Pakkeliste: dagstur med små børn

Download på dansk HER / download in English HERE

Learning by doing – er det ikke det, som man siger? :) Nøj, hvor er vi ofte kommet lidt hurtigt ud af døren uden f.eks. sutter eller babyalarmer. Det er altså ret irriterende at have glemt en “nødvendighed”, når man eksempelvis står midt i Fælledparken, skal skifte en ble og pludselig opdager, at man ikke fik pakket vådservietterne. Shit! Bogstaveligt talt. ;) Kender I det? Det skete faktisk så ofte, at vi glemte et eller andet, at jeg besluttede mig for at lave en tjekliste.

Jeg har indtil nu bare haft den som en “note” på min telefon, men vi har været så glade for den, at jeg nu har lavet denne fysiske liste for at kunne dele den med jer. Jeg ved jo, at der er mange småbørnsforældre, som læser med. Det er selvfølgelig ikke alt på listen, som vi tager med hver gang, men så kan man løbe den igennem og se, hvad man har brug for. Tro mig – den har reddet os MANGE gange. Derudover har jeg tilføjet et afsnit med “sommer” og “vinter”, da det skifter lidt afhængig af sæson. I kan printe den ud ovenfor og lægge den i f.eks. entréen. Jeg håber, I kan bruge den. <3 Under “noter” kan I tilføje jeres egne punkter. :) Er der noget, I synes mangler?

View Post
Share

Lys forude

Forrige nat føltes som et marathon. Louis vågnede grædende og larmen vækkede Lily, som jo ligger i samme lillebitte værelse, og så ville hun også over i vores seng… Begge børn lå som to søstjerner med arme og ben ud til alle sider og asede og masede rundt i sengen, vågnede på skift og vækkede os alle sammen hele tiden. Jeg bandede vores blomstrede sengetøj langt væk, da jeg natten igennem måtte famle mig frem efter sutter og ammeindlæg. Mit overskud var tæt på nul, da jeg stod ud af fjerene lettere radbrækket kl. 06 i morges…

Til formiddag fik vi besked om, at Lilys nye madras endelig var klar til afhentning. Vi har fået den speciallavet, da vi ikke kunne finde en som passede i målene til den gamle karlekammerseng. Derfor har vi her til aften puttet hende i sin nye seng, mens Louis er flyttet over i hendes gamle. Halleluja! Der er lys forude og hvor skal jeg brede mig i nat, haha… Så længe det nu varer, før den ene græder eller den anden bliver sulten. ;) Det er nu dejligt og trygt at ligge sammen alle fire, men knap så hyggeligt, når ingen af os får sovet.

Outfittet her er fra i eftermiddags, hvor jeg lokkede Christoffer til at tage et par billeder mellem to regnvejrsbyer. Noget af tøjet kan stadig købes, mens andet er af ældre dato – jeg har derfor linket til lignende nedenfor. :)

REKLAME LINKS: sweater/Na-kd HER, jeans/H&M HER, trench coat/H&M HER, støvler/Flattered HER

View Post
Share

Morkrop

Da Louis kun var 1,5 måned gammel

Selvom jeg er mor til to, er jeg stadig dybt fascineret af og fuld af forundring over, at kroppen kan lave et barn – eller flere. Det er ubegribeligt, at den kan vokse et lille menneske, mens den foretager sig alt muligt andet, hormonerne flyver rundt i kroppen, den bliver udvidet og strukket, presset til sit maksimum for til sidst at udvise en styrke af en anden verden, når det lille menneske får sit liv.

Jeg var til babysvømning i dag med Louis og så en mor med et barn på omkring tre år. De passerede den bruser, som jeg stod ved, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke moderen. Jeg tog mig selv i at tænke, hvor utrolig smuk hun var i det splitsekund, hvor mit blik holdt stille. Naturlig, strålende, glad. Hun havde en eller anden glød over sig. Ved nærmere eftertanke, kunne man se, at hun havde ammet engang. Brysterne får ligesom en anden form, synes jeg – “suttet i facon” om man vil. :)

Min krop bliver heller aldrig 100%, hvad den var inden, men det er jo heller ikke meningen – man har jo lavet et barn eller i mit tilfælde to. Mit maveskind er mere løst, numsen fladere, navlen buler mere ud og brysterne? Tja – de har også været hejst højere op engang. Efter jeg så hende moderen i svømmehallen i dag, blev jeg kun gladere for mit eget hylster – for min “morkrop”. For min første tanke var ikke, at hun havde født og ammet – den var blot, at hun var smuk, ligesom hun var – med alt hvad der følger med, når man har fået et barn. <3

View Post
Share