Jeg har sjældent oplevet, at der har været røre i andedammen her på bloggen. Og aldrig i en grad som da jeg i forgårs lagde indlægget ud omkring mit kommende træningsforløb. De fleste bakkede op omkring projektet og det sætter jeg stor pris på, for det har faktisk ikke været en hel nem beslutning at indgå et sådan forløb. Jeg er ikke vant til at træne og nu forpligter det altså.

Konstruktiv feedback er altid velkommen på bloggen. Jeg hører efter, hvad I siger. Vender og drejer situationen. Prøver at se det fra andre synsvinkler. Selvom jeg ikke var enig i alle kommentarer, synes jeg, at flere kom med gode argumenter for deres holdninger. Min grænse blev nået, da jeg modtog kommentarer som: ”Jeg troede du var en kvinde med mere selvtillid og respekt for egen krop” og ”Du siger, at kødet ikke bliver strammere med alderen og du har fuldstændig ret – så hvorfor forventer du (og stort set alle andre kvinder) at have en krop som en teenager resten af dit liv?” og “Øv, endnu en modeblogger, der går fitnessvejen“. Jeg følte, at det blev et personligt angreb og til ingen verdens nytte. Der var intet konstruktivt i disse kommentarer. Jeg er ikke typen, der tager sådan nogle angreb til mig, men jeg undres. Undres over hvad man får ud af at skrive sådan noget?

Jeg vil gerne én gang for alle understrege, at jeg har valgt at teame op med en personlig træner af den simple årsag, at jeg gerne vil blive mere sund og frisk og desuden strammes lidt op hist og her inden brylluppet. Jeg har et stillesiddende arbejde og er ofte meget træt, så mit håb for dette forløb er også at få mere energi. Desuden omtalte jeg det faktum, at jeg har taget 1,5 kilo på over vinteren, for at være helt præcis, som jeg gerne vil af med. Jeg vil gerne pointere, at jeg er tilfreds med min krop, som den er nu. Det har ikke noget at gøre med, at jeg føler mig for tyk. Det ved jeg, at jeg ikke er. I stedet for at skifte hele garderoben ud, kunne det dog være dejligt at komme tilbage til det udgangspunkt, som jeg har vejet de sidste 8-10 år af den simple årsag, at mine jeans strammer. Måske skulle jeg slet ikke have nævnt det. Blot holdt det for mig selv. Men hvorfor egentlig? Nogle pointerede, at jeg var et dårligt forbillede for unge piger med tendens til spiseforstyrrelser. Jeg er hverken udmagret eller undervægtig og det har jeg ikke været på noget tidspunkt i al den tid, jeg har haft bloggen – heller ikke da jeg vejede 1,5 kilo mindre. Et BMI er et pejlemærke. Ikke et endegyldigt svar på, om man ser ud, som man skal og er sund og rask. Jeg har et meget sundt forhold til min krop. Jeg har aldrig været på slankekur og jeg spiser præcis det, jeg har lyst til. Hvis andre kvinder spejler sig i mig, håber jeg så sandelig, at det er i et sundt kropsbillede. Jeg vil også gerne påpege, at vi alle er bygget vidt forskelligt og man derfor ikke kan sammenligne højde og drøjde direkte.

Jeg var åben og ærlig i indlægget og jeg tænker generelt meget over, hvad jeg formidler ud til jer læsere og hvilke emner, jeg berører. Jeg ved, der er mange unge piger, som læser med og nogle er mere sårbare og modtagelige over for omgivelserne. Derfor havde jeg også overvejet indlægget meget nøje, inden jeg udgav det.

Jeg kunne forstå debatten, hvis jeg ville tabe 10 kilo, men det er altså kun halvandet, der er tale om og det er slet ikke fokus i indlægget. Det er en biting i mit træningsforløb. Jeg kommer ikke til at ændre kostvaner for at komme af med dem, men har blot et lille håb om, at de vil rasle af, når jeg går i gang med at træne. Eller blot bliver omdannet til muskler.

Selvom jeg er tilfreds med min krop, krævede det alligevel lidt mod at dele vægt, muskelmasse, fedtprocent, metabolisk alder, osv. med over 80.000 mennesker. Jeg bliver hverken tykkere eller tyndere at se på, fordi I ved de tal, men det er lidt som at dele information omkring, hvor meget man tjener – også selvom man er tilfreds med sin indkomst. Jeg gjorde det alene med den hensigt, at I derved kunne følge med i processen. Jeg synes, det er en vigtig faktor for at se den forhåbentlige udvikling og hvad der sker med kroppen gennem træningsforløbet.

Jeg ved ikke, om jeg brænder nallerne ved at uddybe min mening med indlægget, men jeg kan ikke bare lade det ligge. Jeg tror simpelthen, at nogle læsere har misforstået mit budskab. Det kan være svært at udtrykke sin klare holdning på skrift, for man læser ofte meget mellem linjerne. Også selvom det ikke er hensigten. Jeg er ikke ude på at træde nogen over tæerne. At få nogen til at føle sig dårlig tilpas eller at sammenligne. Jeg vil gerne opmuntre og inspirere jer til at komme i gang med træningen sammen med mig og blive sunde, friske og stærke. Jeg er glad for, at I så mange der har lyst til at være med. ♡