Da min far og søster kom gående ind i kirken, vrææl… ♡
Se lige min søsters nederdel… – Er den ikke fantastisk? Den er lavet af vintage-tyl og har både hvide, lysegrå og lyseblå nuancer.
Efter vielsen gik vi ned til Nordhavn, hvor vi blev hentet af en Nettobåd, de havde lejet, som sejlede os over til Refshaleøen.
Min søde nevø, Elias, fik lov at være kaptajn.
Min mor & mig.
I stedet for bryllupskage, blev der serveret bryllupskys med glimmer. Så fin en idé, synes jeg.
Ham her. ♡ Vi var til bryllup samme sted sidste år hos Emily og Nikolaj. Vi fik taget nærmest samme billede, jeg var højgravid og to timer senere gik vandet. Det var lidt syret, at være der igen. :) Se sidste års billede & læs første del af min fødselsberetning HER. Anden del kan læses HER.
Verdens smukkeste brud… ♡
Fordi min søster havde en stor tylblomst på nederdelen, som fyldte en del, valgte hun i stedet for en traditionel brudebuket en blomst der blev bundet om håndledet. Sådan en fin detalje.
Bordene var så fint dækket med rå tallerkener og feminine krystalglas. Mine søskende har altid kaldt mig Stina. :)
Festen blev holdt på Pladeværkstedet på Refshaleøen. Det er virkelig en fed location…
Tak for den fine respons på videoen fra min søsters bryllup. :) Jeg tog også en masse billeder i løbet af dagen og her er nogle stykker af dem. Hvis der er én post, som jeg synes, man skal prioritere højt til et bryllup, så er det at få en fotograf og en videograf. Jeg ved godt, det måske lyder voldsomt og det er en af de dyreste poster, men når dagen er overstået, er der kun billeder og film tilbage, som kan understøtte alle minderne. Da jeg så vores billedmateriale og filmklip igennem efter brylluppet, var der en hel masse, jeg allerede havde glemt og klip fra epsioder, hvor jeg ikke selv havde været til stede. Det er så hyggeligt at have til at mindes den store dag. :)
Acie og hendes mand, Mads, havde forleden inviteret til middag i deres hyggelige have i Rungsted. Det var sådan en dejlig aften og drømmen om hus og have vokser virkelig på mig, hver gang vi kommer på besøg. Vi må se, hvad tiden bringer… :) Koneklubben aka Emily, Cathrine, Acie og jeg var samlet igen og man skulle næsten tro, vi havde aftalt farveskalaen på tøjet den aften. Vi passede ihvertfald rimelig godt sammen, haha…
De serverede et overdådigt tapasbord, haps… Meget af maden var købt hos Gourmandiet på Østerbro, hvis I skulle spørge fra nogen. :)
Mens vi prøvede at stille op til et billede, blev vi distraheret af…
En paparazzi aka Nikolaj (Emilys mand), som synes det var lidt morsomt, at Christoffer agerede fotograf i ægte Insta-husband stil, haha…
I mellemtiden fik Lily splittet pusletasken ad. Hvem behøver en puttekasse, når man har sådan én… ;)
Det var simpelthen så hyggeligt at være samlet igen. Det er nogen gange svært at finde tid i kalenderen til, at vi alle kan ses, men det er så dejligt, når det kan lade sig gøre. Som I ved, brygger vi jo på en bryllupsbog, som udkommer inden alt for længe… Vi glæder os helt vildt og håber I vil tage godt imod den. Jeg skal nok fortælle mere, når vi har en dato for udgivelse. :)
Puha, sikke en forskrækkelse vi fik os i går. Det er svært at se på billederne fra i aftes, hvor vi spiste aftensmad i gården og humøret var højt, men situationen var en helt anden, da vi skulle i seng i går aftes. Lily har haft høj feber i tre dage, men i går morges var hun sig selv igen og feberen var forsvundet. Hele dagen igennem var hun mere pylret end normalt, men jeg var sikker på, at det var en efterreaktion på feberen. Da hun skulle puttes om aftenen, var der bare intet, der fungerede. Vi forsøgte at putte hende i næsten fire timer uden held… Hun græd og græd og blev bare mere og mere ked af det. Som om noget gjorde ondt? Til at starte med tænkte jeg, om det kunne være tandfrembrud, men hun har aldrig været generet af det før og jeg havde svært ved at forestille mig, at det kunne give en så voldsom reaktion.
Hun virkede kold, men var samtidig fugtig på panden og helt bleg i kinderne. Vi kunne slet ikke kende hendes opførsel. Jeg blev mere og mere bekymret. På det tidspunkt var vi så langt ude, at jeg var bange for, om det kunne være meningitis… Også fordi hun tog sig til hovedet, som om hun havde hovedpine, og ikke mindst fordi hun dagen forinden havde haft noget udslæt på ryggen, hvilket kan være tegn på det. Vi ringede 1813, men de mente ikke, der var grund til bekymring og påpegede, at det kunne være 3-dages feber. Normalt er det bare ikke forbundet med smerter, så det havde vi svært ved at forstå. Jeg tog efterfølgende hendes temperatur, som var faldet til 35,2 grader på trods af, at hun havde både nattøj og dyne på. Vi ringede igen og nu forstod de alvoren i det og bad os om at komme ind til akutmodtagelsen på Rigshospitalet. Klokken var på det tidspunkt 04 om natten.
Hun blev undersøgt i hoved og hale, fik taget blodprøver, målt blodtryk og iltmætning i blodet… At få taget blodprøve, når man er 1 år gammel, blive holdt fast og stukket i er bare slet ikke sjovt. Heller ikke for forældrene, skulle jeg hilse og sige. Det ramte mig lige i hjertet. Vi var der helt til kl. 06 om morgenen for at vente på svar fra prøverne og på det tidspunkt virkede det som om, hun havde fået det lidt bedre. Alle prøver var heldigvis normale og de kunne ikke sige, hvad det skyldtes. Det var en stor lettelse, at der ikke var tegn på infektion, men samtidig en underlig følelse at gå derfra uden et svar… Her til morgen var hun helt sig selv igen, temperaturen havde reguleret sig og hun smilede og grinede som sædvanlig. Man bliver nok mere hårdhudet med årene, men det var virkelig svært at se hende have det så skidt. Jeg havde lige brug for at dele det med jer. Er der nogen af jer, der har oplevet lignende?