Vi har valgt mere eller mindre at isolere os fra omverdenen, selvom vi ikke er i karantæne eller har nogen tegn på sygdom. Aflyst alle aftaler, handler online og forsøger at underholde børnene på bedste vis indendøre. I går så jeg flere eksempler på Instagram, hvor store folkemængder havde slået sig ned i parker og på Københavns broer for at nyde solen klos op ad hinanden. Jeg bliver så ked af at se, at ikke alle tager denne situation seriøst. Om man er ung, gammel, rask eller svag – alle har samme ansvar og jeg vil opfordre til, at vi alle tager det top alvorligt, bliver hjemme så meget som muligt og holder god afstand, når vi bevæger os ud. Det er det mindste, vi kan gøre og vi er alle i samme båd. Vi kan klare det sammen, alene.

Vi tog selv ud for at nyde det gode vejr i går efter fire dage indendøre, men et sted uden andre mennesker – børnene hænger i gardinerne som aldrig før og det var virkelig tiltrængt med lidt luft. Vi kørte op af Strandvejen og jeg har nærmest aldrig set så mange biler ved Dyrehaven, som der var i går. Jeg tror, at alle havde tænkt “vi må ud, hvor der er plads“. Vi kørte videre og videre og videre indtil vi til sidst fandt en skov, som vi stort set havde for os selv.

Ej, hvor var det dejligt at få noget frisk luft, få brændt noget energi af og mærke de første forårstegn. Jeg fik også samlet nogle tørre kviste og grene sammen til at lave en skovbuket. Jeg skal nok dele, hvis den bliver fin. :) Det er bare om at finde på nogle hyggelige projekter, når vi alligevel er hjemme. Hvad får I tiden til at gå med? Smid endelig en kommentar hvis I har idéer til kreative tiltag, en anbefaling til en god film, tips til børneunderholdning, en spændende bog, en lækker kageopskrift eller andet I vil dele, så man kan få det bedste ud af tiden derhjemme.

Lily var ikke helt vågen, da vi stoppede for at gå tur.

Anemoner – de første tegn på forår.

Mit lille søde fjollehoved. ♥

♥♥♥♥

Kan slet ikke stå for de blå øjne. ♥