…Fortsættelse – læs første del HER.
Vi kørte hjem fra brylluppet lidt over midnat og veerne var på daværende tidspunkt ved at tage godt til. Hver gang vi kørte over et bump på vejen, måtte Christoffer bremse helt op og køre over dem i sneglefart, fordi det gjorde så ondt. Da man højst må være i fødsel i 24 timer efter vandafgang, grundet risiko for infektion skulle vi en tur forbi Rigshospitalet om natten. Jeg havde nemlig en mistanke om, at vandet allerede var startet med at sive natten før, da jeg var vågnet ved, at der løb små dråber ned af mit ben. Inden vi kørte mod Riget, var vi lige hjemme og smide festtøjet, samt hente hospitalstaskerne – in case!
Vi blev henvist til venteværelset, hvor vi sad mutters alene. En mand kom traskende ind gennem rummet og han lignede ærlig talt én, der ikke havde sovet i 3 måneder. Kort efter kunne vi høre skrig og jammer fra værelset bag ham. Hans kone var uden tvivl ved at føde og det lød absolut ikke rart, haha… Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min tur lige om lidt, “Shit“.
Det var heldigvis ikke vandet der var gået natten forinden, men blot den yderste hinde, så derfor skulle jeg “bare” nå at føde inden kl. 19 næste dag, “easy peasy“. ;) Alt så fint ud, jeg var nu 2 cm åben og hun lå helt nede i bækkenet med hovedet den rigtige vej. Kl. 03:30 blev vi sendt hjem og fik besked på at komme igen kl. 08.30, “Se at få lidt søvn“. Jeg kunne dog slet ikke sove, da veerne nu kom med 4 minutters mellemrum og kun blev kraftigere for hver gang.
Da vi ankom om morgenen kunne de efter at have foretaget en hindeløsning konstatere, at jeg nu var 4 cm åben og fordi jeg havde haft vandafgang siden kl. 19 aftenen forinden, fik vi tildelt en fødestue med det samme. Efter nogle timer, foreslog jordemoderen, at vi gik en tur i parken, for at sætte ekstra skub i veerne. Det fortrød jeg dog hurtigt, for veerne tiltog og jeg kunne næsten ikke stå på benene, når de toppede og der var selvfølgelig ikke en bænk i miles omkreds, haha… Så jeg måtte nærmest hænge på Christoffer, når de var værst. Stakkels Christoffer. ;)
Det har hele tiden været et stort ønske at undgå al smertestillende medicin og medicin generelt, så da veerne senere var aftagende, blev der foreslået et vestimulerende drop. Det takkede jeg pænt nej til. Jeg var på daværende tidspunkt kun 5-6 cm åben og havde nu fem timer igen, før vi overskred de 24 timer. I stedet prøvede de med akupunkturnåle fra top til tå og det hjalp. Jordemoderen sagde, at hvis jeg ikke havde åbnet mig 1 cm indenfor den næste time, skulle vi til at tale om det vestimulerende drop. Det ville jeg virkelig gerne undgå, da jeg havde hørt, at det ikke er godt for barnet, kan gøre amningen sværere og så skulle det bare være sindssygt ubehageligt.
Kl. 15 fik vi fik ny jordemoder, som anbefalede, at jeg kom op og hoppe på en bold. Derefter satte vi musik på og så dansede jeg ellers rundt på stuen til “Habibi Awai” fra Gilli for at holde veerne i gang. ;) Det gjorde sindssygt ondt – en smerte jeg slet ikke kan beskrive, men jeg var villig til at prøve hvad som helst for at undgå det drop. Jordemoderen var mega cool og begyndte at danse med, haha… Efter en time blev jeg undersøgt igen og med lidt god vilje skønnede de mig til at have udvidet mig til små 7 cm. Jordemoderen gav mig endnu en form for hindeløsning og fortalte mig, at inden for en time skulle jeg have udvidet mig til mindst 8 cm.
Jeg kom i brusebad, som hjalp lidt på smerterne, men det var virkelig svært at stå oprejst i badet, da veerne var værst. Kl. 17.30 blev jeg undersøgt igen og var nu små 8 cm åben. Nu skulle det gå stærkt, for der var kun 1,5 time igen, før hun SKULLE være ude, hvis jeg ville undgå antibiotika. Herefter gik veerne nærmest i stå og kom kun meget sjældent. Jeg dansede fortsat rundt på stuen, for at sætte skub i dem, men uden held. Jordemoderen sagde, at hun ville komme igen kl. 18.30 for at gøre status. Jeg kunne godt høre på hende, at hun ikke troede, at jeg ville føde uden antibiotika. Selv med vestimulerende drop var det for sent, hvis det skulle lykkes inden kl 19. Det gjorde mig faktisk lidt ked af det, for det var jo ikke sådan, jeg ønskede det, men det var ikke noget, jeg selv kunne styre.
Tiden gik og der skete ikke rigtig nogen fremgang. Først da kl. var 18.20 kunne jeg pludselig mærke noget. Jeg kunne slet ikke være i min krop og følte, at jeg var nødt til at presse, “Hvad sker der her?“. Christoffer ringede efter jordemoderen, som kom farende ind. Hun undersøgte mig kort: “Christina, du er nu helt åben og er i aktiv fødsel, TILLYKKE!“. Både jordemoderen og jeg selv var helt forundrede over, hvor hurtigt det var gået til sidst. Jeg fik helt en klump i halsen af glæde – nu skulle det bare lykkes og det skulle gå stærkt! Desværre fik jeg kun pressetrang ved den første ve og de gik derefter helt i stå igen. De kom nu kun hvert tiende minut og under hver ve måtte jeg med ren viljestyrke presse for at få hende ud.
Klokken nærmede sig 19 og jeg gav den ALT hvad jeg havde. Det gjorde så hjernedødt ondt, men det skulle bare lykkes – jeg ville for alt i verden gerne undgå antibiotika. Tre veer tog det at få hende ud – helt præcist kl. 19.01. Det var simpelthen så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne inde. Tænk, at hun nu lå her. Tænk, at hun var vores. Jeg var SÅ lettet, glad og taknemmelig for, at alt endte godt. At hun var kommet sikkert til verden og fødslen endte, som jeg havde ønsket.
Det var virkelig en lang og hård fødsel og jeg tror, at en af grundene til, at det trak sådan ud var, at min krop var træt efter en lang dag med forberedelser og bryllup. Jeg havde ikke spist i næsten et døgn og var så træt. Christoffer var virkelig en kæmpe hjælp under hele fødslen. Han tog tid mellem veerne og fortalte mig, hvor lang tid jeg havde tilbage, inden den næste kom, han nussede mig på panden, klemte mine hånd, når jeg havde brug for det, og heppede på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. ♡ Det var min fødselsberetning. Jeg håber, I syntes det var hyggeligt at læse med. ;)
…Read the first part of my birth story HERE.
We drove home from the wedding around Midnight and after a quick change of clothes at home, we went to the hospital. Everything looked fine and the told us to go home and get some rest until 8.30 in the morning. I couldn’t sleep though as the contractions arrived at 4 minute intervals and only became stronger and more powerful each time. When we arrived in the morning they concluded that I was 4cm open and we were shown to a delivery room. As my water broke at 7 o’clock the evening before, I just had to give birth within 24 hours due to a higher infection risk, but that seemed pretty easy at that point, as we had plenty of time left. After a few hours my contractions kind became less powerful and they suggested me to get some vein stimulating medication. It was a big wish for me not to get any medication, so I said no thanks.
At that time I was 5-6 cm open and now we only had five hours left until 7 o’clock. They gave me acupuncture which helped a bit. The midwife said that if I had not opened 1 cm within the next hour, we had to talk about getting contraction stimulating medication. At 3 o’clock we got a new midwife, who recommended that I got up from bed and moved around as much as possible. We turned on the music and I started dancing around in the room. It hurt so bad, but I did everything I could. The midwife was very cool and started dancing as well, haha…
Within the next few hours I expanded slowly. At 5:30 I was 8 cm open. Now we were in a hurry as we only had 1,5 hours left until 7 o’clock where I would reach the 24 hours. The midwife told me, that she would have to give me antibiotics, if I hadn’t given birth before 7 o’clock. It seemed like she had lost hope. Finally, at 6.20 I could suddenly notice that something was happening. Christoffer called the midwife who came rushing in. She briefly examined me: “Christina, you are now fully open and in active birth, congratulations”. I got so happy! Unfortunately the contractions started to fade out even more, so I really had to give everything I had to push her out. It hurt so bad, but we were in a hurry, so I had to ignore the pain.
After three veins she was out – more precisely at 7.01 o’clock. I was simply so overwhelmed that I could not keep my tears inside. I couldn’t believe she was here now. That she was ours. I was SO relieved, happy and grateful that everything ended well. That she had come safely to the world and the birth ended as I wanted it. Christoffer was really a huge help throughout the birth. He took time between the contractions and told me how long I had before the next came, he squeezed my hand when I needed it and cheered on me. I couln’t have done it without him. ♡ That was my birth story. I hope you liked it. ;)
Dette billede blev taget kun to timer, før vandet gik og alt var på vej til at blive forandret for altid. ♡
I dag er det præcis en uge siden, at vandet gik. Den opmærksomme læser har måske allerede gættet, hvor det skete? Til Emily og Nikolajs bryllup, selvfølgelig. Koneklubben bestående af Acie, Cathrine og Emily havde joket med, at det garanteret ville ske til brylluppet og Rikke May havde med et blink i øjet lovet at tage imod, skulle det komme så vidt. Jeg havde grinet med på deres jokes, for det ville jo ikke ske. Førstegangsfødende går altid over tid. Sådan er det bare. Det havde jeg ihvertfald ladet mig fortælle.
Det hele startede lørdag morgen, tre dage før termin, hvor vi tog ud til bryllupslokationen på Refshaleøen, hvor vi havde lovet det kommende brudepar at hjælpe med at dække op og gøre klar. Der var knald på fra morgenstunden og vi løb rundt for at nå at få det hele klar inden brylluppet om eftermiddagen. Planen var at nå hjem og få en lur, inden festlighederne gik igang, men det trak ud med forberedelserne og da vi nåede hjem, fik jeg kjolekrise og nåede derfor ikke andet end at skifte tøj og smutte ud af døren igen. Set i bakspejlet havde min højgravide krop virkelig haft godt af en lur, så jeg havde været mere frisk til fødslen.
Brylluppet gik igang, de blev viet og vi satte os til bords. I løbet af middagen, da klokken var omkring 19, kunne jeg fornemme, at der begyndte at sive vand ud. Jeg kiggede ned og kunne se et par dråber, der havde ramt gulvet – “Shit, er det nu?“. Jeg skyndte mig ud på toilettet og fik derefter diskret hvisket til Christoffer, om han ikke lige gik med udenfor.
“Jeg tror måske, at vandet er ved at gå“. Christoffer så lettere forskrækket ud og vi gik ud på parkeringspladsen. Endnu en skylle kom væltende ud – denne gang en mindre vandpyt. Christoffer var klar til at køre hjem, men jeg syntes lige, vi skulle ringe til fødemodtagelsen og høre. Jordemoderen fortalte os, at jeg skulle vente og se det an, da man åbenbart godt kan have “tyndt udflåd i rigelige mængder”, som hun så sexet beskrev det, lige op til termin.
Vi satte os til bords igen efter jeg havde været ude på toilettet og fylde trusserne med en halv rulle toiletpapir, haha… Da vi sad ved bordet, begyndte jeg at få muren i underlivet og jag i lænden… Der kom mere og mere vand ud og jeg måtte ud og tømme endnu en rulle toiletpapir. Jeg kunne godt mærke, at der var noget i gærde, men jeg havde ikke lyst til at involvere resten af selskabet, da det jo var Emily og Nikolajs store dag og det skulle ikke tage opmærksomheden. Jeg blev siddende og prøvede at lade som ingenting og håbede på, at middagen snart ville være overstået. Veerne tog til, men vi blev alligevel og så brudevalsen og fik en stykke bryllupskage, inden vi kørte derfra ved midnat. På daværende tidspunkt var jeg ikke længere i tvivl om, hvad der var ved at ske. – Vores babypige skulle snart se dagens lys… Fortsættelse følger!
Today it’s exactly one week since my water broke. Some of you have maybe already gussed where it happened? At my dear friends Emily and Nikolaj’s wedding, of course. With three days until due date, I would never had thought, it could happen that early. We started the day at their wedding venue where we prepared the tables and got everything ready for their big day. Afterwards we quickly went home, changed clothes and drove back again. I was pretty tired and looking backwards my pregnant body would have loved a little rest before going into labour.
They got married and we sat down for dinner. After a while around 7 o’clock my water slowly started to run out – “Is it really happening now?”. I discreetly whispered to Christoffer to go with me outside. More water started running out. We called the midwife who told us to wait and see for a few hours as it could be false alarm.
We sat down again after I had gone to the toilet and filled my panties with half a roll of toilet paper, haha… When we sat at the table, I started to feel pain in my back and I could feel that something was happening. I did not want to involve the rest of the guests, as it was Emily and Nikolaj’s big day and it should not pay attention. I hang in until Midnight where I was no longer in a doubt what was going to happen… We were about to meet our baby girl… Will be continued!
Tiden stod stille, da vi i søndags blev forældre til verdens dejligste lille pige. Mit hjerte er ved at boble over af kærlighed til dette lille væsen og jeg kan næsten ikke være i min krop af lykke. Det er fuldstændig overvældende endelig at have hende her hos os og jeg føler mig simpelthen så heldig og taknemmelig for, at vi er blevet forældre til lige netop hende. Aldrig har jeg oplevet så stor en kærlighed – en kærlighed på en helt ny måde. Hun er virkelig sådan en dejlig og rolig pige, som vi bruger de første dage her på at lære at kende.
Jeg har siddet og kigget på hende nærmest non-stop, lige siden hun kom ud og jeg må næsten knibe mig selv i armen over, at hun virkelig er her nu. – At der rent faktisk var en ægte levende baby inde i min mave, haha… Vi har det alle rigtig godt på trods af en 24-timers lang og virkelig intensiv fødsel, som overraskende nok gik igang hele tre dage før termin. Jeg skal nok fortælle jer meget mere om forløbet, men til at starte med får I først et billede af vores lille guldklump på 3300 gram og 51 cm. Velkommen til verden, babypige.
Time stopped when this beautiful little girl entered our life on Sunday. My heart is overflowing with love for this little one. It is absolutely overwhelming to have her here with us and I feel so lucky and grateful that we have become her parents. Never have I experienced such kind of love. She’s really a sweet little girl and we spend the first days here to get to know her.
I have been sitting and watching her non-stop since she came out and it feels so surreal that she is finally here. – That there was actually a real baby in my stomach, haha… We are all doing very well in spite of a 24 hour long and really intensive birth which surprisingly started three days before due date. I’ll tell you more about everything, but first here is a picture of our little cutie pie with a weight of 3300 grams and 51 cm. Welcome to the world, baby girl.