Baby worries
Der er et emne, som jeg gerne vil vende med jer… Det handler om at bekymre sig – sådan lidt for meget. Generelt har jeg altid haft en tendens til at bekymre mig. Bekymre mig om min familie og dem jeg holder af har et godt helbred. Her i graviditeten har jeg også været lidt urolig. Først urolig for om vores baby var sund og rask. Senere hen urolig for om hendes hjerte stadig slog i de tidlige uger, hvor jeg endnu ikke kunne mærke liv. I øjeblikket går min bekymring mest på (jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det), hvis hendes navlestreng skulle få viklet sig rundt om et ben eller hals og derved kappe tilførslen af ilt og næring over. Jeg ved godt, at det sker utrolig sjældent, men alligevel flyver tankerne rundt i mit hovede. Jeg har hørt, at det er helt normalt at have det sådan og det starter fra det sekund, man står med en positiv graviditetstest. Man skal “bare” lære at håndtere bekymringerne og ikke lade dem tage overhånd. Men hvordan gør man lige det? Bekymrer I jer også lidt for meget? Hvordan lærer man at styre tankemylderet? Jeg er ikke helt nået til det punkt.
There is a topic that I would like to discuss with you… It’s about worrying a little too much. Generally, I have always had a tendency to be worried about little things. Worry if my family and those I care about was healthy. During my pregnancy I have also been quite worried. Worried if our baby was healthy. Worried if her heart was still beating in the early weeks when I could not yet feel her movements. Currently I’m mostly concerned (I can hardly write it), if her umbilical cord should get wrapped around a leg or neck. I know that it happens extremely rarely, but the thought keep appearing in my head. I have heard that it is quite normal to have such thoughts and they start from the second you find out that you’re pregnant. You “just” have to learn to deal with the concerns and not let them take over. But how do you do that? Do you also worry a little too much? How do you learn to control your thoughts? I’ve not quite reached that point yet.
45 comments
Det er også mange ting at tumle med. Jeg er præcis samme type, og bekymrer mig generelt for meget. Det, der kan hjælpe mig er, at fokusere på gode minder/tanker når jeg kan mærke jeg er på vej ud af en tangent
Tillykke med det lille nye liv. Det er rigtigt, at det er helt almindeligt at bekymre sig, men når det er sagt, så er rådet om at leve med det ikke ret brugbart. Jeg har tre børn og var meget bekymret igennem alle graviditeter. Det overskyggede glæden og forventningen, og gjorde starten – og fortsættelsen – på forældrelivet sværere end det havde behøvet at være. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke gjorde mere for at komme med i nogle af de grupper for sårbare gravide, som jeg ved findes, eller talte med en psykolog. Det er jo ikke noget at tabe. Jeg håber, du bliver taget alvorligt og får støtte til at komme over bekymringerne, så du får verdens dejligst graviditet.
Jeg synes også det var virkelig svært til at starte med og tænkte til at starte med at jeg slet ikke kunne holde ud at sidste gang vi skulle se baby var til misdannelses scanning. Men så snart hun begyndte at sparke dagligt og møve rundt så forsvandt det helt og jeg var sikker på hun havde det godt. Samtidig hørte jeg hjertelyd hver gang jeg var til jordmoder og på den måde var jeg helt tryg ved at hun havde det godt 😊
Been there too..It’s annoying but you can’t help thinking about those horrible things that might happen to your unborn child. My boy is now four months and everything is fine but the fear that something happens just stays! I think that’s something every parent has to deal with for many years to come…
Jeg forstår dig simpelthen hen godt! Jeg er kun lidt over 15 uger henne og har ikke været bekymret indtil for nylig, hvor jeg fik det dårligt og begyndte at fryse og få ondt i hovedet. Straks blev jeg bekymret for babyen og nu har jeg og min mand besluttet os for at købe en scanning for at tjekke om alt er ok. Det er egentlig også fordi vi snart skal på bryllupsrejse og vi vil gerne sikre os at alt er i orden, inden vi tager afsted! Er sikker på at jeres pige har det godt, masser af kram <3
I hear you! 😅 Jeg bekymre mig også og tænker rigtig meget. Jeg er 21+4 i dag og selvom jeg godt ved jeg ikke skal mærke liv hver dag endnu, så bliver jeg næsten bange hvis jeg ikke lige får et lille puf eller noget i løbet af dagen! Tror det er en del af processen :) Jeg tænker også, at det er bedre at bekymre sig end at være ligeglad 😊
Jeg har det præcis ligesom dig. Jeg har også altid bekymret mig lidt for meget om dem, der betyder noget for mig. Jeg blev mor som 22-årig og har nu en dreng på 6 år. Jeg er stadig bekymret. Jeg tror, at det er en følelse, som hører med til det at blive forælder, og nok egentlig noget, som man bliver nødt til at vænne sig til. Bekymringerne udvikler sig i takt med, at barnet udvikler sig. Jeg er alenemor nu, og jeg bekymrer mig meget, når min søn er hos sin far. Ikke fordi, jeg ikke tror, at han har det godt, men fordi jeg ikke selv kan styre, hvad der sker. Jeg havde det på samme måde, da han startede i dagpleje, senere børnehave, de første legeaftaler, og mon ikke det kommer igen til sommer, når han skal starte i skole :) Bekymringen fylder dog heldigvis mindre, jo mere jeg ser, der går godt.
Jeg har bearbejdet det ved at snakke med mine nærmeste om det. At sætte ord på bekymringerne har gjort rigtig meget for mig, og så brugte jeg i starten min mødregruppe rigtig meget. De havde de samme bekymringer. Det at mærke, at andre havde det på samme måde, fik mig til at indse, at det er en helt reel og helt okay følelse. Heldigvis oftest ubegrundet. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det bliver det samme for dig, men jeg er de seneste år blevet vanvittigt godt til at se min bekymring og vurdere, om den er begrundet eller ubegrundet. Hvis den føles begrundet reagerer jeg på den, og hvis jeg inderst inde godt ved, at den er ubegrundet, flytter jeg mit fokus hen på noget andet – på alt det gode.
Det blev en lang smøre, som jeg ikke aner, om du kan bruge til noget, men jeg kunne simpelthen bare lige identificere mig selv i det, du skrev :)
/Stine
Jeg vik bare lige tilslutte mig det du skriver. Min dreng er dog kun 7 mdr, men er helt enig i at bekymringerne udvikler sig i takt med ham. Jeg tænker, nøjagtigt som du siger, at det hører med til tilværelsen som forælder, og at det langsomt bliver lettere at bære, fordi man netop bliver bedre til at vurdere de reelle og de ikke-reelle bekymringer.
Jeg var meget bekymret gravid – hos mig var det mest ift mad, køkkenhygiejne, listeria og toxoplasmose. Hos mig hjalp det rigtig meget at acceptere, at jeg nogle gange var lidt tosset. Og så at sætte ord på det overfor min jordemoder og min kæreste. Og det gik først over, da jeg havde født :) Nu er jeg bare almindelig mor-bekymret ved sygdom osv.
Hej Christina
Jeg har selv en til tider voldsom bekymring for mine to piger. Jeg læste på et tidspunkt “Kvinde hvorfor græder du?” Af Katrine Lilleør, hvor hun også skriver omkring moderskabet og de kvaler det giver os. Når der i biblen står “i smerte skal du føde dine børn” refereres der i overført betydning til, at der fremadrettet også er meget smerte forbundet med moderskabet. Fra det øjeblik vi mærker det lille nye liv, er vi bundet sammen i glæde og smerte OG bekymring. Jeg synes, der er noget enormt smukt i disse ord og det lindrer mig, at der til alle tider har været disse helt naturlige og modsatrettede følelser forbundet med moderskabet. Det er derfor vi er så (skide) vigtige for de unger og hinanden, når vi bliver mødre. Stort tillykke med et helt nye register af følelser, der melder sin ankomst i din tilværelse. Kh og tanker fra Tina
Jeg kender godt det tankemylder du beskriver. Jeg har to børn, og det bliver kun værre ;) Jeg har også en angst diagnose, hvor tankemylder tager overhånd og har fysiske symptomer med i tasken. Jeg har lært en række teknikker til at give slip på de tanker når de fylder for meget. Der er små klip på psykiatrifonden lige her http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/3-led-angsten-paa-afveje.aspx – også selvom man ikke har en diagnose eller det der minder om en sygelig tilstand tror jeg det er rigtig vigtigt at tage ens psykiske helbred alvorligt. Fx en tanke man ved er ulogisk og skadelig. Selvfølgelig er der bekymringer, men de skal ikke fylde for meget!
Kæmpe kram forresten, jeg kender det godt!
Jeg synes (også) at graviditeten er en bekymringsfuld tid, så kan sagtens følge dig.
I denne graviditet går det lidt bedre for mig, og jeg tror det handler om, at jeg nu ved at min krop er i stand til at bage en baby.
Har ingen gode råd, men vil blot sige, at det for mit vedkommende blev SÅ meget bedre, da Saxo først var ude. Så altså det at man bekymrer sig i graviditeten er ikke ensbetydende med, at man bliver en overbekymret eller super pylret mor : ) Jeg er SÅ meget mere vild med at være mor, end at være gravid, og jeg bliver aldrig hende, der savner maven eller længes efter graviditeten. Næ nej, bare stik mig en sund og rask baby <3
Jeg tænker også, at det er en typisk første gangs følelse, anden gang var jeg slet ikke nervøs, for jeg viste jo hvad det hele ville ende med – en skøn og smuk baby<3
Jeg var også meget nervøs første gang, hvilket desværre var ret stressende til tider.
Forestiller mig også, at de må blive nemmere anden gang, når man ved, at det har ladet sig gøre før. <3
Jeg tror egentlig, der er mange flere end man tror, der har det præcis sådan som du beskriver, i store dele af deres graviditet. Måske særligt dem, der godt kan lide lidt kontrol normalt. Jeg havde det i meget høj grad første gang jeg var gravid og det var helt forfærdeligt i perioder. Jeg var skiftevis meget nervøs for, at han skulle dø i maven og at han fejlede noget alvorligt. De sidste uger var jeg særligt meget opmærksom på, om jeg mærkede liv, da jeg meget gerne ville reagere hurtigt, hvis han blev “svagere”, så man måske kunne nå at få ham ud “i sikkerhed”. Jeg lærte aldrig helt at kontrollere det, men mindede ofte mig selv om, at sandsynligheden jo er lille for at noget går galt – og vigtigst af alt – jeg kan ikke gøre noget ved det! Det sidste var nok det, jeg havde svært ved at acceptere. Det hele blev meget bedre, da han først var født. Jeg var ikke specielt pylret, da han først var ude. Og i min anden graviditet var det kun en brøkdel af de bekymringer, der havde været i den første. Så ikke så mange gode råd – men du er ikke alene! Måske er du nok allermest bare er blevet mor allerede – med alle de tanker og bekymringer der følger med – også selvom baby stadig er i maven!
Dejligt at høre dine tanker. Tak! Man får ofte at vide og læser om, at man skal mærke liv hver dag og lægge mærke til, om aktiviteten er som de foregående dage… Og pludselig kan man blive i tvivl, om hun nu er lige så aktiv som normalt. Rart at høre, at det ikke kun er mig, der bekymrer mig lidt rigeligt.
Jeg kender godt til den følelse. Kender du til den teknik med den lyserøde elefant? Den bruger jeg selv tit nemlig. Hvis nogen siger til dig du ikke må tænke på en lyserød elefant, kommer du automatisk til det. Istedet for at tænke på en lyserøde levende elefant, kan man så istedet forestille sig en plastik elefant, give den lov til at være i tankerne. På samme måde kan man gøre med alle andre ting man ikke vil tænke på. Hvis du bekymrer dig om hendes ve og vel, så tænk det er okay at de tanker er der, de behøver ikke at forsvinde helt. På den måde er det lettere at give sig selv lov til at være bekymret, uden at det tager styring over ens liv. Jeg ved ikke om det gir mening? Det virker hvertfald for mig hvis jeg bekymrer mig, er bange eller ked af det <3
Den kendte jeg faktisk ikke, men det giver god mening.. Tak for det, Julie. <3 Sødt af dig.
Jeg har termin en uge efter dig med vores første barn & jeg kan så utrolig godt følge dig mht. bekymringerne… Den nyeste bekymring, i takt med at man kan mærke at hun fylder mere derinde og pladsen måske bliver lidt mere trang, er ligesom hos dig, at hun får viklet sig ind i navlesnoren. Har stadig ikke lært at være helt rolig omkring det, så har desværre ingen gode råd. Bare lige sige, at vi er flere :) Juni kan næsten ikke komme hurtigt nok :)
Dejligt at høre at vi er i samme båd. <3 Selvom det ikke er den mest behagelige båd at befinde sig i, haha... Det er bare rart at høre, at jeg ikke er alene om de tanker. Og stort tillykke til dig også.
Man siger det højt, og fortæller andre om sine bekymringer. Alle der har været gravid har prøvet den overvældende følelse så del endelig følelserne med nogen.
I min første graviditet var jeg skrækslagn for om vi nu kunne passe sådan en lille væsen godt nok.
Anden gang havde jeg det ligesom du har det nu, hvor jeg havde så svært ved at overbevise mig selv om at baby var sund og rask og alt var som det skulle være i babyhulen.
Begge gange er alt gået lige som det skulle, men bekymringerne slipper man aldrig rigtig af med som forældre heller ikke selvom de er 7 og 3 år.
Det har du ret i, Maja. Det hjælper at tale om det… Det kan jeg også mærke. Ikke mindst hjælper det meget at høre jeres historier. <3 Tak!
Jeg havde samme bekymringer (og heldigvis for at man bekymrer sig), inden jeg fik mit første barn i august. Men de bekymringer stopper aldrig; så er afføringen grøn, baby spiser mindre end normalt. Så skal man (åh nej, kan næsten ikke tænke på det…) pludselig undvære dem og tænker kun på, om de har det godt, savner mor og far osv… Og endnu værre når de rigtig skal ud i livet på egen hånd. Shit! Det ligger nok instinktivt til os at bekymre sig – men det er jo blot fordi, kærligheden er så ubeskrivelig stor for det lille menneske.
Jeg tænkte også så meget på det med navlesnoren rundt om halsen og snakkede med min jordemoder om det. Hun sagde, at navlesnoren kan give sig heeeelt utroligt meget, og desuden trækker baby i maven jo ikke vejret gennem mund og næse, som vi gør, så derfor kan… ja, det du også er bekymret for… egentlig ikke rigtig lade sig gøre.
Tak for en god blog – du er så fin gravid, og jeg nyder at følge med herinde <3
Stort tillykke med din første baby. ;) Jeg glæder mig helt utrolig meget til, at hun er ude. Men forstår dig godt – så opstår der helt sikkert nye bekymringer! Det er nok også bare fordi, jeg har hørt så mange skrækhistorier med den navlesnor, at jeg ikke kan lade være med at tænke på det.
Det er heller ikke så meget, om den vikler sig rundt om lige præcis halsen – det er mere om den vikler sig rundt om en eller anden kropsdel eller slår knude på sig selv… Jeg skal nok “bare” prøve at slå den tanke væk. Jeg er ellers normalt meget positiv, men lige det her synes jeg er svært ikke at bekymre sig for meget om. :)
Tak fordi du deler dine tanker. Og tak for de søde ord. <3
Hej Christina.
Jeg kan genkende ALT hvad du skriver, fra da jeg selv var gravid med min søn. Jeg tænkte hele tiden, at når han bare var ude hos os, når graviditeten og fødslen var gået godt, SÅ kunne jeg endelig slappe af. Så var han her og jeg var ikke den eneste som skulle mærke og føle om alt var som det skulle være. MEN – som du nok har hørt – bekymringerne starter først når den lille kommer ud! Jeg (og min kæreste) blev så overvældede over den orkan af bekymringer som rammer sammen med forældreskabet, nærmest i det sekund du får den lille i armene. Man drømmer bare om at kunne putte den lille tilbage i maven igen, hvor den er tryg og mæt og tilfreds :) Jeg skriver det ikke for at sige “bare vent”, men for at sige at de bekymringer du føler nu, de er en forsmag på den bekymring som vil følge dig fra nu af og resten af dit liv – det er en lille side gift når man får et barn er jeg bange for. Så istedet for at ville styre tankemylderet, så tror jeg at du istedet skal bruge roen inden babyen på at tænke på hvordan du vil leve med den. Dine bekymringer nu er nok mest af alt dit sind som begynder at vende sig til at elske – og dermed bekymre dig for – jeres lille nye menneske <3
Hej Anna,
Tak fordi du deler dine tanker. <3
Du har nok ret - bekymringerne bliver garanteret ikke mindre af at få baby i armene. Lige nu tænker jeg bare, at når hun kommer ud, kan jeg i det mindste se, hvad der foregår.
Det er ikke alle der har det sådan. Jeg synes min første graviditet var utrolig bekymringsfuld. Lige så snart min søn var ude af maven, kunne jeg slappe af og alt blev godt <3
Jeg fødte i november vores første barn, og bekymrede mig også noget så forfærdeligt hele graviditeten igennem. Jeg kunne ikke leve med bekymringerne, så min kæreste og jeg købte 4 ekstra scanninger, for at sikre os, at alt nu stadig var som det skulle være. Det var en dyr fornøjelse, men jeg ville gøre det igen, uden at blinke. Du kan ikke sætte en pris på sjælefred 😊
Hvor er det rart at høre, at jeg ikke er alene. Vi har også købt nogle ekstra scanninger for at få lidt ro i sjælen. ;) <3
……. Og velkommen som forældre ! Det stopper aldrig …… Jeg har 1 på 23 og 1 på 20 år og bekymringerne bliver bare større med alderen. Man lærer at leve med dem, da de jo er en del af livet og naturligt når man elsker med den kraft man nu gør, når man har børn. Men de er det hele værd :))
Åh altså… Du har nok ret. :) Jeg må lære at leve med dem, haha…
Jeg havde en fantastisk jordmoder, som fortalte mig at mine bekymringer for livet i maven var en vigtig del af den mentale forberedelse til at blive forælder, og at bekymringerne derfor var med til at gøre mig til en god mor.
Tak. Det håber jeg. <3
Jeg ved, det er lidt et “vovet” forslag at komme med, men jeg vil virkelig anbefale dig at overveje en psykolog med speciale i kognitiv terapi. Jeg har selv gået hos en i et år nu (for jeg har også altid bekymret mig om ALT – også alle de ting, jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved), og det har været en kæmpe hjælp at snakke med en og få nogle værktøjer til at identificere nyttesløse bekymringer! Jeg er selv gravid nu (16+0) og selv ret bekymret, men takket være de værktøjer, jeg har fået hos min psykolog, kan jeg heldigvis forholde mig lidt mere konstruktivt til nogle af mine bekymringer (selvom jeg aldrig tror, man bliver helt bekymringsfri som gravid/mor :)). Jeg vil slet ikke turde tænke på, hvordan jeg ville have haft det nu uden det sidste år hos min psykolog!
Åh jeg har haft det præcis lige som dig. Bekymret for alt hvad der kan gå galt under graviditeten med det lille pus <3 Jeg var også ekstremt bekymret for det med navlestrengen (og 10.000 andre ting). Jeg sidder idag med en sund og rask dreng på knap 3 uger og så virker alle bekymringerne i graviditeten pludseligt så åndssvage… (men så kommer der andre bekymringer til xD ).
Jeg gik faktisk til psykolog under min graviditet fordi bekymringerne tog overhånd og blev til angst. Hun lærte mig at jeg skulle tænke tankerne til ende – 'hvad er det du er bange for og hvad er det værste der kan ske'. Når tankerne er tænkt til ende skal man lære at acceptere at bekymringen/angsten er der og at den er en del af dig lige nu :)
Jeg ved ikke om det giver mening for dig – men det gav mig lidt ro på. Det stressede mig at jeg prøvede at tænke rationelt og lige som dig sige til mig selv 'det sker jo så sjældent'. Det var bedre for mig at acceptere den her frygt og lære at den var en del af mit liv nu (dog uden at den skulle få lov til at fylde).
Er sikker på at alt kommer til at gå så fint for jer og jeres lille pige <3 og det er helt naturligt med de bekymringer – særligt i den første graviditet (har jeg hørt)
Perhabs you can talk to your Baby about your worries. The baby can feel that you don’t feel well but it helps if you talk to her about it.
My mom always said that the biggest fear you have when when you have a baby and she was right. I’m scared twice and with my age and children are afraid to excavate. Fear won’t get rid of, but you mustn’t yield to it. Now, be especially calm and cool, it makes a good baby and you. Have a nice day
Your so sweet. Thanks for your advice! <3 It means a lot to me. Have a lovely Sunday evening.
Jeg blev selv mor for snart fire måneder siden, og jeg var også én stor omvandrende bekymring fra dén dag, jeg stod med en positiv graviditetstest. Det er lige ved, at det er de medfølgende bekymringer, der er hårdest i en graviditet.
Jeg har det lige som dig – jeg er generelt lidt den bekymrede type, som, netop som du skriver, bekymrer sig om mine nærmestes helbred. I nogle perioder er det værre end andre, og for at være ærlig er det desværre blevet forstærket en smule efter, at vores datter er kommet til verden. Nu betyder det mere end nogensinde før, at mine nærmeste er sunde, raske og godt tilpas. Jeg har svært ved at slippe bekymringerne, og det er faktisk en smule hårdt og trist – jeg prøver igen og igen at sige til mig selv, at bekymringerne på ingen måde gavner mig. Jeg skal tænke positivt og fokusere på alle de sindsygt gode ting, der sker – store som små.
Jeg tror altid, at bekymringerne vil være der (i én eller anden grad) for mit vedkommende – jeg tror det er en del af dén person, jeg er. Men jeg forsøger virkelig at arbejde på at kunne kontrollere bekymringerne. Desværre har jeg endnu ikke fundet “opskriften” på, hvordan bekymringerne styres bedst og hvordan, man sikrer, at de ikke løber afsted med én, men forhåbentligt kommer jeg stille og roligt tættere og tættere på at kunne styre tankemylderet, som du beskriver det, og mest af alt fokusere på alt det positive – fordi det er der meget af, særligt når man bliver forældre <3
Jeg tror det er en ting, der hører med til at være forældre. Når denne bekymring går over finder du en ny og sådan tror jeg altid det vil være resten af vores liv. Min erfaring med min søn på 3 og datter på 1 er i hvert fald, at den ene bekymring tager over for den anden og har gjort det siden jeg stod med en positiv test :)
Hi,
I’ve heard mindfulness is really good for controlling ones thoughts for a number of things like stress and depression etc. There are courses and books which you can use for mindfulness.
I’m sure your baby will be fit and healthy, try to stay positive.
Hugs,
Tracey x
Jeg tror det er nemmere at bekymre sig, desto flere oplysninger man kan læse sig frem til i bøger og på nettet… Så luk ned for det!!! Jeg sprang personligt alle de der negative ting over når jeg læste i div. børnebøger (11 år siden, så det var mere bog end Google ;o)
Man skal tænke på at der er bekymringer hele livet, og de kan føles enormt store når det drejer sig om ens barn, som er det ALLER ALLER vigtigste i hele verden. Så man bliver nød til at sparke sig selv bag i og sige at bekymringerne ikke skal tages på forskud. Og jeg tror at jo tættere du kommer på fødslen, jo mere erstattes bekymring om barnets ve og vel af spændning over selve forløsningen :o)
Kære Christina, hvis du har det godt, har din baby det også godt – det var mit motto gennem hele graviditeten.
“Calm mama, happy baby” (der er faktisk skrevet en bog med denne titel, som jeg kan anbefale)
Mvh. Mor til Agnes på tre mdr.
Jeg havde det lige som dig, nok bare endnu værre. Jeg gik i Kendt Jordmoder ordning i Aarhus hvor man får en tilknyttet fast jordmoder og man kan få ugentlige snakke vedr ens bekymringer. Jeg fik også ugentlige trygheds sacnninger helt indtil uge 32. Men jeg var også ANGST for at der skulle ske min datter noget i maven, så jeg ikke turde tro på hun kom og turde ikke knytte mig til hende mens hun var i maven. Nu er hun 11 mdr og vi har det fantastisk, men da jeg var gravid havde jeg det så dårligt. Hvis du er mere end blot bekymret og slet ikke kan slå tankerne væk, ikke gå på arbejde osv, så synes jeg du skal gøre noget mere. Ellers så tag nogle gode snakke med din mand, din mor, køb dig til en ekstra scanning en gang imellem :) Jeg er sikker på det hele nok skal gå <3 Tak for en skøn blog! /Sara.
Det er vist noget der følger med det at blive mor. Bekymringerne bliver i hvert fald ikke mindre efter de er blevet født :-)
Man må bare se det som en positiv egenskab, og så prøve at stoppe tankemylderet når det tager overhånd.