bryllupskjole

Billedet er fra august sidste år til min venindes bryllup, da Lily kun var to måneder gammel

Jeg får rigtig mange spørgsmål fra jer i løbet af ugen, så jeg tænkte, at jeg hver søndag fremover kunne tage nogen af dem op på bloggen. Her kommer de første fem og hvis I har flere, så stil dem i en kommentar til indlægget her, så kan jeg prøve at tage dem med de næste søndage. :)

Hvordan mødtes dig og Christoffer og er han din første kæreste?
Jeg har faktisk allerede fortalt, hvordan vi mødtes i et tidligere indlæg. – Læs det HER. Jeg havde en enkelt kæreste inden, som hed Frederik – han var mørkhåret, to meter høj og på mange måder en modsætning til Christoffer. Det var nok derfor, at det forhold endte med kun at vare et par måneder – vi var alt for forskellige. Et halvt års tid senere mødte jeg Christoffer, som fuldstændig slog benene væk under mig. 

Hvordan er det at have været i et fast forhold stort set hele din ungdom? 
Set i bakspejlet er jeg virkelig glad og taknemmelig for, at jeg mødte Christoffer i så tidlig en alder. Jeg har kendt ham i næsten halvdelen af mit liv, vi er blevet voksne sammen og vokset stærkere i de skrøbelige teenageår. Da jeg var yngre og gik i byen med alle mine single veninder, kunne jeg af og til godt tænke, at det da kunne have været rart, hvis jeg havde mødt Christoffer et par år senere… Vi har haft op og nedture gennem de 13 år, vi har kendt hinanden – specielt i de år hvor vi begge var meget unge, havde hver vores virksomhed, arbejdede 24/7 og stort set ikke så hinanden. Men selv når vi har været igennem sådanne perioder, har vi kæmpet for det, talt om det og selvom gnisten har været gemt lidt væk af og til, har den aldrig været helt slukket. På en eller anden måde, synes jeg, at nogen par giver op for let. Græsset er sjældent grønnere på den anden side, hvis ellers man har fundet én, som man virkelig elsker. Kommer man igennem de der svære perioder, står man langt stærkere på den anden side. Christoffer er min familie og jeg tror, vi kan klare meget, når vi har formået at blive voksne sammen. Jeg har aldrig kunne forestille mig et liv uden ham – selv i svære perioder.  

Hvorfor startede du med at blogge?
Jeg startede bloggen, da jeg læste til designer, fordi jeg manglede et sted at dele min passion for mode og de projekter, vi lavede på skolen, med andre med samme interesse. Dengang for snart 10 år siden, fandtes der ikke mange blogs og det var kun en lille hobby, som jeg aldrig havde turde drømme om, kunne vokse sig så stor. :) Det er jeg meget taknemmelig for, men det er først og fremmest stadig min hobby, som nu er blevet en livsstilsblog frem for en modeblog alene.

Du bor simpelthen SÅ pænt! Er det kun dig, der står for indretningen derhjemme eller har Christoffer også noget at skulle have sagt?
Tak for de søde ord – det varmer meget. Det er ofte mig, der kommer med idéerne til indretningen og så videretænker vi dem sammen, men i bund og grund har vi meget samme smag. Det sker også, at Christoffer finder på indretningsforslag, som f.eks. vores vinduesvæg i garderoben. :) 

Hvad har du af planer for bloggen i fremtiden? Og ser du dig selv blogge de næste 5-10 år?
Så længe I har lyst til at følge med, vil jeg fortsætte med at blogge, så det håber jeg, I har lyst til. :) Og så går jeg og tænker lidt på, om jeg skal starte et tøjmærke op igen… Måske til børn denne gang. Vi får se – jeg har mange idéer. :)