Det ene øjeblik tager jeg mig selv i at tænke “det skal nok gå” og det andet “nej, nej nej…”. Det kan føles lidt som en ond drøm, man bare gerne vil vågne op fra at være midt i denne Coronasituation. Vi har desværre haft det tæt inde på livet i vores familie. Christoffers gamle “bonusmormor” eller hvad vi nu skal kalde hans morfars kæreste, som har været i familien i over 27 år, afgik ved døden i forgårs. Hun var testet positiv for Corona, men havde også en anden infektion – så det er svært at sige, hvad den egentlige årsag var. Det er aldrig sjovt at sige farvel, men vi kan trøste os med, at hun var meget gammel og havde levet et dejligt liv. På den måde, kan man bedre forholde sig til og acceptere situationen. Vi vidste godt, at der ikke ville gå mange år.

Det der er mest trist er måden, man siger “farvel” i denne tid. Begravelsen er udskudt på ubestemt tid og det er ærlig talt en meget, meget mærkelig måde at tage afsked på, at man ikke kan ses med familien. Det kommer pludselig alt for tæt på og vækker flere bekymringer for vores allernærmeste… Ikke mindst når jeg hører, hvordan det står til på hospitalerne fra Christoffers ven, der arbejder som læge. Det er altså ikke kun de gamle, der bliver ramt, som man hørte i starten, men også de unge og friske. Så venner – pas på jer selv og hinanden. <3 Det skal nok gå altsammen, når bare vi står sammen. Knus

At være fire mennesker i en 3-værelses næsten hele døgnet er udfordrende. Det kan til tider føles som en løbegård, når man har en 2,5-årig med krudt i røven og en 9-måneder gammel baby, der ikke laver andet end kravle rundt i raketfart og rejse sig op af møbler og planter, så man styrter rundt efter ham. Når man ikke bare kan gå ned på en legeplads, en tur i de parker vi plejer eller besøge venner og familie. På den ene side føles det lidt uforskammet at skrive sådan, for vi er sunde og raske, har hinanden og hvor er der dog større problemer lige nu end dette. På den anden side har jeg altså fået lidt kuller af at være “indespærret”, skulle opvarte og underholde to små under 3 år med meget forskellige behov, forsøge at få arbejdet undervejs, ikke kunne åbne en dør og skulle spritte og vaske hænder fem gange for bare at gå i vaskekælderen.

Så hvis I sidder derhjemme og synes, at det er lidt op ad bakke nogen dage, så skal I vide, at I ikke er alene. I sådanne situationer prøver jeg at huske mig selv på, hvor heldig jeg egentlig er at have tag over hovedet, en dejlig familie med et godt helbred og at dette forhåbentlig er en kort periode af et langt liv. Det hjælper på det hele… – Nogen gange. Andre gange ender jeg med at losse til en Duploklods i raseri, når de andre ikke kigger, for at komme af med nogle frustrationer. Helt ærligt så redder vores daglige ture ud i det blå nærmest hele dagen. Vi har forsøgt at gøre det til en vane at gå en lille tur, få noget frisk luft og motion.

I denne tid er jeg også virkelig taknemmelig for, at vi har en bil. At kunne køre ud i det blå og finde tomme områder – det bruger vi lang tid på. :) Vi plejer bare at køre i en retning uden et egentlig mål og stopper bilen, når vi findet et hyggeligt sted uden nogen i sigte. Vi har erfaret, at det ofte kan betale sig f.eks. at tage små stikveje ind i skoven frem for hovedvejen og i det hele taget komme afsted om morgenen, inden de fleste kommer ud af nattøjet. :) Jeg håber, at I også har fundet nogle rutiner eller gode vaner der gør, at det er lidt nemmere at komme igennem denne tid.

Et træt og sulten lille Æseldyr, der var kommet på græs. ♥

Vi fandt en sommerfuglelarve – et lille tegn på forår. :)

♥♥