En frisk start
God eftermiddag og glædeligt gensyn. ♥ Long time no see. Jeg har holdt ferie med min lille familie og taget en pause fra bloggen den sidste uges tid. Faktisk har den i stået mere stille de seneste måneder end nogensinde før – først pga. coronasituationen med to børn hjemme og dernæst ferie. Det har været dejligt at give mig selv plads til at give slip og holde fri, da man i min branche er evigt online og altid tænker på “det næste”. Idéerne flyver konstant rundt og tankerne står næsten aldrig stille. Jeg elsker det, men samtidig har det været sundt og godt at trække stikket for en stund. Overveje hvor jeg vil hen, mærke efter og blive inspireret på ny.
Jeg har gennemgået listerne i mine mange notesbøger her til formiddag (nogle helt tilbage fra 2015) for idéer til nyt indhold. De seneste år har jeg faktisk fundet en del inspiration i de lister, fyldt på og kommet med nye input, men jeg kan mærke, at listerne ikke længere inspirerer mig så meget. Vi skal lidt i en anden retning. Der skal nye idéer på banen. Jeg tager jer nu med i mine overvejelser, så I ved, hvad I har at se frem til og samtidig håber jeg, at I vil komme med input, hvis I har ønsker eller idéer til kommende indhold.
Jeg vil fortsat gerne tage jer med på “hverdagseventyr”, som bloggen har båret præg af det seneste års tid, dele fine collager til garderoben og indretningen, samt give ærlige indblik fra livet, men det skal spices op med indlæg, som er af en lidt anden type. Jeg er i øjeblikket drevet meget af det kreative aspekt og jeg vil gerne dele mere indhold med jer, som I kan “bruge” derhjemme eller i hverdagen – f.eks. et tip, en opskrift eller et DIY projekt. Indhold som I kan gøre kunsten efter ved symaskinen, i køkkenet eller i indretningen – for bare at nævne nogle stykker. Det kan også være indhold, som I kan inspireres af på en anden måde – som eksempelvis en fin frisure, inspiration til aktiviteter med børn, idéer til hudplejerutinen, boligen eller en “guide” til Østerbro. Tage jer mere med i vores tanker omkring boligkøb og dele erfaringer. Indhold som I får mere “ud af” andet end blot at efterlade jer med en rar og hyggelig stemning. Giver det mening? Jeg vil også gerne involvere jer mere, som jeg gjorde engang, hvor I viste jeres garderober og hjem frem og delte jeres bryllupsfortællinger.
Der er mange idéer og vi tager et skridt af gangen, men nu hvor børnene er startet i institution i dag, bliver der endelig tid til stille og roligt at føre dem ud i livet. Af hjertet tak fordi I følger med og har lyst til at bruge jeres tid her i mit lille univers, der havde 10-års jubilæum i maj måned. Jeg glæder mig til at tage jer med på nye eventyr.
29 comments
Kunne du finde på at starte mere på YouTube igen måske?
Jeg er ikke stoppet. Der går bare lidt tid imellem videoerne, da jeg også har meget fokus på mine andre platforme og ikke ser mig selv som decideret Youtuber. :) De kommer, når der er tid og overskud til det. <3 Dejligt, du efterspørger dem.
Jeg følger fortsat spændende med :)
Dejligt at høre. Tak. :)
Jeg har læst med i fem års tid. Har en søn på 1,5 år og det har været skønt at kunne referere til dine fine videoer med “ting til baby”. Jeg har også meget tøj som du har vist på bloggen/insta. Og elskede at bage den gulerodskage du delte opskriften på. Det du i mine øjne gør så godt er at vise “det lille ekstra” hverdagsluksus. Den flotteste pynt på kagen, de søde små detaljer på puslebordet (jeg blev jo nødt til at købe den kawan badeand og liewood pandabamse til min søn), de fine billige vandglas der bare er lidt flottere end ikeas.
Du giver mig inspiration i stor stil og jeg har ikke spor imod at købe de fine ting du viser frem. Da jeg fx skulle købe en dækkeserviet til min søn, var jeg da lige forbi bloggen for at se hvilken Lily havde. Den har du ikke fremhævet eller tjent penge på, men det kunne du sagtens have gjort, hvis du spørger mig ;) så du er faktisk min “personlige shopper” i mange tilfælde. Jeg ved at du er 100 % dedikeret til at finde smukke og funktionelle ting, så jeg vil hellere bare købe den fine dækkeserviet som du allerede har brugt energi på at finde, end selv at lede en masse butikker igennem. Du har så at sige en “curated selection” som jeg shopper efter behov. Måske en fane med faste affiliate links til de ting, du har derhjemme kunne se dagens lys på bloggen? Sådan lidt som Goop shoppen er for Gweneth Paltrows livsstilside.
Jeg ved godt at det kan lyde lidt på hovedet, men jeg kan faktisk godt lide at se det pæne glansbillede som du præsenterer på bloggen. Jeg ved udemærket godt at det ikke altid er virkeligheden og at der også flyder med vasketøj hos dig – du er jo menneske som alle andre. Men det jeg vil sige er blot at jeg finder ro og inspiration i dine flotte glansbilleder, så de kan altså også noget – som når man får makeup på første gang et par måneder efter man fødte sin baby 😂 det er en balancegang mellem “pænt og opstillet” og “rodet og relaterbart” og den balancegang er du ekspert i 💪
Tak for mange års inspiration – jeg glæder mig til mange flere 🎉
Dejligt skriv<3
Jeg er SÅ enig i alt hvad du skriver! Jeg kunne ikke have skrevet det bedre.
Jeg har en pige på 1,5 år og finder meget inspiration i hvad Lily har på. Men også min egen stil er meget inspireret af Christinas. Jeg nød at bage påskekyllinge-boller og har også lavet gulerodskagen!
Tak for en fantastisk blog og må du (forhåbentlig) blive ved i mange, mange år endnu! :-)
Mange tak, kære Stine. Hvor er du bare sød altså. Du har fulgt trofast med i mange år, ved jeg. Det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Jeg er glad for, at jeg kan inspirere. <3 Bare kæmpe tak.
Kære Bonnie,
Mange, mange tak for din søde kommentar. Den betyder mere, end du aner. Jeg blev simpelthen så glad af at læse den. Tak. <3 Det er rigtig dejligt at høre, at du finder inspiration her hos mig og kan bruge det i din hverdag - hvad enten det er en dækkeserviet, shopping eller kagepynt. :)
Jeg vil have dine input i tankerne. Det er en god idé med den "curated selection", som du nævner.
Dejlig aften til dig.
Jaaa. Dine DIY guides var grunden til, at jeg startede med at følge dig fra start! Så mere af det🙌🏻
Jeg håber at du fortsætter med at lave videoer fra jeres ture og hverdag. De er hyggelige og giver en god følelse, særligt i disse lidt usikre corona-tider.
Tak for dig og din familie – det er skønt at følge jer.
Tak for de søde ord. Ja, jeg har fortsat planer om at lave videoer, men det er meget tidskrævende og kræver en del planlægning, så de kommer så ofte, der er mulighed for det. :)
Velkommen tilbage fra ferie :-)
Jeg vil bare sige, at de planer, du skitserer der, lyder super fine. Din blog er sådan en dejlig blanding af rigtig mange ting, jeg har lyst til at se og læse om: mode, børn, indretning, kreative projekter, opskrifter, hverdagsting, skønhed. Det er super med dine guides til ting, man kan gøre efter, om det så er håropsætning, aftensmad eller karse-kaniner :-)
Når man selv har to børn under 3, er det også rart med dine ærlige indblik i, hvor udfordrende det kan være nogle gange.
Bare mere af det hele og tusind tak herfra!
Mange tak. Hvor er det dejligt at høre. Tak for din kommentar. Den varmer meget. <3
Jeg synes, at alle dine idéer lyder så fine. Men især guiden til Østerbro er jeg vild med. Jeg er nemlig flyttet hertil i starten af sommeren, så jeg kunne godt bruge lidt inspiration til byen :)
Tak. Dejligt – velkommen til. Østerbro er den dejligste del af København, hvis du spørger mig. :)
Hej Christina! Jeg syntes helt klart at du skal fortsætte med bryllupsfortællinger, dem elsker/elskede jeg at læse. Gldelig tirsdag fra Sofia ;)
Dejligt at høre. God aften. :)
Det lyder så fedt! Glæder mig til at følge med.
Det er jeg glad for at høre. :)
Du skinner igennem alt hvad du deler, og det er derfor din blog er så fin ❤
Altid inspirerende at følge med i dit liv. Tak fordi jeg må.
Tusind tusind tak. Betyder meget at læse. <3
Jeg er helt vild med jeres videoer, så meget gerne flere af dem. De er så inspirerende og hyggelige :)
Skønt at læse. :)
Jeg er stor fan er dine DIY’s især som video. Generelt er jeg faktisk bare enormt begejstret for dine videoer på youtube, dem må der hjertens gerne komme flere af. Jeg kan også rigtig godt lidt når du deler “flot mad” så som pyntede kager eller små kyllingeformede brød. Jeg ikke så meget til collagerne, det virker en lille smule upersonligt for mig, jeg kan meget bedre lide når du selv viser dagens outfit frem, men det er jo smag og behag. Alt med lily og louis er også et stort hit! :-)
Dejligt at høre. :) Mange tak. Godt med lidt feedback.
Jeg elskede din DIY med at lave en gammel skjorte om til en børnekjole. Mere af det 😍👍
Tak. :) Tjek mit seneste IG post – der er lidt mere DIY.
Jeg husker engang, hvor du jævnligt delte forskellige håropsætningerne. Der gjorde jeg af og til kunsten efter (eller, jeg var ikke god til at sætte hår, så min mor gjorde det, når hun kom på besøg). Nu har jeg godt nok for kort hår til den slags, men jeg blev i hvert fald inspireret af dine håropsætninger, så mon ikke også andre gjorde <3
https://satinawandel.com/