I dag vil jeg dele et indlæg med jer, som har taget mig lang tid, faktisk år, at samle mod til at skrive. Det handler om hudproblemer. Akne. Det er lidt et tabuemne og jeg har tænkt meget over, om jeg havde lyst til at dele det med jer. Om jeg havde lyst til at fremstå så hud(løs) ærlig på bloggen. Bogstavelig talt. ;)

Det er sindssygt grænseoverskridende, men jeg er kommet frem til, at det er et vigtigt emne at belyse. Specielt fordi jeg ved, I er mange unge piger, der læser med derude bag skærmene og sikkert sidder med samme problemer. Uden at komme til at lyde selvglad, ved jeg også, at jeg er et forbillede for mange og jeg synes derfor, det er vigtigt at vise, at jeg altså heller ikke er perfekt.

Så her får I et billede af mig taget for halvandet års tid siden. Uden makeup (bortset fra øjenvippe extensions), uden filter og endda i en virkelig ringe kvalitet taget med min gamle Iphone. Jeg havde den fineste hud til jeg var et par og tyve år, hvor urenhederne pludselig begyndte at dukke op og skulle vise sig ikke at være så nemme at slippe af med igen.

Jeg prøvede først at udelukke diverse madvarer for at se, om det var en reaktion på f.eks. mælkeprodukter eller sukker. Jeg gik til kosmetolog og fik ansigtsbehandlinger og købte mig fattig i alverdens dyre cremer og renseprodukter. Jeg prøvede sågar en periode slet ikke at gøre noget. Ingen forskel, intet hjalp. Jeg gik så til hudlægen og fik en recept på en creme der hedder ”Clindoxyl” – den hjalp en smule, men problemet var, at mine urenheder sad virkelig dybt under huden, så de gik ikke væk ved brug af cremen, men blev måske dæmpet en smule. Jeg havde sådan en type bumser (ja, nærmest bylder), der aldrig kom op til overfladen og det kunne tage uger, ja faktisk måneder, før de gik væk igen. Det var til at blive sindssyg af og jeg havde ofte ikke lyst til at gå uden for en dør. Jeg gik til hudlægen igen og fik en antibiotikakur. Jeg tog kuren i et par måneder, men det hjalp ingenting. Jeg var virkelig ved at gå ud af mit gode skind.

Efter at have prøvet alle disse midler, gik jeg igen til hudlægen. Han måtte gøre noget! Jeg fik udskrevet en recept på en pillekur der hedder ”Isotretinoin”. En virkelig skrap kur, som udtørrer huden totalt. Man skal have taget blodprøver en gang om måneden, for at se, at man f.eks. ikke har ændrede levertal og man må absolut ikke blive gravid under sådan et forløb. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilken type foster der ville komme ud af det.

Jeg var på kuren i et halvt år og først der kunne jeg virkelig se en forandring. Efter 3 måneders tid, var alle urenheder forsvundet som dug for solen. Og de er blevet væk siden da. Heldigvis heler min hud godt, så jeg har ikke rigtig fået nogle ar efter forløbet med uren hud. Man skal virkelig tænke sig om, før man tager sådan en kur, for det er altså skrappe sager. Men for nogle, er det bare den eneste udvej. Jeg havde virkelig prøvet ALT inden da.

Måske undrer I jer over, at I aldrig har set mig med urenheder på bloggen (bortset fra HER og HER). Jeg blev ret god til at dække det til med makeup, så man ikke lagde så meget mærke til det, medmindre jeg stod i et bestemt lys. Jeg må indrømme, at jeg af og til også har fjernet en bums eller to i Photoshop, hvis de var virkelig slemme.

Lider I selv, eller har I selv lidt, af hudproblemer, så må I meget gerne dele jeres historier i kommentarfeltet. Hvad har virket for jer og hvad har ikke? Jeg håber sådan, at vi kan åbne lidt op for emnet her på bloggen, så det ikke bliver så tabubelagt. Det er trods alt bare røde prikker og det skal ikke ødelægge ens livskvalitet, mens det står på. Der er altid hjælp at hente.