Én af de der morgener…
Det var én af de der morgener i morges… Den slags hvor den mindste dame i huset fik fem “nedsmeltninger”, inden vi overhovedet var kommet ud af døren og hvor turen til vuggestuen blev til én lang overtalelse om, at hun skulle gå selv… Det tog tre kvarter at gå 300 meter med gråd, sætte sig på jorden, “jeg vil ikke gå selv, jeg vil have min sut” og jeg ved ikke hvad. Det er hårdt at være 2,5 år af og til. – Og det er også lidt hårdt at være forældre til 2,5-årige nogle gange, skulle jeg hilse og sige. Men vi kom derhen til sidst med en god portion tålmodighed og det endte lykkeligt, men hold da op for en morgen. Jeg prøver virkelig, at forstå hende og vise hende, at jeg er der, når hun bliver overvældet af sine følelser, lade være med at hidse mig op og tælle til 10 (okay 100), når det er ved at koge over, selvom det ikke lykkes lige godt hver gang.
Nogen gange synes jeg, at det er svært, om jeg skal holde fast i mine principper. Når jeg beder hende om at gå selv og fortæller hende, at sutten kun er til når man skal sove. Når det så ender i sådan et scenarie som i morges, så har jeg til sidst virkelig lyst til at give hende den sut og bære hende i vuggestue. Men får hun sin vilje, vil hun måske forsøge at sno mig om sin lillefinger næste gang også? Eller skal man sige “pyt” engang imellem og lade hende få sin vilje… Det er sådan en svær balance og jeg mærker efter og øver mig hver eneste dag – det lykkes ikke altid at holde fast og nogengange føles det mest rigtigt. ♡ Please fortæl mig at jeg ikke er alene om det dilemma. Nu vil jeg smutte ned og hente den lille dame og give hende en hyggelig eftermiddag. Kan I have en skøn tirsdag.
19 comments
Meget genkendelig situation herhjemme også! Jeg ser det ikke som at barnet “får sin vilje”, men at jeg imødekommer et behov for nærhed, når jeg bærer min dreng på 2,5 år de 100 m fra bilen og ind til vuggestuen. Nogle dage (de fleste!!) er det tydeligvis hans behov, og så er der dage, hvor han selv løber af sted og ikke engang vil have et farvelkys.
Du er ikke alene🙋🏽♀️ Har en datter på knap 2 1/2 år der får “nedsmeltninger” mange gange dagligt. Præcis som du beskriver. Storebror på 5 år har aldrig haft disse hysteriske anfald, så jeg er spændt på, hvordan vores lillesøster på 1/2 år kommer til at tackle 2-års alderen👀💕
Jeg er præcis i samme situationer og i samme dilemma som dig!! Jeg forstår dig 100%.
Dejligt at læse at man ikke alene med en egenrådig 2,5 årig 😁
Jeg kan total relatere og hvor er dejligt at læse om nogen der står i akkurat det samme med deres 2,5 årig!!
Kan til tider virkelig synes det svært om man nu gør det rigtig, når man står fast i sine principper, eller man nogen gange skal gå imod. Især når der er nedsmeltning på nedsmeltning eller når man står midt på fx enghaveplads og mest har lyst til krybe ned i musehul når hele Vesterbro kan høre en lille 2,5 årig 😂
Nej det er du bestemt ikke ene om :) Og principper er gode og nødvendige i general børneopdragelse (syntes jeg), men skal gradbøjes i den udstrækning der er behov for det.
Vi voksne har jo også off-morgener, hvor vi har brug for at der lige bliver klippet en tå og hugget en hæl for at alle er glade og starter dagen på en god måde – og jeg tror ikke så små børn er snedige i den forstand at fordi du bærer hende en dag, så vil hun bæres alle dage..
Jeg kender det “problem” rigtig godt, og det er virkelig svært. Nogle gange synes jeg dog at man skal give dem lige præcis den sut de gerne vil have, og bære dem. De er stadig rigtig små og har behov for lidt tryghed indimellem alle de “regler” de nu skal følge, fordi de er blevet store… eller bare større, for de er jo stadigvæk små mennesker. ❤️ Du kender dog dit barn bedst, og du må selv mærke efter hvad der giver mening. Jeg vælger mine kampe med omhu, 🙈
For en time siden, sad jeg og lyttede til en meget ulykkelig dreng, der var ved at få børstet tænder af sin far i den anden ende af huset. Mit dejlige barn råbte “Nejj, far! Mors tur” igen og igen. Og shit hvor havde jeg lyst til at gå derned og bare børste de tænder. Og det overmander mig engang imellem og så gør jeg det simpelthen – men far er der jo, og han er lige så god, som jeg er. Men det er altså svært at lytte til et ulykkeligt barn, der bare gerne vil have sin mor.
De gange, hvor jeg “giver efter”, hvad enten det handler om tandbørstning eller et eller andet andet, forsøger jeg at vende det rundt og sige til ham, at jeg har lyttet til ham og skiftet mening. Andre gange, når jeg sidder på gulvet i vuggestuens garderobe og med alle mulige og umulige pædagogiske tricks, forsøger at få han til selv at tage dine støvler på, kan jeg godt finde på at sige, “godt, så hjælper jeg dig”. Og ja, der får han jo så din vilje, men engang imellem når jeg altså også min grænse for rummelighed. Desværre.
Åh Christina!!! det er jo den store første løsrivelse / trodsalder kaldes det vist. Gør som Merete altid gør. Et lille smil og et lille puf i den rigtige retning og masser af kærlighed! Kram fra kattemor, Anna
Jeg har ikke selv børn. Men jeg synes du gør det rigtig. Det med at få sin vilje en gang i mellem. Men det er en vigtig at barnet får forståelsen af at selv om de sidder og græder og prøve få jeres opmærksomhed med sutten eller blive båret ned til vuggestuen så får man ikke altid sin vilje. Eller det man gerne vil have. Så jeg synes du gjorde det rigtig. Uden jeg skal lege ekspert for det er jeg slet ikke
Godt du havde 45 minutter Christina,.. luksus
Kender du Blackbird Institute? De er blandt andet på Instagram og skriver sådan nogle kloge ting om børns adfærd ❤️
Du er slet ikke alene.
Det er klart det største dilemma herhjemme. Hvornår skal vi holde fast og hvornår kan vi give efter.
Jeg har dog heldigvis haft succes med diverse tricks når der er nedsmeltninger. Engang imellem må jeg dog indrømme at jeg også har en øv dag og ville ønske at nogen vil være mig på arbejde🤣så herhjemme er det helt okay at sige pyt en gang i mellem.
Bær hende, kys hende og giv hendes sut. Jeg lover at hun nok skal lære at gå selv og stoppe med at bruge sut, når den tid kommer. . Det er bare ikke nu. Det fortæller hun dig flot og tydeligt❤️ Hun er bare et lille menneske.
Kære Christina. De fleste med små børn har vist været i dit dilemma. Og det er bare træls når man tvivler på sin egen dømmekraft. Og med det du ellers skriver om din og jeres måde at være forældre på virker i det i min optik ikke til at du har nogen grund til at tvivle på jeres måde at gøre tingene på. Jeg har fået tvillinger i en lidt sen alder og alle i min omgangskreds havde en masse gode erfaringer de gerne ville dele af. Det resulterede i at jeg til at starte med – både pga udmattelse og gevaldigt fart over feltet med 2 små (det kender du vist..). – følte at alle andre vidste bedre end mig og jeg prøvede at leve op til alle de lærebogs eksempler og mere eller mindre gode erfaringer jeg kunne støve op. Hen ad vejen har jeg lært at det vigtigste er at DU kan mærke DIT barn. Du ved det altså bedst for din lille guldklump. Det er min overbevisning nu. For det kan dit barn nemlig mærke. At du hviler i rollen som barnets mor og vigtigste (sammen med far se’fø’lig) person. Lige præcis i den situation hvor du føler at du giver efter kan det være rigtigt godt at bruge anerkendelsen af din lille dames følelser som “undskyldning” for at give efter: “Lily – mor kan mærke at du har brug at have din sut på vej til vuggestuen idag. Det er ok. Jeg får den bare igen når vi går ind i vuggestuen”. Eller hvis det er at blive båret; så at det er ok at hun har brug for det idag for så kan i jo også kramme lidt ekstra.
Så Lily lærer at når hun udtrykker følelser så bliver hun taget alvorligt. Så er det den følelse hun kan huske. Ikke om hun fik sin vilje eller ej. Og din indre konflikt om at “give efter” bliver vendt til noget positivt fordi du har anerkendt dit barn. Win-win i mine øjne :-)
Der er sikker mange der af en anden holdning – men det her er min og ville blot fortælle den til dig.
Ha’ en dejlig dag!
Kæmpe opbakning til den kommentar herfra!
Lyder også meget i tråd med bogen: Drop opdragelsen og Blackbird instituttet) som har hjulpet mig meget med at hvile i rollen som mor.
Og kæmpe opbakning til dig Christina. Du lader til ar have en fin fornemmelse af dine børn. Stol på den! Kh
Kære Christina. Jeg har stået i den situation mange gange med min nu fem årige datter. Jeg valgte at gøre alt muligt andet for at trøste hende, og har ikke fortrudt det et sekund, selv om det var hårdt indimellem. På engelsk hedder sutten “pacifier” og det passer meget fint til dens funktion. Jeg er helt med på, at børn “klarer sig” selv om de trøster sig med sutten, men for mig var det vigtigt at hjælpe hende med at finde andre måder at trøste sig på. En slags investering i fremtiden 🌈
Jeg er helt med dig! Jeg synes virkelig også det er svært at finde ud af hvornår hun tester grænser og man skal holde fast og hvornår hun virkelig mener det og har brug for et kram/sut/blive båret eller hvad det nu kan være. Forhåbentlig lære man det med tiden 🙈❤️
Åh, jeg genkender det dilemma da godt. Ligesom med flyverdragten der ikke vil på om morgenen, skrig og skrål over at mælken kom på cornflakesene før rosinerne, koppen er blå og ikke den grønne osv osv…. Jeg har med tiden lært, at man virkelig skal vælge sine kampe. Hvis det er vigtigt for jer, at hun ikke bruger sutten om dagen, så er det det I beslutter. Så kan der være dage, hvor I må gå på kompromis fordi det føles rigtig sådan. Og så er det okay. Herhjemme har vi valgt at min store dreng på 5 år de fleste morgener bliver hjulpet i tøjet, selvom han sagtens kan selv. Men fordi han simpelthen er så træt så tidligt om morgenen, blev hver dag EN stor krise. Så er der andre ting vi er meget konsekvente med. Og det kan de små sagtens navigere i:-)
Det kan nogle gange være svært det med børn, især når de overtrætte, der må man som forælder være der for dem, og se om man kan få dem ned i gear. Omvendt er der også de morgener hvor der også skal noget ekstra specielt til, for at holde deres dag kørende uden for meget bøvl.
mvh
Jonas
https://www.spilskabet.dk/