God eftermiddag og glædeligt gensyn. ♥ Long time no see. Jeg har holdt ferie med min lille familie og taget en pause fra bloggen den sidste uges tid. Faktisk har den i stået mere stille de seneste måneder end nogensinde før – først pga. coronasituationen med to børn hjemme og dernæst ferie. Det har været dejligt at give mig selv plads til at give slip og holde fri, da man i min branche er evigt online og altid tænker på “det næste”. Idéerne flyver konstant rundt og tankerne står næsten aldrig stille. Jeg elsker det, men samtidig har det været sundt og godt at trække stikket for en stund. Overveje hvor jeg vil hen, mærke efter og blive inspireret på ny.

Jeg har gennemgået listerne i mine mange notesbøger her til formiddag (nogle helt tilbage fra 2015) for idéer til nyt indhold. De seneste år har jeg faktisk fundet en del inspiration i de lister, fyldt på og kommet med nye input, men jeg kan mærke, at listerne ikke længere inspirerer mig så meget. Vi skal lidt i en anden retning. Der skal nye idéer på banen. Jeg tager jer nu med i mine overvejelser, så I ved, hvad I har at se frem til og samtidig håber jeg, at I vil komme med input, hvis I har ønsker eller idéer til kommende indhold.

Jeg vil fortsat gerne tage jer med på “hverdagseventyr”, som bloggen har båret præg af det seneste års tid, dele fine collager til garderoben og indretningen, samt give ærlige indblik fra livet, men det skal spices op med indlæg, som er af en lidt anden type. Jeg er i øjeblikket drevet meget af det kreative aspekt og jeg vil gerne dele mere indhold med jer, som I kan “bruge” derhjemme eller i hverdagen – f.eks. et tip, en opskrift eller et DIY projekt. Indhold som I kan gøre kunsten efter ved symaskinen, i køkkenet eller i indretningen – for bare at nævne nogle stykker. Det kan også være indhold, som I kan inspireres af på en anden måde – som eksempelvis en fin frisure, inspiration til aktiviteter med børn, idéer til hudplejerutinen, boligen eller en “guide” til Østerbro. Tage jer mere med i vores tanker omkring boligkøb og dele erfaringer. Indhold som I får mere “ud af” andet end blot at efterlade jer med en rar og hyggelig stemning. Giver det mening? Jeg vil også gerne involvere jer mere, som jeg gjorde engang, hvor I viste jeres garderober og hjem frem og delte jeres bryllupsfortællinger.

Der er mange idéer og vi tager et skridt af gangen, men nu hvor børnene er startet i institution i dag, bliver der endelig tid til stille og roligt at føre dem ud i livet. Af hjertet tak fordi I følger med og har lyst til at bruge jeres tid her i mit lille univers, der havde 10-års jubilæum i maj måned. Jeg glæder mig til at tage jer med på nye eventyr.