Puha, sikke en forskrækkelse vi fik os i går. Det er svært at se på billederne fra i aftes, hvor vi spiste aftensmad i gården og humøret var højt, men situationen var en helt anden, da vi skulle i seng i går aftes. Lily har haft høj feber i tre dage, men i går morges var hun sig selv igen og feberen var forsvundet. Hele dagen igennem var hun mere pylret end normalt, men jeg var sikker på, at det var en efterreaktion på feberen. Da hun skulle puttes om aftenen, var der bare intet, der fungerede. Vi forsøgte at putte hende i næsten fire timer uden held… Hun græd og græd og blev bare mere og mere ked af det. Som om noget gjorde ondt? Til at starte med tænkte jeg, om det kunne være tandfrembrud, men hun har aldrig været generet af det før og jeg havde svært ved at forestille mig, at det kunne give en så voldsom reaktion.

Hun virkede kold, men var samtidig fugtig på panden og helt bleg i kinderne. Vi kunne slet ikke kende hendes opførsel. Jeg blev mere og mere bekymret. På det tidspunkt var vi så langt ude, at jeg var bange for, om det kunne være meningitis… Også fordi hun tog sig til hovedet, som om hun havde hovedpine, og ikke mindst fordi hun dagen forinden havde haft noget udslæt på ryggen, hvilket kan være tegn på det. Vi ringede 1813, men de mente ikke, der var grund til bekymring og påpegede, at det kunne være 3-dages feber. Normalt er det bare ikke forbundet med smerter, så det havde vi svært ved at forstå. Jeg tog efterfølgende hendes temperatur, som var faldet til 35,2 grader på trods af, at hun havde både nattøj og dyne på. Vi ringede igen og nu forstod de alvoren i det og bad os om at komme ind til akutmodtagelsen på Rigshospitalet. Klokken var på det tidspunkt 04 om natten.

Hun blev undersøgt i hoved og hale, fik taget blodprøver, målt blodtryk og iltmætning i blodet… At få taget blodprøve, når man er 1 år gammel, blive holdt fast og stukket i er bare slet ikke sjovt. Heller ikke for forældrene, skulle jeg hilse og sige. Det ramte mig lige i hjertet. Vi var der helt til kl. 06 om morgenen for at vente på svar fra prøverne og på det tidspunkt virkede det som om, hun havde fået det lidt bedre. Alle prøver var heldigvis normale og de kunne ikke sige, hvad det skyldtes. Det var en stor lettelse, at der ikke var tegn på infektion, men samtidig en underlig følelse at gå derfra uden et svar… Her til morgen var hun helt sig selv igen, temperaturen havde reguleret sig og hun smilede og grinede som sædvanlig. Man bliver nok mere hårdhudet med årene, men det var virkelig svært at se hende have det så skidt. Jeg havde lige brug for at dele det med jer. Er der nogen af jer, der har oplevet lignende?

Jeg har talt meget om min søsters bryllup her på bloggen og vist en del billeder på Instagram. Derudover fik jeg også optaget en vlog på selve dagen, som I kan se ovenfor – med alt hvad den indebar lige fra morgenstund til de sene nattetimer. Det var sådan en fantastisk dag med både grin, tårer og sjove, søde og skøre øjeblikke – en dag jeg sent vil glemme. Nogen gange udgiver jeg mine videoer på Youtube, et par dage før de kommer på bloggen, hvilket også var tilfældet for denne, som udkom i søndags… Så hvis I vil se dem med det samme, kan I abonnere HER. Det vil jeg desuden sætte stor pris på. :) Jeg håber, I kan lide den.