Kæmpe oprydning – hvordan griber vi det an?
Som jeg var inde på i første indlæg i 2021, er vi igang med at rydde gevaldigt op og ud. Her taler vi ikke bare den slags rod, der altid ligger og flyder rundt omkring i hjørnerne, på borde og stole, men simpelthen ALT i vores hjem bliver gennemgået, når vi går igang med den slags oprydninger. Det er et kæmpe projekt, men det giver SÅ meget glæde bagefter. Virkelig. Vi har været igang siden janaur sidste år, men her op til flytningen, er processen intensiveret.
Funktion eller “sparks joy”
Vi rydder ud og op 2-3 gange om året, men det seneste år har været lidt anderledes, da vi har haft ekstra øje for at sortere ud i gemmerne og ikke bare rydde op. Vi har simpelthen gennemgået alle genstande vi ejer, hver eneste lille dimmedut og kun beholdt de ting, som enten har en funktion eller “sparks joy”, som oprydningsguru Marie Kondo kalder det, når man er særlig glad for noget. Det har været så rart at rydde ud i gamle mapper, skille sig af med med kuglepenne, der ikke virkede længere, rydde ud i skufferne på badeværelset med halvtomme beautyprodukter, få styr på garderoben med det tøj, som vi ikke brugte, smide gamle skoleting ud, som vi kun gemte for at kunne tage det frem hvert tiende år og kigge på det… Vi er tæt på målet. Vi mangler at rydde op i køkkenet og på en del af loftrummet og så skal vi have sat lidt mere til salg, som vi ikke har nået endnu og forbi Røde Kors med et par sække. Vi vil gerne starte med en blank side, når vi flytter – vi har ikke lyst til at flytte ting med, som vi ikke vil have/bruger længere. Frisk ny start.
Step-by-step
Hvordan kommer man igang? Den nemmeste måde at gøre det på, er at sætte mindre delmål, synes jeg. At starte med en sektion af gangen – et rum af gangen. Det rum kan man så dele op i flere bidder, hvis det i sig selv virker uoverskueligt – start i et hjørne af rummet og bevæg dig rundt. Det kan f.eks. være ved en fyldt kommode, et tøjskab eller en reol – det kan alene være et dagsprojekt. Man kan alligevel ikke nå det hele på én gang. Når ét rum er gennemgået, kan det krydses af på listen og man kan bevæge sig videre til næste sektion. Det er ihvertfald sådan, at vi arbejder herhjemme og det gør processen nemmere, synes jeg.
Motivationsfaktor?
Det kan virke som en uoverskuelig proces at komme igang med en stor oprydning, når tingene har hobet sig op. Det der motiverer mig mest, er tanken om den ro, det giver mig bagefter, når jeg kun har det tilbage, som jeg er rigtig glad for. Det giver overblik og KÆMPE overskud. Vi har siden januar solgt ud på DBA, Reshopper, Lidkøb og Instagram. Derudover har vi også doneret en hel masse til Røde Kors og givet væk til familie og venner. Hvad der også har været en motivationsfaktor for os, har været at gøre regnskab løbende for de ting vi har solgt, så vi præcis ved, hvor meget vi har tjent på brugte ting. Jeg kan godt afsløre, at det er blevet til en hel del og det kommer vi til at bruge på møbler i det nye hus. Det føles rart at købe nyt, for penge man har tjent på gamle skatte, som har fået nye hjem. Langt de fleste ting vi har solgt har kostet 100-200 kroner – vi har bare solgt rigtig mange små ting i løbet af et helt år. Alt fra babytøj, legetøj og mit tøj til møbler, boligsager, planter, køkkengrej, elektronik og meget mere, som vi har samlet sammen gennem de sidste mange år. Meget babytøj har vi solgt (billigt) som større “pakker” på Reshopper, så man altså kun kunne købe 5-7 ting på én gang. Det har gjort processen lidt nemmere i stedet for at sælge én bodystocking af gangen til 20 kroner. Det samme har vi gjort med noget af legetøjet.
Messy home, messy mind – sådan har jeg det. Jeg kan ikke slappe af, når det roder omkring mig, men samtidig er jeg et værre rodehovede. Hvis I sidder og tænker: “Hun roder garanteret ikke så meget, som hun giver udtryk for“, så lad mig fortælle… Da Christoffer engang kom hjem fra arbejde, troede han, at der havde været indbrud, haha… Så behøver jeg vist ikke at sige mere. :) Jeg kan dog konkludere, at det roder mindre, når vi har færre ting og når tingene får en plads. Det giver også færre tøjkriser, når man kun har tøj i skabet, som man er rigtig glad for og kan passe. Så alt i alt vil jeg virkelig anbefale jer at gøre det samme – det er sådan en lettelse og glæde, synes jeg.
9 comments
Det er den dejligste følelse at have et opryttet hjem, med kun de ting man holder af og har brug for. Dejligt at I næsten er i mål. Jeg har det på samme måde som dig, messy home messy mind. Jeg lærte et tip da jeg var 12 år (for 14 år siden), siden har mit værelse/lejlighed aldrig været rodet. Ideen er at alle ens egendele har et “hjem”, et sted hvor den ting altid ligger, hver gang man har brugt en ting lægger man den tilbage i dets hjem. På den måde behøver man aldrig at rydde op, men istedet blot lægge ting på plads når man er færdig med dem. Glæder mig til at se jeres nye hus, det er så dejligt for jer at I endelig har fundet et hjem, det fortjener I! <3
Hej Julie,
Rigtig fin måde at se det på. :) Tak for input.
Hvor er du bare sød. <3 Mange tak.
Dejlig søndag.
Jeg trives også bedst i et (nogenlunde) ryddeligt hjem. Det er bare virkelig svært at praktisere med to små krudtugler (samme alder som dine). Selvom vi rydder op hele dagen, er mængden af rod i vores hjem konstant 😂😂😂
Jeg tror dog, jeg vil lade mig inspirere af jeres projekt og lade 2021 være året, hvor vi får ryddet op og taget stilling til alle vores ting. Jeg synes nemlig, at den her tid, vi er i nu, føles som en overgangsperiode, der kalder på en frisk start, når den er overstået.
Åh ja, altså det roder også stadig gevaldigt herhjemme af og til – det bliver bare nemmere at rydde op, når der ikke er SÅ mange ting mere og alt har fået en plads. :) Haha…
Det lyder godt. Dejligt du kan lade dig inspirere.
Kære Christina,
Sikke et godt projekt og sejt, at I snart er i mål 💪
Jeg har lige to spørgsmål:
1) Hvornår på dagen har I gjort det? (Synes det kan være svært at sætte sig op til om aftenen, når de små er puttet 😅)
2) Hvad har I gjort med billeder? Opbevaring digitalt – evt hvor? Eller har I fået fremkaldt eller lavet fotobøger?
Kh Tine
Hej Tine,
Tak skal du have. Vi har fået børnene passer af og til med overnatning og der har vi så givet den gas med at rydde ud og op. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en hyggelig weekend uden børn UDEN at rydde op, haha… Vi bruger også tid på det, når børnene er lagt i seng. Det tager meget tid og svært med to små hjemme, men nok også derfor, at det har taget os et helt år, haha… Men det har hele tiden været en ongoing proces, der ikke er blevet glemt og tror vi har solgt ting hver eneste uge det sidste år.
Billederne er vi ikke i bund med endnu – computeren er ét stort rod stadig. Vi har over de sidste par år fået lavet fotobøger med de bedste minder, men er langt fra i mål. :)
Sååå enig i din beskrivelse. Vi rev vores gamle hus ned for et år siden og er snart i gang med at flytte ind i det nye hus, vi har fået bygget. Vi smed næsten alt ud (skrald, genbrug, salg og gav væk) og det er en lettelse at starte på en frisk, selv om vi i løbet af et år alligevel har formået at samle flere ting end forventet og børnenes tøj er blevet for småt – jeg har i hvert fald allerede fyldt en del flyttekasser op plus de flyttekasser vi har opmagasineret….ups! Så ved indflytning gennemgår vi samme proces og bliver endnu mere nøje med tingene, og så får vores store børn lov til at holde loppemarked. God motivator🙂 Held og lykke med flytning og hyggeligt at følge med og få nogle tips🙂
Hej Nora,
Hvor lyder det dejligt, at I også har fået ryddet op og ud, men ja – det hober sig hurtigt op igen. Jeg synes dog, at man bliver lidt mere påpasselig med at købe nyt og overveje nærmere, om man virkelig MÅ eje det, når man har gennemgået sådan en stor oprydning. Men ak, det sniger sig ind alligevel, haha… Lyder hyggeligt med loppemarked. Pøj pøj med indflytning. Det lyder virkelig spændende.
Fedt indlæg og er blevet inspireret til selv at gå i gang. Har du nogle råd til hvordan man skal gribe salgsprocessen an? Hvilket sted var bedst til at sælge dit og din mands tøj og hvad med køkkengrej og til sidst med møbler? Har forsøgt med lidt møbler på marketplace men det kan nemt blive stressende hvis man får mange henvendelse (ja luksus-problem).
Glæder mig til at se jeres hus færdig renoveret og har elsket at følge jeres proces