Indlægget indeholder reklame links
Yay, så blev det fredag og denne weekend bliver lidt særlig her i huset. Christoffer har nemlig fødselsdag i morgen – 33 år den gamle jas. :) Jeg har derfor brugt aftenen på at forberede morgenbord, pakke gave ind og nusset lidt rundt i køkkenet. Jeg glæder mig til at tage det ene barn under armen og det andet i hånden i morgen tidlig og synge fødselsdagssang på sengekanten. Hans første som far til to. Det er der altså noget magisk ved. Dagen skal bruges på barnedåb for et vennepars lille datter og senere på dagen kommer min søde mor og passer børn, så Christoffer og jeg kan komme ud og spise. Juhu – voksentid! Søndag står igen på fødselsdagsfejring for den nærmeste familie. Hvad har I af planer denne weekend?
Reklame links: 1. Arket/HER, 2. H&M/HER, 3. Filippa K/HER, 4. Flattered/HER
Jeg har som sagt længe været træt af at spise det samme til morgenmad dag ud og dag ind, så den seneste uges tid har jeg gjort mig lidt mere umage end normalt. Helt ærligt så kræver det ikke ret meget mere end mine sædvanlige havregryn med müsli og frugt – bare at ændre vaner en smule. I morges lavede jeg denne “bowl”, som mest af alt mindede om en isdessert. Så simpelt og så godt. Man blender bare 4 frosne bananer med en pose frossen mango, lidt vand (så det kan dreje rundt i blenderen) og en smule havredrik eller anden type mælk – det passer nogenlunde til to portioner. Hvis man vil have flere proteiner og “fylde”, kan man med fordel tilføje butterbeans i blenderen. Det smager fuldstændig som is. Yummy! :) På toppen tilføjede jeg bare, hvad vi lige havde – blåbær, honningristet müsli, peanut butter og hakkede mandler. Det kan varmt anbefales – også som isdessert med frisk frugt og chokoladestykker.
Første billede Lily har taget <3
Hyggerod i stuen…
Med mor i vaskekælderen
Når man falder i søvn i alt for lille seng… Og sover der en halv nat. :) #radbrækket
Cirkus Dueholm
Nogen gange går jeg lidt i “survival mode”, når jeg er inde i udfordrende perioder og glemmer at berette om det hele, selvom det måske i virkeligheden er de små hverdagskampe, som er mest interessante og relaterbare at høre om. Det mindede Christoffer mig om i går: “Hvorfor fortæller du ikke lidt om dét, skat?“, da jeg kom ud i køkkenet kl. 22.30 og egentlig gerne ville blogge, men samtidig var jeg helt skeløjet efter at have forsøgt at putte Louis i flere timer uden held, flitsbue, gråd, asen og masen… For den slags sker selvfølgelig også hjemme hos os. I øjeblikket er vi inde i en fase, hvor vi er mega udfordrede på måltider og søvn.
Det virker næsten helt komisk, at vi har været til diætist – specielt for at finde ud af, om børnene får det helt rigtige, når den lille stædige dame herhjemme kun vil indtage hvidt brød, pasta og rosiner i øjeblikket. Måltiderne er en kamp og jeg synes efterhånden, at vi har prøvet alt fra i perioder ikke at blande os, lade hende selv vælge, øse op, ikke givet maden fokus til andre perioder at forsøge på en simpel måde at italesætte, hvorfor det er vigtigt at spise andet end førnævnte, ikke lade hende vælge, været mere strikse… Intet virker ret godt pt. Jeg håber virkelig, at det er en fase. Efter Louis har været syg, nægter han at spise, alt der kommer på en ske. Han vil faktisk nærmest kun ammes. Fast føde siger ham ikke rigtig noget. Så måltiderne er ikke ligefrem hyggelige i øjeblikket, kan I nok forestille jer, selvom vi ihærdigt forsøger at gøre dem til en rar oplevelse.
Og så er der søvnen… Eller mangel på samme. :) Lily har de sidste nætter sovet igennem – jøsses hvor er det dejligt og hvor håber jeg inderligt, at det fortsætter! Vi har været inde i en periode, hvor nattesøvnen kunne blive afbrudt hver time, fordi børnene vågnede på skift. Samtidig vil hun ikke sove om aftenen og det er ikke unormalt, at hun først lukker øjnene kl. 22, selvom vi starter putningen kl. 19. Så er man FÆRDIG, når børnene endelig sover. Louis sover stadig enormt dårligt og vågner ofte i et skrig, som om han har mareridt. Det er også derfor, at mit overskud til at svare på kommentarer og beskeder på Instagram har været minimalt efter en periode med de her kampe og to uger med influenzaramte børn og voksne, hvor jeg ikke har fået lavet meget i dagstimerne.
Så er der den 2-års alder, som er noget så charmerende, men samtidig den mest udfordrende hidtil med vil-selv-kan-selv alting (indsæt selv smiley med sved på panden). :) Børneopdragelse er svært. Lige som man tror, at nu kører det “I got it“, så bliver de ældre, nye faser, udfordringer, rutiner… Jeg håber, at det gav et indblik i vores hverdag pt. som måske ikke er så idyllisk, som det kan virke udefra, men bare helt almindelig, udfordrende, dejlig og perfekt uperfekt. Lige som hos de fleste andre småbørnsfamilier. <3