I er rigtig mange der spørger ind til min rå murstensvæg! Det var noget jeg havde overvejet i lang tid, da jeg rigtig godt kan lide det rå New Yorker look og min kæreste var også helt med på ideen :) Her kommer en guide, som I måske kan bruge til inspiration, hvis I også går med planer om at lave en.

Man skal bruge følgende:

  • Hammer og mejsel
  • Afdækningsplast, pap og malertape
  • Beskyttelsesbriller, handsker og støvmaske!
  • En form for hård skurebørste
  • Stor pensel
  • Citronsyre
  • Forankringsgrunder
  • Forstøver

Fremgangsmåde:

  1. Først og fremmest er det vigtigt at tjekke om man overhovedet har mursten inde bag ved, haha. Tjek evt. med vicevært eller bor et hul og se om der kommer rødt/gult murstensstøv ud.
  2. Det støver ekstremt meget, så sørg for at sætte afdækningsplast op fra gulv til loft rundt om det areal, hvor der skal arbejdes. Det tager lidt tid at sætte op, men det sparer så meget tid på rengøring i den lange ende.
  3. Find nogle gamle papkasser eller store stykker pap i storskrald og læg dem på gulvet, så det ikke bliver ødelagt, når arbejdet går igang.
  4. Så er det igang med at hammer og mejsel. Man banker bare direkte på tapetet/væggen. Det er ret forskelligt, hvor godt det sidder fast – nogle steder falder der store stykker af, hvorimod det andre steder nærmest er helt fastgjort til murstenene. Sørg for at få så meget af pudset af som muligt – også rester og små sten. Man skal være meget forsigtig, når man nærmer sig paneler og loft – især hvis man har stuk. Bank langsomt og fornem hvor nemt det falder af ved stukken.
  5. Når alt er banket ned er det bare om at samle det sammen og få det smidt ud – det vejer en halv elefant! Kan love jer for, at det ikke var særlig sjovt at få ned fra 4. sal, haha.
  6. Når der er ryddet op skal man igang med at gøre væggen ren og vaske den ned. Start med et “feje” væggen med en kost, så støvet løsner sig. Efterfølgende skal væggen vaskes ned – det er her skurebørsten kommer ind i billedet. Min væg er vasket ca. 20 gange med vand! 
  7. For at rense det sidste løse puds af fik væggen citronsyre med en pensel! Her brugte vi samtidigt skurebørsten for at få det puds af, som syren havde løsnet.
  8. Når man er tilfreds med resultatet og væggen er helt tør, er det en god idé at give det et lag forankringsgrunder, som binder støvet til væggen, så den ikke “drysser” og støver. Det puttede vi i en forstøver og sprayede det på væggen.
  9. Vupti – et styks New Yorker væg! God fornøjelse :)

Det tog os (to mennesker) ca. to dage at lave væggen og kostede omkring 500 kr. – vi havde hammer og mejsel i forvejen. Det er super billigt, men det kræver en del hårdt arbejde og en friweekend. :) Hullet i væggen var ikke meningen skulle være der, men det var bare et hul i væggen, hvor der manglede nogle mursten, så det bliver brugt til stearinlys :)