Ligesom jeg sætter mig for at skrive dette indlæg, popper der en mail op fra vores bankrådgiver: “Hej Christina & Christoffer – hvordan gik det med boligen?“… Jeg skylder ikke bare vores bankrådgiver et svar, men I skal også have en opdatering på husjagten. Som jeg kort har fortalt lidt om på min Instagramstory, har vi i løbet af de seneste uger budt på to huse. Det ene var et håndværkerkøb og det andet istandsat til fingerspidserne. To drømmehuse, men så forskellige som noget kan være.

Hus nummer 1: håndværkerkøbet. En gammel murermestervilla med højt til loftet og den hyggeligste gamle have. Det var simpelthen sådan et fint hus, men alt skulle laves. Ny el, nye vinduer, nyt tag, plantegningen ændres, en trappe skulle flyttes, kælderrenovering, nye badeværelser og køkken… Der var meget at se til og med husets udbudspris og vores budget, vidste vi godt, at det var et projekt, som vi måtte tage lidt hen ad vejen, men vi var klar og vi bød. Vi ventede i spænding i 24 timer med dommen: “desværre, det blev ikke jeres”. Æv…

Hus nummer 2: “drømmehuset”. Vi er kørt forbi dette hus mange gange og ofte har jeg sagt til Christoffer: “Det dér – det er mit drømmehus”. Et sødt lille gammelt hus med den hyggeligste forhave fyldt med blomster. Vi anede jo ikke, hvordan det så ud indvendigt, men på dagen hvor vi fik afslag på hus nummer 1, fortalte en ejendomsmægler, at han havde fået et nyt hus til salg. Jeg troede næsten ikke mine egne ører, da vi fik at vide, at det var “drømmehuset”. Vi tog ud og så det og wow, hvor var det smukt. Vi skulle lige indstille os på, at vi måtte lægge renoveringsdrømmen på hylden, men tanken om at kunne flytte lige ind med to små børn, begyndte virkelig at tiltale os, selvom huset egentlig var lidt småt. Vi lagde et bud et stykke under udbudspris: “Desværre”.  En anden køber lagde et bud, vi lagde nyt bud og fik dagen efter beskeden: “Det blev ikke jeres”.

Boligmarkedet som køber er overraskende svært i øjeblikket og ejendomsmæglerne beretter om, at de har solgt rekord mange boliger i maj måned. Ikke hvad man havde forestillet sig efter den tid, som vi lige har været igennem, men som vi hører, har folk fået øjnene op for, hvor vigtigt “hjem” er for dem efter så mange måneder hjemme, at de måske mangler et værelse eller en have, mens andre er flyttet hjem fra udlandet til trygge rammer. Det virker som om, at priserne er skruet helt op og det føles derfor næsten lidt dristigt at købe nu, da man så nødigt vil købe på toppen. Ingen kan forudsige boligmarkedet, men én ting er sikkert – det er sælgers marked lige nu. Der er rigtig mange sultne købere, men hvad vi hører fra ejendomsmæglerne, holder folk lidt igen med at sælge. Samtidig har vi ikke lyst til at vente meget længere med at flytte. Vi har kigget tre år nu. Tre år har jeg scrollet boliger igennem dag ud og dag ind. Vi er klar, men det skal også føles rigtigt.

Vores drøm var og er egentlig at finde noget, vi kan sætte vores eget præg på. Gøre til vores eget. Eller finde en byggegrund og bygge nyt. Jeg ved ikke hvor mange huse, jeg har photoshoppet facader, vinduer, kviste, tilbygninger og plantegninger på efterhånden. Det er for mig nemmere at se muligheder på den måde, da jeg er meget visuelt anlagt. Det har taget os tre år at nå hertil, hvor vi fandt noget, vi havde lyst til at byde på – underligt nok med få dages mellemrum.

Når man har ledt så længe, bliver man også mere og mere kræsen. Man vil gerne have størrelsen på hus nummer 1, haven fra hus nummer 7 og udsigten fra hus nummer 10, men man lærer også, at man skal finde ud af, hvor man vil gå på kompromis. Hvad er vigtigst? Er det størrelsen, placeringen, udseendet eller haven? Skal der være institutioner i nærheden? En tryg cykelsti til skole? Hvad med lokalområdet? Landet eller tæt på by? Skal det være skov eller hav inden for rækkevidde? Der er så mange spørgsmål at tage stilling til.

Det er en sjov proces, men den er også hård. Hård fordi man når at forestille sig en hverdag i de huse, som man forelsker sig i. Man når at indrette dem, ser juleaften for sig, familiekomsammen og hygge i haven med vennerne. For så at indse at måtte lede videre… Jeg kan mærke, at jeg lader mig rive lidt for meget med. Det fylder enormt meget og jeg øver mig i at give slip. Det rigtige hus skal nok komme – det kan jeg mærke. <3