Vi har vist alle brug for det – en frisk ny start! 2021 bliver året, skal vi ikke satse på det? Dette år har været en hård nyser for os alle på den ene eller anden måde, men jeg håber og tror på, at vi går en lys fremtid i møde. Skal vi ikke aftale, at 2021 bliver vores allesammens år? Det eneste jeg købte til Black Friday var to champagneglas, som jeg havde haft i kikkerten i månedsvis. Med dem har vi netop i weekenden skålet for det nye hus. Til nytår vil vi skåle for en ny begyndelse. For færre bekymringer og flere eventyr. Jeg håber, I er med på den… ;)

Christoffer og jeg har ikke rigtig haft tid til at læne os tilbage, se hinanden i øjnene og fejre købet af vores hus før i weekenden. Det har mere været: “Skat, vi skal lige have skrevet under på det med banken i din frokostpause” og “Kigger du lige på ejerskifteforsikringen, når børnene sover?“… Praktik, I ved. Det gik pludselig så stærkt, at vi ikke helt forstod, at vi egentlig havde købt et hus og så skulle de sidste brikker falde på plads. Hverdagen rullede, madpakker, bleer og børn. I weekenden hev vi endelig en flaske champagne frem og skålede for nye eventyr. Og hvad er bedre end et glas bobler? – Et glas bobler med chokolade on the side! ;) Jeg ELSKER chokolade og spiser det hver evig eneste dag – helst både efter frokost OG aftensmad… Christoffer mobber mig lidt med min afhængighed, så nogen gange gemmer jeg papiret for ham i skraldespanden, haha… Kender I det?

Et af mine ultimative favoritmærker, når det kommer til chokolade er Green & Black’s. Det er virkelig kvalitetschokolade – simpelthen SÅ lækkert og intenst i smagen. Deres chokolade er både økologisk og lavet på Fairtrade-mærkede bønner fra Den Dominikanske Republik – to parametre jeg vægter højt. De findes i mange forskellige varianter – alt fra hvid til næsten kulsort. Mine favoritter er deres “Butterscotch” af mælkechokolade med knasende karamelstykker og deres “Sea Salt” på mørk chokolade med flager af havsalt. Ej, de er SÅ gode… Til et glas champagne eller vin foretrækker jeg de mørke varianter, som f.eks. deres “Dark chocolate 85% cocoa” med “Madagascan Vanilla”, yum. De kan alle findes hos blandt andet Føtex og Bilka og til ganske rimelige priser – omkring 25 kroner for en plade. De findes også i nogle fine kollektionsbokse, som indeholder mindre stykker af forskellige smagsvarianter – en rigtig fin gaveidé eller værtindegave. Det er virkelig luksuschokolade og jeg kan varmt anbefale jer at prøve det, hvis I vil forkæle jer selv eller én I holder af, men pas på – man bliver afhængig, haha…

Tilbage til 2021 – hvad har I af ønsker? Hvad har I savnet mest i løbet af 2020? Lad os lige give det nye år et skud positiv energi. Jeg kan lægge ud. :) Nu antager vi, at den vaccine snart er tilgængelig for os alle og Corona fordufter. Jeg glæder mig til den frihed, som vi ikke har haft i løbet af i år. Jeg glæder mig til at kunne kramme mine nærmeste uden at være påpasselig. Jeg glæder mig til at kunne besøge min familie i Jylland, som vi ikke har set i snart et år. At tage på eventyr i Danmark uden mundbind og metervis af afstand. Og så drømmer jeg om en tur til Sydfrankrig eller Italien med min lille familie. Måske leje en autocamper og have vores eget lille hjem med på hjul. Nu er det jeres tur – hvad drømmer I om? :)