gravid-uge-32

I dag er der præcis to måneder til termin. TO MÅNEDER… Tiden er virkelig fløjet afsted de seneste uger – mere end den gjorde første gang, men nu har jeg samtidig en snart 2-årig, som tager al min opmærksomhed. ♥ Vores lille dreng vender stadig forkert inde i maven og selvom jeg virkelig håber på, at han selv vender sig, har jeg en idé om, at jeg nok bare er indrettet således, at det giver bedst mening at vende den vej. Så jeg vil gå igang med rebozo øvelser denne uge og mentalt prøve at forberede mig på, at et vendingsforsøg godt kunne blive aktuelt om nogle uger. Jeg frygter ikke selve vendingsforsøget, for det var virkelig ikke slemt (se bare HER), men mere om det nu kan lykkes som med Lily.

Nu hvor terminen nærmer sig med hastige skridt, må vi også hellere se at få de sidste ting på plads. I påsken har Christoffer taget fri og der har vi aftalt at rydde op, rydde ud og gøre hovedrent i hele hytten. Sætte ting til salg og gøre klar til at holde loppemarked inden termin. Vi får jo ikke ligefrem mere plads, når lillebror ankommer, så vi forsøger at optimere den plads, vi nu engang har. :) Og så skal vi blandt andet have købt lidt ekstra tøj, bleer i ministørrelse, en lille dyne og en bedside crib – det savnede jeg, at vi ikke havde til Lily. Derudover har vi en påskefrokost og en fødselsdag i kalenderen samme uge. Hvad har I af planer i påsken?