{ Vores dejlige lejlighed gennem tiden }

Jeg synes, at jeg skylder en opdatering på vores boligjagt. Sagen er den, at vi stadig leder efter et nyt hjem. Det fylder enormt meget – også mere end jeg garanteret har givet udtryk for. Både mentalt – “hvornår sker det?“, man når at indrette potentielle huse og flytte ind i tankerne, forestille sig middage, jul og fødselsdage, lægge et bud og blive afvist. Det gør lidt ondt – drømmene braser og man må op på hesten igen. Det er sket et par gange. Samtidig fylder det også i den mere fysiske forstand. Det er tidskrævende at søge bolig – tage til fremvisninger og åbent hus, have dialog med mæglere, bank, lave beregninger, photoshoppe idéer i potentielle huse, osv. Det optager os enormt meget. Jeg kan forstå, at I er flere i samme situation, mens andre af jer blot synes, at det er en spændende proces. Derfor vil jeg gennem en lille føljeton tage jer mere med i vores søgen, overvejelser, tanker, udfordringer og valg i jagten på drømmehuset. I dag vil jeg indvie jer i, hvordan vi nåede frem til, at det skal være et hus og ikke en større lejlighed og hvad vi har gjort for at komme videre.

Hus versus større lejlighed
Vi bor i en andelslejlighed på 90 kvadratmeter og det er ikke fordi, at vi er ved at blive skubbet ud gennem bagtrappen, men vi drømmer om noget større. Et sted hvor børnene med tiden kan få hvert deres værelse. Et sted hvor der eventuelt er plads til et kontor, eller bare en kontorplads, da jeg arbejder hjemmefra. Min søster og hendes familie bor kun tre gader væk i en virkelig smuk og stor andelslejlighed. Alle andele i deres forening er store og hun opfordrede os for et års tid siden, da jeg var gravid med Louis, til at skrive os op hos dem. Det sker sjældent, at nogen flytter, men man kunne jo være heldig og det føltes rigtigt. Vi var klar. Klar til en ny, men større lejlighed på Østerbro, hvis vi fik chancen. Vi havde stadig tanken om hus og have i baghovedet, men var heller ikke helt parate til at tage springet mod at flytte ud af byen. Væk fra vores dejlige Østerbro, byens summen, liv, caféer, legepladser, butikker – ja, alt hvad den har at byde på. På under fem minutter kan vi gå til både institutioner, Fælledparken, svømmehal, apotek, caféer og butikker. Alt er nemt og bekvemt.

“Vil I bytte?”
Vi blev skrevet op i deres forening og lavede samtidig en fin collage med nogle billeder af vores egen lejlighed sammen med et brev med titlen “Vil I bytte?“. Vi skrev lidt om, hvad vi havde at tilbyde, om vores familie, boligsituation samt vedhæftede en plantegning. Man kan kun komme udenom de lange ventelister på andele, hvis man bytter (som en del af handlen, selvfølgelig). Det kunne jo tænkes, at nogen havde fået behov for rykke ned i en mindre lejlighed af den ene eller anden årsag. Vi smed sedlen i samtlige postkasser, men hørte aldrig noget. Måske var det meningen.

Behovene ændrer sig
Jeg har dagligt surfet Boligsiden tynd de sidste tre år – i starten både efter lejligheder og huse. I sådan en lang proces, når ens krav til kommende bolig at ændre sig og/eller der opstår nye behov. Man støder på nye udfordringer, når man har ledt så længe, for man bliver mere og mere kræsen. Man vil gerne have X fra første bolig og Y fra femte, men et eller andet sted i processen, lærer man at gå på kompromis. Man kan ikke få det hele medmindre man hedder “Joakim von And”. Selvom vi drømte om at blive i København, var vi hele tiden bevidste om, at vi stadig ville skulle slås med trapper og undvære have. Jeg glemmer aldrig, da Louis var nyfødt og jeg skulle aflevere og hente i vuggestue med en 2-årig, der nægtede at gå op/ned til tredje sal, en baby i en kæmpe lift og en pusletaske. Det var udfordrende, det indrømmer jeg. Jeg klarede styrketræningen på trappeopgangen i den periode. ;) Da sommeren for alvor satte ind, meterologerne meldte “hedebølge” og vi var “fanget” i lejligheden med en nyfødt Louis, ventilatorer der kørte non-stop døgnet rundt og Lily der hang i gardinerne, kiggede vi hinanden i øjenene og blev enige om, at behovet for et udeareal og færre trapper var blevet så stort, at en lejlighed ikke var drømmen længere. Vi må gå på kompromis med bylivet. En svær beslutning, men det føles som det rigtige for os og jeg tror, at det var skæbnen, at ingen vendte tilbage på vores brev. Jeg ved, at vi kommer til at savne Østerbro, når vi en dag flytter, men jeg håber, at det giver os mere ro i hverdagen at komme på plads i et hus. Har nogen af jer haft samme dilemma? I så fald – er I endt med at prioritere hus/have eller lejlighed/byliv? Vi syntes ihvertfald, at det var en svær beslutning, da begge dele har så meget at byde på, men pludselig stod det ret klart for os, hvad vores ønsker og behov var/er. Det kunne være spændende at høre jeres tanker, hvis I ellers er kommet igennem mit lange indlæg, haha… <3