^ Inden afgang til Dubai ^
Vi kender det allesammen – lyden af en skrigende baby og forældre der desperat tripper rundt i flyet med omtalte baby på armen i forsøg på at få ham/hende til at falde til ro. Alle forældre frygter det. Specielt når man sætter sig ind i et fly for første gang med en lille størrelse. Man er ligesom fanget i en boks og kan hurtigt føle, at alle medpassagerernes øjne er rettet mod én, så snart baby siger et “pip”. Vi havde det på præcis samme måde. Første gang vi fløj med Lily, var hun 7 måneder gammel. Flere af jer har spurgt ind til, om jeg ikke vil dele nogle gode råd til at flyve med helt små børn, så derfor har jeg forsøgt at samle vores bedste tips herunder.
TRYK I ØRERNE: For at undgå tryk i ørerne under start og landing, medbringer vi altid et par smoothies, en vandflaske (må man gerne til små børn) og en sut. Alle tre ting kan afhjælpe trykket i ørerne, så hvis hun f.eks. ikke vil have hverken smoothie eller vand, får hun sin sut, hvor både sutteteknik og synkning også afhjælper trykket.
UNDERHOLDNING
Bøger: Lily er utrolig glad for bøger – både selv at kigge i dem og få læst høj, så vi har altid haft en god stak med. Pixiebøger er helt oplagt, da de fylder utrolig lidt. Ofte har vi gemt nogle af hendes yndlingsbøger væk i ugerne op til afrejse – på den måde har de nyhedsværdi og stor gensynsglæde, når vi hiver dem frem i flyet.
Duplo: Det har også været ret populært at have lidt Duplo med til hende. Det fylder ikke ret meget og hun kan bruge lang tid på at sidde og samle det, lege med dyrene og lære farverne på klodserne.
Tegnefilm: Vi er ikke så store tilhængere af, at hun ser for meget fjernsyn til hverdag, men når vi skal ud og flyve, tager vi alle hjælpemidler i brug, haha… Whatever works. ;) Inden afrejse downloader vi derfor en række tegnefilm til offline brug på Ipad’en. Hun er specielt glad for “Gurli Gris” og “Ordlege”.
Læringsspil: For også at få lidt ud af den Ipad dér, har vi også downloadet en række læringsspil, hvor hun kan lægge puslespil, lære tal, sammensætninger, dyr, osv. Det er faktisk meget hyggeligt og vi kan se, at hun faktisk får noget ud af det… Hver gang bliver hun bedre og bedre til det. Hvis I søger efter “børnespil” i App Store dukker der alt muligt op – det er her, vi har fundet de forskellige.
Perler på piberenser: Lily elsker at sidde og nørkle med små ting, så hver gang vi skal ud at flyve, på restaurant eller andre steder, hvor man helst skal sidde forholdsvis stille, har vi altid en piberenser med, som vi fylder op med store træperler. Når vi så er i luften, kan vi skille det hele ad og så kan Lily bruge lang tid på at sætte perlerne på piberenseren igen og igen. Både piberensere og perler er købt i Panduro Hobby.
Tegnegrej: Farveblyanter og papir er også et hit at have med på tur. Aldrig tuscher da det hurtigt kan ende på sæderne osv. :) Det kan hun også få lang tid til at gå med og det fylder ikke ret meget i tasken.
AT SOVE PÅ ET FLY: Den største udfording opstår, når hun skal sove. Lily er vant til at sove alene i sin egen seng, så pludselig at skulle falde i søvn oven på os, er noget helt andet… Vi har fundet ud af, at det der fungerer bedst for os, er at tage hende op i en bæresele og gå lidt op og ned af gangen i flyet. Som regel holder vi en stofble lidt henover hende, så hun ikke bliver forstyrret og interesseret i de andre passagerer. Det kan af og til være lidt en kamp at få hende til at falde i søvn, men så snart hun er blevet træt nok, plejer det er gå temmelig nemt, når hun kommer op i bæreselen. Så snart hun er faldet i søvn, pakker vi hende ud af selen og sidder med hende på skift. Vi har altid hendes pude med og et lille tæppe, da det ikke altid er tilgængeligt i flyene. Vi har erfaret, at flyveturene bliver meget nemmere, hvis vi har fløjet på afgange, der passede med Lilys sovetider. Det kan godt betale sig, at give lidt ekstra for at have en sovende baby det meste af turen. :)
PAKKELISTE TIL FLYET: Foruden ovenstående sørger vi altid for at medbringe rigeligt med bleer, bleposer, vådservietter, engangs skifteunderlag (som vi bruger flere gange), to sæt skiftetøj (man ved aldrig, hvornår uheldet kan være ude), to sutter og lidt mad/snacks til flyveturen.
Nu kan jeg jo kun tale på egne vegne, men det har vist sig, at det slet ikke er så slemt at flyve med små børn, som man frygter. De tager det som regel rigtig pænt og har man lidt underholdning med, letter det turen meget. I øvrigt har vi kun en enkelt gang oplevet en medpassager, der virkede irriteret, fordi Lily “larmede” – det vil sige sagde tilfredse (lidt høje) babylyde. Jeg tror, nogen havde tisset på hans sukkermad. :) For ellers har folk altså været rigtig søde – også de få gange, hvor hun har grædt lidt. Jeg håber, I kunne bruge mine tips og byd endelig ind, hvis I har andre forslag til når man skal flyve med de små. :) I kan se en video fra Lilys første flyvetur HER.
Lily spottede hurtigt en lille legeplads i nærheden og jeg har på fornemmelsen, at det ikke var sidste gang, vi var der denne uge… :)
Alle små strandbutikker bliver nøje studeret. :)
Én is om dagen… Mindst. :)
Jeg gik ind i 29. uge i går og dermed tredje og sidste trimester af graviditeten. Min mave ser så stor og rund ud på dette billede, hihi… Det er så hyggeligt at blive tyk. ♥ Min kjole er forresten købt via Asos HER (reklame link).
Havnen i Puerto Banús.
Skååål…
Vi spiste på den hyggeligste lille pasta/pizza restaurant ved navn “Pasta Factory”.
Vi ankom til Marbella sent lørdag aften og brugte dagen i går på at finde os lidt til rette. Vi havde 26 grader hele eftermiddagen, så vi udnyttede det gode vejr og vandrede byen tynd, var en tur på legeplads, købte is, fik handlet lidt ind og spiste aftensmad i Puerto Banús. Vi bor meget centralt lige ved havnen i Marbella, hvor vi har booket den hyggeligste lejlighed gennem AirBnB. Jeg ville egentlig bare lige tjekke ind og sige hej og vise lidt stemningsbilleder fra den første dag. Ellers vil jeg bare ønske jer en rigtig dejlig start på ugen.
Efter vi fik godt svar på fostervandsprøven for en måneds tid siden, har vi virkelig forsøgt at finde ro i de positive nyheder. Grunden til at de stadig ville følge os tæt var for at se, hvordan babys tarme udviklede sig, da de på uforklarlig vis havde lyst op på de sidste to scanninger. Det kan være alt fra en “normal variant” til f.eks. forsnævringer på tarmene, som kræver operation efter fødslen. Selvom vi var enormt lettede over, at babys gener viste sig at være normale ud fra fostervandsprøven, har det ligget og rumsteret i baghovedet, hvad de ekkogene (altså lysende) tarme har skyldtes. Derfor må jeg være ærlig og sige, at vi var nervøse for scanningen i dag… Som Christoffer sagde, inden vi gik ind: “Det føles som at skulle til eksamen“.
Jeg lagde mig op på briksen og lægen begyndte at scanne fra babys hovede og nedefter. Hun var enormt grundig, forklarede alt hvad hun gjorde og hvad der skete på skærmen. Hun nåede til tarmene og både Christoffer og jeg holdt vejret. “Jeg kan ikke længere se tegn på ekkogene tarme“, sagde hun helt roligt… “Alt ser normalt ud nu“. Christoffer vendte sig straks mod mig og knugede min hånd. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Det var virkelig en KÆMPE lettelse og vi er meget meget glade og taknemmelige. Vores lille baby ser altså helt sund og rask ud! Det er næsten ikke til at fatte, at vi nu kan slappe HELT af og bare nyde den sidste tid.
P.S. Vi fik i øvrigt et lille glimt i 3D af ansigtet, som I måske kan fornemme på billederne, og baby ser noget så fin ud. Den sødeste lille kyssemund. Tænk, at den lille mus gemmer sig inde i min mave… Jeg synes, jeg kunne se lighedstræk fra Lily og ikke mindst Christoffer. ♥ Så hyggeligt.