{ Christoffer tog dette billede lige efter, at vi første gang så huset }

Nu kan jeg endelig give jer en opdatering på vores boligsituation. Som jeg fortalte forleden, bød vi på et hus for nylig, som vi desværre heller ikke fik – fjerde gang vi lagde et bud i løbet af de tre år, vi har kigget og endda et stykke over udbudsprisen. Kæmpe stort øv! Det var virkelig helt perfekt det hus til vores behov – det lå dejligt placeret i et af vores drømmeområder og havde den stil, som vi leder efter. Det krævede en kærlig hånd, men var forholdsvist velholdt, så vi kunne sætte vores eget præg på det, uden at det ville blive et helt uoverskueligt projekt. Det var til den lille side, men med en mindre justering i planløsningen, kunne vi sagtens få det til at fungere. Jeg ærger mig stadig over det hus – hvorfor bød vi ikke bare liiiidt mere? Ejendomsmæglerne siger altid: “I skal byde det, I føler for og kan lægge, så I ikke ærger jer bagefter”, men ofte er et højere bud jo et kompromis i en renovering, så det er simpelthen så svært at vurdere og afgøre det “rette” tal. Jeg ville ønske, at alle bud var åbne som en auktion, ligesom de er i Sverige. Det ville gøre boligmarkedet mere fair for alle, synes jeg, og man ville slippe for de lumske ejendomsmæglere, der af og til forsøger at spille køberne ud mod hinanden. Jeg har oplevet og hørt nogen skrækhistorier i de her bolighandler, kan jeg godt afsløre. Det er mange gange et skørt og til tider usandfærdigt marked.

Mens vi ventede på svar på denne fjerde bolig, som vi jo desværre ikke vandt, dukkede der et nyt hus op. En skuffesag. I øvrigt, hvor er det bare irriterende med de her skuffesager – det gør markedet så svært og ugennemskueligt. Det her hus var noget helt andet, end vi nogensinde troede, vi skulle falde for. Super charmerende, men bare noget helt andet, end vi ellers har kigget på. Det havde f.eks. stråtag. Da vi kom ind i huset, var vi solgt – højt til loftet, sildebensparket og en helt perfekt planløsning. Vi lagde et bud og guess what – SÆLGER ACCEPTEREDE! Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da ejendomsmægleren vendte tilbage med den glædelige nyhed. Kunne det virkelig passe? Vi havde seks dages standard forbehold og jeg kan love jer for, at hvert eneste minut blev udnyttet. Huset var bevaringsværdigt i høj grad, så vi skulle undersøge, hvad vi måtte gøre ved det gennem kommunen. Det havde en underlig facade, som vi gerne ville have slebet ren og farverne var også ret specielle. Derudover havde vi en totalentreprenør ude for at give et overslag for jeg kan love jer for, at det var et håndværkerkøb uden lige. ALT skulle fikses fra kælder til kvist! Kommunen vendte tilbage med beskeden om, at de ikke kunne love, at vi kunne ændre de ydre detaljer, som vi ønskede pga. bevaringsværdien. Samtidig havde vi møde med vores køberrådgiver, som påpegede en række ting ved huset, som vi ikke selv var faldet over og som gjorde udfaldet for vores beslutning. Det skulle ikke være vores hus, så vi trak i land. Virkelig, virkelig ærgerligt og jeg havde helt dårlig samvittighed over for vores yderst flinke og meget reelle mægler. Men det skulle bare ikke være vores hus. Æv.

Så nu er vi tilbage til status quo. Vi må op på hesten igen. Lige nu skriver jeg med en pige på Instagram, som har lavet den vildeste transformation af et ældre hus, som vi er blevet mega inspirerede af og givet os nyt håb. Vi kan nu se endnu flere muligheder i boliger, som vi førhen bare scrollede forbi. Så vi må se, hvad det næste bliver. :) Det rigtige skal nok komme, men hold da op en rutchebanetur det har været de seneste måneder. Vi forsøger at holde hovedet højt – huset venter derude et sted. :)