest med vores venner og tætteste familie og det skal jeg love for, at vi fik.

Var der noget, der ikke gik som forventet? Til at starte med fik vi hjælp af rentspace.dk til at finde den helt rigtige location til vores bryllup – en gammel garage overtaget af en masse unge fyre med foodtrucks. Det var helt perfekt. MEN… Lykken varede kort, da vi bare efter én måned fik besked på, at grunden var blevet købt af kommunen og stedet skulle nedlægges – NOOO! Vi måtte på den igen. Jeg skulle hilse og sige, at hvis man synes, det er svært, første gang man kigger, så er det meget sværere, når man allerede har fundet et sted og forestillet sig det hele i hovedet. Men det lykkedes og endte faktisk med den location, som vi havde fravalgt i første runde, Copenhagen Food Space.

Skattejagt: Fredag kl. 14 startede den bedste weekend jeg kunne have ønsket mig. Vi havde delt vores gæster op i hold og de havde hver især fået instrukser om mødested. Her fandt de en kurv med lidt snacks og et ”skattekort”, der skulle føre dem frem til festen. Alle hold fik hver sin Insta-konto, og så var der ellers opgaver lagt ind på turen, hvor de skulle lave temabilleder, videoer der beskrev deres bedste minder med os, samt løse forskellige andre opgaver. Det fungerede vildt godt og alle kom frem i forrygende humør.

vielse-udendoersbryllup-lokation

Fredagens location: Vi havde pyntet det lille grønne hjørne op i vores gård med gamle tæpper, paller og lyskæder i træerne og så stod den ellers på hygge, pizza, kage og leg. Holdene kæmpede videre i både ringspil, mega mikado, m.m. Det var simpelthen helt perfekt, og den bedst tænkelige opvarmning til dagen efter, da alle der ikke kendte hinanden i forvejen, nu havde massere at tale om til middagen om lørdagen. Bordplanen var nemlig lavet ud fra holdene om fredagen.

bryllupsbordbryllupskage

Lørdagens location: Vi fik hjælp af Sara fra Whispering Vintage til at pynte op på Copenhagen Food Space og det blev SÅ smukt. Det var simpelthen så fint og magisk – præcis hvad jeg havde ønsket mig.

bryllup-i-koebenhavn

Vielsen: Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt magien forsvinder ved ikke at være i en kirke, så kunne det ikke være længere fra sandheden. At se alle ens kære stå så tæt og nærværende var simpelthen så smukt – jeg elskede alt ved det. Alt ved den vielse var lige præcis, hvad jeg ønskede mig og det lagde stilen for hele aftenen. Vi spiste den lækreste mad, drak god vin, gæsterne holdt de vildeste taler og alt var bare fuldstændig magisk.

En overraskelse: Da vores toastmaster, og Marks bedste ven, skulle til at takke af efter middagen havde han et ekstra punkt på talen. Vi havde nemlig, I stedet for gaver, ønsket os tilskud til en bryllupsrejse. De tilskud havde vores toastmaster samlet sammen og booket en rejse for. Vi vidste altså hverken, hvor vi skulle hen, hvor længe eller præcis hvornår vi skulle rejse – han havde haft fuldstændig frie tøjler. Af alt vi kunne have forestillet os, så var det langt vildere… Rejsen gik til LA & Las Vegas – med indlagt helikoptertur over Grand Canyon, surfing på Venice Beach og ansigtsbehandling hos Ole Henriksen. Det var simpelthen den vildeste overraskelse. At skulle på sådan en tur velvidende, at den var fra alle vores venner og familie var SÅ specielt. <3

bryllupsfest

Festen: Efter den afsløring var der lagt op til fest og dans – og festet blev der, for vi forlod først Kødbyen kl. 6.30 om morgenen sammen med de sidste gæster, og det var kun fordi Mark tændte lyset, slukkede musikken og sagde at nu var der altså under 5 timer, til vi skulle aflevere nøglerne til lokalet, haha…

Kjolen: I første omgang googlede jeg nettet tyndt for at prøve at finde en kjole der kunne bruges, men som ikke nødvendigvis var en brudekjole, men det var lettere sagt end gjort. Jeg faldt for op til flere kjoler, som ville skulle bestilles hjem fra udlandet, men jeg endte med at syntes, det var for stort et sats, da de både var meget dyre og svære at returnere, hvis nu de ikke passede. Jeg er altså ikke en størrelse 34, der kan hoppe i hvad som helst. Heldigvis stødte jeg helt tilfældigt på Chanella Dreams, en lille butik i Odense, som har specialiseret sig i at sy netop den slags kjoler, som jeg havde forelsket mig i. JA TAK – jeg fik lige den kjole, som jeg drømte om OG kunne få lov selv at tilføje de detaljer, jeg ønskede mig. Det var den perfekte løsning for mig.

Dit bedste råd til kommende brudepar? Lad være med at tro at man nødvendigvis kan gøre det hele selv. Ikke så meget i planlægningsdelen måske, men mere i afviklingen. Ret sent i processen bookede vi Sara fra Whispering Vintage til at komme og pynte lokalet op. Her havde jeg allerede købt en masse pynt, lejet træer og købt gamle tæpper fra loppemarkeder m.m., men når alt kommer til alt, så er det bare ikke det værd selv at skulle stå med det på dagen. Det samme med oprydningen og afrydningen. Få nogen til det – de penge er ikke værd at spare. Det havde vi ikke fået gjort, og det ville jeg helt sikker gøre om, hvis jeg skulle holde en stor fest igen. Et andet tip er at gøre alting så personligt som muligt. Det er klart de ting, jeg husker bedst – dem der virkelig afspejler os og den stemning vi gerne ville skabe på dagen. Prøv at begrænse detaljerne til det, der virkelig batter.

TIP: Vi lavede en hjemmeside allerede før brylluppet, hvor gæsterne kunne gå ind og donere et beløb til toastmasteren, der tog sig af bryllupsrejsen. Efterfølgende er den blevet opdateret med samtlige billeder fra både fredagslege, vielse, middag og fest, men også fra vores bryllupsrejse, som alle gæsterne jo havde givet os. Det synes jeg virkelig fungerede godt – I kan se den HER til inspiration.

Tak for du havde lyst til at læse med.
Bedste hilsner, Pia
P.S. Se mere på Pias blog, Sister Edition