Åh, hvor har jeg dog ventet i spænding på dette øjeblik… Da Christoffer og jeg lå og så serie i sengen i går aftes i ægte søndagsstil, syntes jeg pludselig at kunne mærke nogle små gentagne puf i maven. Jeg tror næsten, mit hjerte sprang et slag over. Jeg lå bomstille og førte langsomt Christoffers hånd over på min mave… “Ej, det var helt klart et spark!“, udbrød han. Det var virkelig et stort og rørende øjeblik og pludselig blev det lidt mere virkeligt, at der rent faktisk bor et lille menneske i min mave. Lige dér midt i et afsnit af “Alene i Vildmarken” – hvor ironisk det end lyder, haha… Jeg har de sidste par dage også kunne mærke nogle små puf, men jeg var overbevist om, at det blot var luft i maven. Christoffer var dog slet ikke i tvivl, da han også mærkede det i går. <3 Jeg er kun i uge 17, så det er lidt tidligt at mærke liv, men jeg mærkede samme bevægelser her til morgen, så jeg er heller ikke længere i tvivl. Det er virkelig den dejligste følelse.

I have been looking so much forward to this moment… When Christoffer and I was lying in bed last night watching a series I suddenly felt some small kicks in my belly. I was lying completely still and slowly led Christoffer’s hand on my belly… “Oh, that was definitely a kick!”, he said. It was really a touching moment and suddenly it became more real, that I actually have a little person inside my belly. Right there in the middle of an episode of “Alone in the Wilderness” – how ironic it may sound, haha! The last few days I have felt some small kicks, but I was convinced that it was just flatulence, haha… Christoffer was in no doubt when he also felt it yesterday. <3 I’m only in week 17, so it’s a bit early to feel life inside of me, but I felt it again this morning, so I’m no longer in doubt that it’s out little baby moving. It really is the most wonderful feeling.