âme copenhagen, tøjmærke, clothing brand, dansk design

Kære piger. Jeg skylder jer en opdatering på, hvordan det står til med Âme Copenhagen. Tøjmærket jeg startede op med en studiekammerat, Marie Louise. Vi lancerede vores første kollektion 1. juni 2015. Salget gik over al forventning og det meste af tøjet blev revet væk på få dage. For at det ikke skal være løgn, omsatte vi faktisk for samme beløb, vi havde skudt i projektet, allerede på den første dag vi lancerede kollektionen. Det var fuldstændig surrealistisk og for mig en drøm der gik i opfyldelse at starte mit eget tøjmærke. Ikke mindst fordi I tog så godt imod det. Det vil jeg sige jer stor tak for.

At starte en tøjvirksomhed kræver enormt meget tid, energi og ikke mindst viljestyrke. Jeg var fra start indstillet på, at det ville blive en udfordring, men en udfordring jeg med glæde ville tage op, selvom jeg ved siden af drev bloggen på fuld tid. Marie Louise havde samme indstilling. Det var en drøm for os begge. Desværre gik der ikke mange måneder, før Marie Louise fik lyst til at gå nye veje og udleve andre drømme, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne modsige hende. Det var jeg dog virkelig ærgerlig over og det betød, at jeg nu stod med valget om enten at drive Âme Copenhagen videre på egen hånd eller lukke biksen.

På det tidspunkt var Christoffer og jeg så småt begyndt at tale om børn og jeg valgte derfor at stoppe. Det var en hård beslutning – specielt fordi det gik så godt. Samtidig vidste jeg hvor meget ekstra energi jeg skulle lægge i projektet, hvis jeg skulle drive det på egen hånd. Jeg ville være nødt til at gå på kompromis med bloggen, hvis jeg både skulle drive tøjfirma og samtidig skabe en lille familie og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Nu siger jeg, at jeg valgte at “stoppe”, men jeg mener i virkeligheden, at det hele er sat lidt på pause, for jeg drømmer stadig om at starte noget op igen! – Når jeg på et tidspunkt har lært vores nye tilværelse at kende og ved hvor meget tid og overskud, jeg kommer til at have ved siden af. Jeg er ikke sikker på, hvad det præcis skal være. Under alle omstændigheder vil jeg gerne starte på en frisk og jeg håber, I er klar på nye eventyr, når tiden kommer.